Hvilket liv får man, hvis man altid vil noget andet, end det man har? Eller er mest til stede i fortid eller fremtid? Og alt, hvad man drømte om brister mellem sine hænder?
Livssmerten i menneskets ulykkelige længsel mod en anden virkelighed, en anden partner eller en anden tid, er kernen i et af de mest berømte stykker af den store russiske dramatiker Anton Tjekhov, Three Sisters, som første gang blev opført i Moskva i 1901 og nu er aktuel i en bevægende nyoversættelse og nyopsætning på Almeida Theatre i London.
Tjekhovs eviggyldige studie i tre kvinders bristende illusioner udspiller sig som et trafikuheld i slowmotion. Han spidder menneskets behov for at hænge fast i fortiden eller drømme sig væk til et fremtidigt fatamorgana. Et stykke om eksistentiel ensomhed, menneskelige drømme og relationer, og hvad der sker med os, når de brister.
Almeida Theatre har bedt Cordelia Lynn udarbejde en nyoversættelse af det klassiske mesterværk, hvor hun lader skuespillerne bruge nutidige vendinger som ”fuck the lot of ’em” eller ”you old woman, you’re talking shit”.
Hun og den prisvindende instruktør Rebecca Frecknall har taget sig store frihedsgrader i bearbejdningen uden at gøre vold på Tjekhovs basale handling. De har skabt en fascinerende og forrygende opsætning som spiller til 1. juni.
Scenografen Hildegard Bechtler anvender blot 24 stole, et ur samt et opretstående klaver, der dog ikke spilles en tone på – et tjekhovsk symbol på de fortabte muligheder i livet? Eller måske tjener det uudnyttede klaver som et provokerende opgør med Tjekhovs berømte læresætning fra 1889 om, at hvis et våben er til stede på en scene, så må og skal det affyres på et tidspunkt; han knæsatte principperne om, at unyttige elementer bør fjernes fra scenografien, og at man ikke må forlede publikum i falske setups. Klaveret tjener dog bogstaveligt til at markere, at de tre søstre kommer fra et privilegeret ”hjem med klaver” – uden at det dog gør deres lykke og tilfredshed med livet større.
Vi kommer ind i de tre kvinders liv, da de er henholdsvis 20, 23 og 28 år og følger dem i et par år i deres trængsler med kærligheden og den virkelighed, de lever i, hvor drømme brister én efter én. Alt andet end hvad de har, ville være bedre. De søger svar hos de ældre, men får kun desillusion som svar.
Vi er et sted i den russiske provins, og længslen efter hovedstadens lokkende løfter om lykke er et underliggende og tilbagevendende tema. Alt er bedre i Moskva. Dér venter lykken.
Irina, Masha og Olga er vidt forskellige af personlighed men er fælles om længslen efter et andet liv end det, de har, samt en basal ensomhed, som ingen synes at kunne hjælpe dem af med. Jo mere de venter, desto mere trænger den sig på.
Den beskyttende altfavnende ældste søster, lærerinden Olga (spillet af Patsy Ferran) har aldrig mødt kærligheden, og ville være lykkelig og taknemmelig for at takke ja til hvem, som måtte fri til hende, tror hun.
Den mellemste oprørske og kunstneriske sjæl, Masha, der er pianist (spillet af Pearl Chanda), er blevet gift som 18-årig med sin latinlærer, som hun allerede er træt af, fordi han ikke var så betagende, som hun troede i sin unge naivitet. Hun forelsker sig i en gift mand, som hun ikke kan få – er utro med ham – og ender med at være fanget i dobbelt ulykke.
Den yngste lillesøster Irina (spillet af Ria Zmitrowicz) vælger undervejs i stykket pragmatisk en mand, som hun ikke elsker, baronen. Indtil han omkommer i en meningsløs skudduel, og hun bliver enke med et ørkesløst arbejde på telegrafen. Ulykkelig med sin mand, ulykkelig uden. Og et stillestående liv, hvor ungdommens drømme langsomt forvitrer.
De tre kvindelige hovedrollehavere spiller alle tre fremragende. Deres fine og nuancerede skildring af de tre frustrerede kvindeliv er i sig selv en bevægende oplevelse. Ikke mindst Patsy Ferran, som ældste storesøster, er trods sin unge alder allerede en markant skuespiller. Hun vandt tidligere i år den prestigefulde britiske teaterpris Olivier for sin rolle i Tennessee Williams’ Summer And Smoke – som også var instrueret af Rebecca Frecknall. De to er nu tilbage på Almeida med denne næsten tre timer lange opsætning og oplever fornyet succes med røde lygter og stor opmærksomhed.
Også de to andre medspillende kvinder, Pearl Chanda og Ria Zmitrowicz, spiller forrygende, troværdigt og meget lidt teaterisk. De er deres roller og oser af rastløs desillusion som uret tikker livet væk. De bærer store dele af forestillingen og lægger overbevisende følsomhed i deres fortolkninger.
Ud over de tre kvinder medvirker 11 andre skønne tjekhovske karakterer, hvoraf flere spilles af fremragende skuespillere som Annie Firbank (som den 82-årige ex-nanny Anfisa), Peter McDonald (som Mashas forgæves forelskelse, Vershinin), og Elliot Levey i rollen som Mashas forsmåede, men tilgivende ægtemand, latinlæreren Fyodor.
Blandt ganske få skønhedspletter, som trækker ned, er at sidstnævnte flere gange kammer over i comedy, formentlig tilsigtet men et malplaceret stilbrud. Det samme gælder en misforstået brug af en Instagram-agtig projektion af snapshots fra nøgle-øjeblikke op på bagvæggen. Helt uden formål og forstyrrende.
Den eksistentielle smerte i Tjekhovs stykke fortolkes fremragende af skuespilleren Alan Williams i en glansrolle som familiens lægeven Ivan, da han udmaler sin livsillusion:
”One day I looked up and realised my whole life had passed. (…) They think just because you’re a doctor you know all, but actually you know nothing. Your head is empty and your heart is cold. In fact, you might not even be a human being?! Maybe you just look like a human being with arms and legs and a head?! Maybe you don’t actually exist at all, maybe you just think that you walk and eat and sleep…”
Alan Williams leverer også et af stykkets filosofiske nøglespørgsmål på et sølvfad uden at give svar: “If you could live your life again but in full consciousness, would you do it differently?”
