Nørrebro Teaters tidslomme af en forestilling Jeg er sgu min egen er både bedaget og besynderlig og bliver hverken rigtig morsom, livsklog eller samfundsrevsende.
Unge, selvstændige Annie jagtede tidsånden da hun flygtede fra småborgerligheden i Erik Balling og Klaus Rifbjergs modernistiske film-musical Jeg er sgu min egen fra 1967.
I Nørrebro Teater mærkværdige misk-mask af en gendigtning forsøger Annie stadig at udfordre samfundets normer, men tiden er en anden, og Pippi-klonen Annies (Mathilde Passer) kamp med samfundsregler synes bedaget og besynderlig. For ungdomsoprøret er for længst passé, mens klimakamp, bandekonflikter, integration og terrortrusler indtager den moderne verdensagenda.
I Nørrebros tidslomme tonser Annie dog troligt afsted på jagt efter lidt samfundsoprør og det ser flot ud. For scenografduoen Torden og Lynilds indtagende Verner Panton-inspirerede univers, bobler af pink og orange runde huller, kasseformede fundamenter, trapper og afsatser til gemme og gennemgang – men lige meget hjælper det – for hvor skal hun hen?
Historien om den rebelske Annie, der udsluses i samfundet, står i stampe, mens Annie får pålagt at blive ’barnepige’ for den regelrette bager (Tom Jensen). Bagermanden, med de kalorietomme bagerfloskler, mangler spontanitet og Annie styrter videre til musiker-manden (Nicolai Jandorf), med løse filosofier om frihed og stramme regler om sengeplads. Den kafka’ske opsynsværge (Marie Askehave) finder forholdet forbudt og sender Annie på pigehjem, hvor hun snører systemet, så hun kan komme ud og ”sætte sin hat, som hun vil” sammen med en flok forskruede rigmænd.
LÆS OGSÅ: Benedikte Hansens blodtud (anmeldelse Revisoren)
Der er sat i scene med band og absurd spillestil, men effekten udebliver. Bandet svinger skidt og skuespillerne kæmper bravt for at få lidt liv i de konturløse karakterer, mens de går omkring i stive koreografier, som ikke fortæller os meget om visionen bag ordene. Annie bliver en ren karikatur, hvor man længes tilbage til fordums Daimi med charme, fylde og bundklang i stemmen. For nok er Passer både sød og bedårende som Annie, men stemmen rækker ikke til de mange sange, som konsekvent intoneres skævt.
Tom Jensen har rutinen til at få lidt form og fylde på sine skæve karakterer, som den fulde tjener, der får lidt latter frem i salen, mens Marie Askehave får ro på fortællingen, når hun træder frem og fortolker sangene med nærvær og rene klange.
Det er svært at blive klog på forestillingen, som hverken bliver rigtig morsom, livsklog eller samfundsrevsende.
Læs mere her
