WUPPERTAL, Tyskland – Kan man slippe godt fra at fortolke Shakespeares Macbeth om magtens fordærv gennem moderne dans i tre og en halv time på et blodrødt gulvtæppe, der flyder i rindende vand og med en scenografi, som tæller aflagte møbler, et gammelt klaver, en jukeboks samt en bruseniche?
Svaret er ja! Resultatet er tilmed rørende og sjælfuldt, når det er iscenesat af en af verdens ubetinget største koreografer, tyske Pina Bausch.
Det verdensberømte Tanztheater Wuppertal, nord for Köln, havde i fredags premiere på en spektakulær genopsætning af Pina Bauschs parafrase over Macbeth. Det er første gang, stykket vises siden 1978, da hun oprindelig skabte det.
Stykket er bemærkelsesværdigt (som nummer 12 af i alt 46 Bausch-værker), fordi det mere end noget andet kom til at definere hendes unikke arbejdsform.
Hendes metode var at inddrage og udspørge de medvirkende dansere og skuespillere om deres følelser om temaerne. Eksempelvis kunne hun finde på at spørge noget i retning af “vis mig med kroppen, hvordan du oplever magtens ensomhed?”
Pina Bausch forklarede dengang: “My questions are there for approaching a topic quite carefully. It’s a very open way of working but again a very precise one. It leads me to many things, which alone, I wouldn’t have thought about.”
På den måde spurgte hun med ord og fik svar i dans og bevægelser. Derefter sammensatte hun ud fra svarene et kludetæppe, der over tre og en halv time skildrer, hvordan magt kræver brutalitet – og bid for bid gør udøverne ensomme.
Dengang til urpremieren i 1978 delte hendes Macbeth-fortolkning vandene dramatisk. Det klassiske dansepublikum var forargede over manglen på et genkendeligt lineært narrativ og kun ganske sporadisk brug af egentlig dans.
Flere traditionelle dansere i kompagniet vendte hende ligefrem ryggen på grund af hendes abstrakte fortolkning, som bygger på følelsesladede kaleidoskopiske sekvenser over temaet magt.
Men trods kritikken holdt Pina Bausch fast og gav stykket den lange titel He Takes Her By The Hand And Leads Her Into The Castle, The Others Follow.
Stykket blev en skelsættende milepæl, der blev startskuddet for hendes særlige stil, som siden gjorde hende verdensberømt og hjembragte talrige priser. Hun forenede teater, dans, følelsesladet musik og innovativ scenografi med hyppig brug af bedagede møbler samt rygende kvinder i lange kjoler med knaldrød læbestift. En stil som hun holdt fast i frem til sin død i en alder af 69 år i 2009. Hun døbte stilen “Tanztheater”.
Stykket holder fortsat her 41 år senere. Det er bevægende, ja ligefrem overrumplende i mange passager i sin skildring af korrumperingen af mennesker.
En stopfyldt teatersal i Wuppertal kvitterede ved premieren forleden med ti minutters taktfaste klapsalver og kaldte de ni dansere og skuespillere ind ikke bare én, to eller tre gange men seks.
Dengang svarede Pina Bausch sine kritikere med et berømt citat: “It is almost unimportant whether a work finds an understanding audience. One has to do it because one believes that it is the right thing to do. We are not only here to please, we cannot help challenging the spectator.”
Verden har flyttet sig, og det fremstår nu tydeligt, at Pina Bausch var forud for sin tid i sit kunstneriske udtryk.
Hun skabte denne rørende parafrase over Macbeth ved at sammenvæve en serie stemninger, bevægelser og fragmenter, der fortolker, hvordan magt korrumperer og fordærver.
På intet tidspunkt møder vi de tre spåkoner, som Shakespeare lod forudsige Macbeths fremtid som konge af Skotland. Hendes frihedsgrader var grænseløse.
Helt til enden er man i tvivl om, hvem der egentlig har rollen som Lady Macbeth. Om nogen. Vi ved det ikke og får ingen hjælp. Der er flere kandidater.
Den lange rejse gennem magtens landskab er fængslende og efterlader stemninger i kroppen, som sætter sig.
Åbningscenen er særligt stærk. Den varer seks minutter uden ord eller musik og viser, hvordan deltagerne mareridtsagtigt på forskellig vis vrider sig i søvne over deres lod i livet, mens morgengry langsomt bryder frem.
Så mange følelser udtrykkes på én gang hos de ni deltagere fra hver deres leje. En symfoni af mareridtetsagtige bevægelser. Smukt i al sin rædsel. Derfra folder dagen sig ud med magtkampe, samvittighedskvaler og skænderier.
En anden bevægende scene er skildringen af trængslen ved håndvasken for at vaske brutale ugerninger af sig. Med endnu mere rindende vand, der uophørligt gennem forestillingen fosser hen over scenens røde gulvtæppe frem mod scenekanten. Som et symbol på det blod, der flyder i magtens kølvand.
Navnlig to spillere imponerede i deres udtryk og præstation; den amerikanske danser Breanna O’Mara og den tyske skuespiller Johanna Wokalek, der er kendt fra flere film (bl.a. Hierankl, Barfuss, and The Baader Meinhof Complex), som er hentet ind til lejligheden som gæst.
For Pina Bausch var hvert eneste af de 46 stykker, hun nåede at skabe en smertefuld fødsel, har hun betroet.
I en tale ved en prismodtagelse i Kyoto sagde hun et par år før sin død: “My fears before each new premiere have remained to this day. How should it be different? There is no plan, no script, no music, and no set. But there is a date for the premiere and little time. Then I think: it is no pleasure to do a piece at all. I never want to do one again. Each time it is a torture. Why am I doing it? After so many years I still haven’t learnt. With every piece I have to start from the beginning again. That’s difficult. I always have the feeling that I never achieve what I want to achieve. But no sooner has a premiere passed that I am already making new plans. Where does this power come from?”
Hun opsummerede sin rolle helt enkelt: “I’m not interested in how people move but what moves them.”
Nu ved vi, at hun fortsætter med at gøre det også efter sin død. Hendes kompagni forbereder nu at turnere kloden rundt med den markante genopsætning af Macbeth.
Læs også: Anmeldelsen af Pina Bausch’ Since she
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.
