Æblet falder ikke langt er en finurlig, sansevarm og billedsmuk familie-cabaret.
Min seksårige ledsager kunne næsten ikke stoppe med at klukle, da den tavse cirkusartist endnu engang lod sin lede-løse krop folde sig i et poetisk artisteri. Denne gang mens han snoede sig omkring en medspiller, i et finurligt jonglør-nummer med raslende frugter.
Der er skruet op for teatermagien i Riddersalens musikalske familie-cabaret, som byder publikum indenfor med hjertevarme og teaterpoesi.
Rammehistorien, som de mange smukke optrin udspilles omkring, handler om en mester, der skal forme fremtidens mennesker. Vi ser den nyfødte Samuel komme til verden, ”født” af et æble, hvorefter vi følger hans opvækst og møder hans stamtræs-fædre fra fortiden. Der er vel egentlig tale om et tidsligt kollaps og teksten er også ganske vrøvlet og skæmmes af alt for mange banale æble-metaforer og lommefilosofiske postulater, som punkterer fortællingen. Men det er heldigvis ikke en historiebåren fortælling, som holdet på Riddersalen har på hjertet. Derimod er det en hjertevarm hyldest til teatrets poesi og magiske verden.
Og sikke dejlige numre, der gemmer sig bag rammefortællingen, ikke mindst for de yngste. Her kan de virkeligt få syn for teatermagien når historiens tavse dreng (Samuel Gustavsson), lader kroppen fortælle mens han elegant jonglerer med ringe og frugter eller trækker et tørklæde frem og tilbage i trøjens mange lommer. Og børnene sidder som tryllebundet, for Samuel optræder med en perfektion og timing som fænger og tør tage sig den tid, der skal til, så børnene når at forstå numrene, og de selv begynder at digte med – ”det ligner et skæg, et sværd og en trappe” begyndte de lidt ældre drenge bag mig forsigtigt at byde ind, da Samuel var i gang med et rytmisk klods-artisterinummer.
Så pokkers med alle de dramatik-døde ord, for rækken af billedsmukke og melodiske optrin er skønne. Her er tipoldemor i lyserødt tyl, som hvisker fortællinger til en snegl, en baggrund så dyb-rød, at vi sanser kærlighedens varme i dukketeater-mødet mellem Samuel og kusinen i Konstantinopel. Her er stemnings-stærke mågeskrig, sømandssang og ”gemmeleg” i salen, herlige Storm P.-agtige maskiner og abrikos-varme lyssætninger. Her er nye kompositioner med behagelige melodier, musikalske skuespillere som mestrer instrumenter og sangstemmen i legende kontakt med børnene og et billedskønt univers, hvor artisteri folder sig ud i et duvende tempo, som giver plads til børnenes meddigtende fantasi. Og når de ordrige mellemspil bliver for flyvske, kan man, som min 6-årige ledsager, jo altid rykke lidt i sin rokketand og samle spænding til de næste sansemættede optrin. For det er helt enkelt, dejlig teaterpoesi i børnehøjde.
