Der er seks punkter i det netop offentliggjorte udspil til forhandlinger om scenekunst. Men i dem er der klare prioriteringer. Der er navngivne darlings og en formodentlig endelig dødsdom over en af de konstruktioner, der har haft flere fjender end venner i sin 12 år lange levetid.
Hvad er mest breaking news i kulturministerens eller helt præcist ”Regeringens udspil til forhandlinger om scenekunst”? Den slags afhænger jo selvfølgelig af hvor i scenelandskabet, man er placeret. Men de seks tiltag er faktisk ret gennemgribende hver især. Ligesom de har det tilfælles, at det er de store linjer, der bliver ændret. Det er ikke småpenge, let sminkning eller overfladiske rokeringer af midler, der er tale om i det her udspil.
På den måde må man sige, kulturminister Mette Bock holder, hvad hun har lovet eller lagt op til i diverse debatter og oplæg. Nemlig at man ikke behøver tilføre scenekunsten flere penge. I stedet handler det om at prioritere klart indenfor den eksisterende økonomiske ramme – og det er også det udspillet gør.
Man kan altid sige, at regeringen fodrer hunden med dens egen hale, men det er jo sådan set det prioriteringer går ud på.
Hvorfor rammes særligt børnene?
Hvis vi skal starte med dét, der kommer til at gribe mest radikalt og afgørende ind på hele det danske teaterlandskab, må det siges at være beskæringen af Formidlingsordningen med 9,6 millioner over tre år.
Egentlig er der tale om en genoplivning af det såkaldte Lars Seebergs udvalg gamle forslag, som også en af Mette Bocks forgængere, Marianne Jelved, på et tidspunkt overvejede at effektuere. Men det blev ved snakken.
Med fare for at blive rullet i fjer og tjære, så er det måske ikke så meget de 11 kr. i merpris, der lægges på en teaterbillet for voksne, der kommer til at få en afgørende betydning. Og det siger jeg simpelthen, fordi man ikke kan ignorere, at langt, langt hovedparten af det danske teaterpublikum i dag tilhører den veluddannede og ikke specielt økonomisk trængte middelklasse. Det vil være en nærmest utællelig procent af teatergængerne for hvem 11 kroner er fatalt og vil betyde en radikal nedgang i teaterbesøg.
Til sammenligning blinker de røde advarselslamper overfor en 15 kroners fordyrelse af teaterbilletterne for børn. Fire kroner mere end for de voksne, det er et paradoks. Skævt.
Børn er en langt mere blandet publikumsgruppe med meget forskellig økonomisk baggrund. Og i denne målgruppe er de alt andet lige helt afhængige af andres økonomiske formåen, om det så er familie, institutioner eller andre.
Med nedlæggelsen af refusionsordningen for børn også, er der en del usikkerhed forbundet med lige præcis den gruppe af publikum, som man måske snarere skulle løfte og gøre teateradgangen lettere for?
Desværre vil færre børn i teatret nu, føre til færre voksne tilskuere om 10-20-30 år til dansk teater.
De udvalgte
Tillykke til Aveny-T, Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater med de ekstra millioner.
For Aveny-T er de tre millioner formodentlig forskellen på liv eller død, lukning eller fortsat teaterdrift. For selv om Frederiksberg Kommune har bakket op og støttet økonomisk, så har man konstant kæmpet for midler og støtte fra statslig side. Den kom så her.
Men PS: de der 0,6 millioner kr. i Formidlingsordning, Aveny-T modtager ifølge udspillet – de bliver vel så til gengæld beskåret nu?
Ingen kan modsige udspillets ord om, at Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater har ”vist potentiale til at arbejde i større skala og med bredere målgrupper end det, der er logikken inden for de tilskudsordninger, de er omfattet af i dag”. Det har de ubetinget, især må man sige Fredericia Teater, der har noget humlebi over sig med deres store og dyre musicalproduktioner – som egnsteater!
Men da det er et udspil fra en regering om en ændring af en scenekunstlov, og da millionerne til teatrene helt konkret hentes – det står direkte i udspillet – i beskæringen af formidlingsordningen, altså deres kolleger, så er der grund til at sætte spørgsmålstegn ved øvelsen med særligt at belønne fire håndplukkede teatre.
At en regering uden anden begrundelse end, at de synes, de teatre er særligt dygtige, stikker ud. Det er en prioritering selvfølgelig, men den er så markant, at det nærmer sig en personlig smag hos ministeren og regeringen.
Især med de tre egnsteatre havde det givet en hel anden og større mening, hvis man havde sagt, at de var udvalgt som en slags forsøgsteatre som potentielle Regionsteatre. Det er rigtigt, at de efterhånden har arbejdet sig ud af rammerne for et klassisk egnsteater, og netop dérfor kunne man ønske, at regeringen ikke havde fået de ni ekstra millioner til at virke som om det er uddelt ud fra særlige præferencer, at det er en slags personlige belønninger, men at de ekstra midler i stedet var noget, andre teatre også ville kunne stræbe mod – engang.
For der har i årevis været behov for noget for de egnsteatre som et Fredericia Teater eller projektstøtteteatre som Hotel Pro Forma, der vokser sig kunstnerisk store og stærke eller som bare ikke passer ind i de rammer, der er indenfor egnsteater eller lille storbyteater.
En platform mellem egnsteatret og landsdelsscenen. At lade de tre egnsteatre være de første, og måske bare på forsøgsbasis, for sådan en ordning, vil have haft en anden rækkevidde. Et større og mere innovativt perspektiv.
For når de tre år med en øget bevilling til de udvalgte teatre er gået – ja, så er vi lige vidt. Måske for de tre forlænget ordningen, måske ikke. Snarere er det nok forfra igen.
R.I.P DKT
Nå men… Lad os runde af med det i udspillet som det er svært at begræde: Nedlæggelsen af Det Storkøbenhavnske Teatersamarbejde.
Velvidende, at de nu kun fire teatre under paraplyen har kæmpet for at bevare konstruktionen, og selv om der også i Berlingske er opbakning til institutionen fra et par politikere, så er det altså et projekt, som helt fra sin fødsel var en underlig bureaukratisk overbygning.
Den koster ganske vist ved sin nedlæggelse ikke så meget længere. Men det er jo stadig penge, der kunne kanaliseres ud i det levende teaterlandskab i stedet.
Det bliver lidt under halvdelen af pengene så også. De kommer tilbage til medlemsteatrene. Det bekymrende er til gengæld, at de resterende 2,6 millioner skal gå til ”andre formål”. Såsom?
Det havde været tryghedsskabende at vide, at det var andre sceniske formål – måske udviklingspuljen eller Statens Kunstfond, som får en del ekstra at se til hvis udspillet går igennem i sin nuværende form?
For vi taler ikke støjdæmpende foranstaltninger ved motorveje i Jylland, vel? Det kan desværre i høj grad kaldes ”andre formål”.
Der er et halvt løfte om, at teatrene kan komme på finansloven fremover. På linje med Det Kgl. Teater og landsdelsscenerne. Sker det, virker det som et ikke så ringe bytte. Det vil kunne sikre dem på en anden måde, også kravene til dem.
Har Mette Bock fået håndslag?
Der er mange teatre og dele af scenekunstlandskabet, der ikke er med i udspillet. Det er ikke det gennemgribende eftersyn af teaterloven, men det var der nu heller ikke udsigt til.
Og nu? Nu starter debatten. Forhandlingerne. Lobbyarbejdet. Så måske sidder vi om et par måneder og må konstatere, at så skete der heller ingen ændringer denne gang. Eller også har kulturministeren allerede forhandlet sig til et flertal for forslagene.
Har Mette Bock fået håndslag fra Dansk Folkeparti på, at de i sidste ende nok skal acceptere? Der er da trods alt ført ekstra midler til Jylland og nedlagt en organisation i København!
