Den evige ild har alt, hvad en historisk musical skal rumme for at fænge. Her er storslåede scener med højspændt dramatik, stærke karakterer med fortællinger, der fænger, et hold med stærke sangstemmer i en fed fortælling med fængende melodier.
Den evige ild er baseret på Ken Folletts episke roman af samme navn, som skildrer religionskrig i 1500-tallets England, spændt op imellem de rivaliserende dronninger, Elizabeth den 1. og Maria Stuart og agenten Ned Willard. Verden står i flammer, magt korrumperer og religion bruges som undskyldning for ufred, mens civilbefolkningen lider under magtmændenes (kvindernes) missioner – en kende bekendt! Fortællingen foregår for mere end 700 år siden, og religioner, der ’bekæmpes’, har andre navne end i dag, men ”krig følger altid krig”, som fortælleren Ned Willard siger. Og historien har det som bekendt med at gentage sig, så hvor er det dog forfriskende med en musical, som har lidt tematisk kant og aktualitet.
På scenen handler det dog ikke kun om krig, men også om kærlighed. Fortællingens ankermand Ned Willard (Christian Collenburg) er forelsket, mens hans udkårne (Silke Biranell), skal giftes bort til en adelig. Ned må fortrække fra hjembyen og blive agent hos Elizabeth den 1. (Xenia Lach-Nielsen). Vi ser halshugningen af Maria Stuart (Monica Isa Andersen) og oplever verden omkring ham, mens et væld af civilister og adelige kæmper for at overleve med alskens drømme og kvaler.
Det er en fortælling fra en verden for længe siden, og scenografien kvitterer med et effektfuldt og sansemættet univers. Her er høje løbegange med stiger og hærdebrede træplanker, en drejescene med rustikke træpodier, slotsgrå hvælvinger, skafottet og sprudlende ild til afbrænding af kættere.
Midt i denne rustikke verden får de mange magtintriger, korruption og religionskrige skikkelse af et hold af sangstærke performere, som negler de fængende melodier med sans for de store følelsesfortællinger og stærke karakterfortolkninger. Mads M. Nielsen er manden bag hele instruktionen og han har sikker sans for timing og karakterfortolkninger. Her er ro på fortællingen, som får lov at folde sig ud med mange ord om faktuelle hændelser, mens de tydeligt tegnede karakterer giver os lov til at opleve mennesket og følelserne bag de mange ord og gerninger, og det er en fornøjelse.
Xenia Lach-Nielsens Dronning Elisabeth indtager rummet med kæmpe karisma og Monica Isa Andersen er Maria Stuart med menneskelig varme, Silke Biranell er den sødmefulde og karakterstærke ungdomskæreste, der folder sig ud med uhørt styrke. Christian Collenburg er Ned som karismatisk fører os gennem historien, mens Kasper Dalsgaard tryllebinder som djævelsk psykopat og Marie Mondrup blænder op for stor tragik med sin rørende morsomme tjenestepige, der er kommet i uføre. Og det er blot for at nævne nogle få, for alle får skåret deres karakterer med fortællende skarphed og synger fantastisk.
De tre dramatikere Aagaard, Svanekier og Høg får samlet fortællingen flot og formår med stor elegance at forene den store verdenshistorie med de almindelige liv, mens der er plads til, at personerne træder i karakter med hver deres lille udviklingshistorie, der gør, at vi kan leve os ind i deres liv.
Musikken er fortrinlig, med fængende melodier og fortællestærke kompositioner, hvor stemninger fra fortiden, forløses med folkemusikalske klangbilleder, frisket op med blues-fraseringer og rytmiske riff som vækker moderne genkendelse og driver fortællingen flot fremad.
Her er ganske enkelt en ny-skrevet musical, som får samlet alle elementer i en højere enhed – en storslået forestilling med mulighed for at blive en klassiker i fremtiden.
Læs også: Anmeldelsen af I et forhold på Betty Nansen Teatret
