Kunstsalon VISION – DE REPRÆSENTEREDE

Bikubenfonden tester nye salonformater. Fix&Foxy tog på REAKTOR med et simpelt, men særdeles virkningsfuldt greb styringen i en salon i 3 akter og en epilog om (mis)repræsentation i teater, tv og film.

”Hvem må vi repræsentere? ” og ”Hvem bliver aldrig repræsenteret?”, spurgte ”Tue Biering”, der i dagens anledning var repræsenteret af skuespiller Troels Thorsen i rollen som ordstyrer i kunstsalonen De repræsenterede. Biering har tidligere kritiseret Bikubenfondens saloner for at være konforme og kedelige, så det er jo kun passende, at hans kompagni Fix&Foxy giver et bud på en anderledes salonoplevelse, hvis greb altså var identisk med salonens emne: (mis)repræsentation.

På Reaktors lille scenegulv sad fire skuespiller, der repræsenterede fire personer, der oplever at være misrepræsenterede i kunsten. Disse fire måtte ikke selv tale, men sad blandt tilskuerne og kunne referere direkte med den skuespiller, der repræsenterede dem, ved at hidkalde dem med en klokke. Man kan sige, at klokken ringede mere for nogle end for andre. Peter Flyvholm nåede ikke til anden sætning i sit første indlæg, før klokken afbrød ham og han efter hviskende samtale med Eja, rettede sin præsentation af/som ”Eja” fra transseksuel til transkønnet. Det er jo netop ikke det samme, men en typisk fejlslutning, der medvirker til, at Eja oplever at være misrepræsenteret i kunsten, når den således reproducerer stereotype billeder af fx denne minoritet.

Provokationen af det stereotype gik igen i mange af panelets indlæg. ”Hvorfor associeres tyk næsten altid med dum eller sjov, det er jo bare et neutralt ord?”, spurgte fx tykke ”Frederikke”, repræsenteret af Ene Øster Bendtsen. Samme pointe pegede både ”Rasmus”, repræsenteret af Elliot Crosset Hove, og ”Amina”, repræsenteret af Amira Jasmina Jensen, på. Rasmus har muskelsvind, og oplever, at personer med et handicap typisk repræsenteres enten som en stakkel eller modsat som en inspiration. Amina er muslim med somalisk baggrund og oplever tilsvarende at blive repræsenteret enten som terrorist eller som en variant på 12-talspigen, en supermuslim.

At det også nogle gange afhænger af øjnene, der ser, viser sig, da ”Amina” henviser til karakteren Sana fra den norske serie SKAM som et eksempel på en sådan supermuslim. ”Rasmus” har modsat oplevet Sana som en vellykket repræsentation ud fra udtalelser af skuespilleren bag Sana, der selv er glad for rollen og med til at udvikle den. ”Amina” mener ikke kun, det handler om skuespillerens oplevelse, men i dette tilfælde om den stereotyp, hendes karakter fremstår som. Både panelet og det meget aktive publikum, der overvejende består af branchefolk, peges der på, at det primært handler om at være og fremstille mennesker, men hvor der i salen hældes til, at skuespil er netop det – at fremstille forskellige karakterer – fastholder panelet, at nuancer går tabt og repræsentationen bliver forkert, når minoriteter fremstilles uden tilstrækkelig research, og stiller igen og igen spørgsmålstegn ved, hvorfor fx ciskønnede skal fremstille transkønnede og slanke skuespillere skal i fat-suit. Hvorfor hyrer man ikke bare en tyk person? Det handler om billetsalg via kendiseffekt, lyder det første lakoniske svar fra salen, men siden udtrykker flere også, at branchen skal tage ansvar og være mere samfundsmæssigt agendasættende ved aktivt at opsøge og bruge både historier og skuespillere fra minoritetsgrupper.

BREAK ”Tue Biering” forsøger at skærpe debattens fokus ved at udlevere rekvisitter til de fire repræsentanter, så de kan ligne dem, de repræsenterer lidt mere: en kørestol, et fat-suit, et tørklæde, nitteremme og blå hårfarve. Et par går med på provokationen for at vise ”hvor åndssvagt, det er ”, mens ”Amina” nægter: ”Det er jo som at blive pålagt tørklæde af en imam”.

Salen registrerer provokationen, men er mere interesserede i at spørge ind til det, mange opfatter som et snævert fokus på at repræsentation skal ”ligne” det, det repræsenterer. Det gælder jo langt fra alle genrer, som flere påpeger, ligesom flere også mener, at det vil begrænse skuespillet, og en peger på, at vi også nemt kommer til at fastlåse identiteter på den måde. ”Frederikke” siger, at det for hende ikke handler om at ligne, men at udfordre klicheerne, mens ”Amina” peger på, at det ikke er skuespillernes ansvar, men teatrenes og instruktørernes.

BREAK ”Tue” bliver til Troels og lader også panelet blive de skuespillere, de er, og smelte sammen i et stort panel med de fire repræsenterede, der nu kan tale for sig selv. Og det var der behov for. Eja oplevede det som ”ekstremt provokerende” at blive repræsenteret af en med et helt andet sprog for følelser, mens Rasmus synes, ”det blev lidt karikeret, og at Elliot var meget mere stille, end han selv ville have været”. Amina var vred, for ”der er meget privillegieblindhed her i rummet. I oplever aldrig det, jeg oplever”, mens Elliot med udgangspunkt i en tv-karakter med muskelsvind er enig i, at repræsentation af minoriteter let bliver klichefyldt, fordi der er for lidt forberedelse.

BREAK Tue Biering opfordrer nu til at opløse panelet og tale sammen alle sammen, mens der kommer mad og drikke rundt. Samtalen flyder lifligt, inden der rundes samlet af med refleksion over denne nye salonform. Rasmus er positiv, da ”hele setuppet viser, at nuancer går tabt i misrepræsentationen”. Også i salen har formen haft effekt hos nogle, da skuespillernes usikkerhed blev en pointe i sig selv og satte spot på det kunstneriske ansvar for repræsentation, og for at bruge alle typer historier og skuespillere. Andre tilskuere holder fast i, at direkte repræsentation kun er væsentlig i nogle genrer, mens Ene pegede på, at ”alt skuespil er fake, men jeg kan forstå trangen til at bryde klicheerne”.

Det er dejligt, at Bikubenfonden kaster ansvaret for faglig debat ud i branchen, og at Fix&Foxy tager handsken op og sætter en høj standard for den kunstnerstyrede salon. Med et enkelt, men virkningsfuldt greb blev et komplekst emne konkret – og ikke mindst debatteret i en sober og lyttende dialog. Trods Tue og ”Tue”s indbyggede provokations-gearskifter var vi langt fra sidste års mere traditionelle salon om identitetspolitik, hvor samtalen druknede i buh-råb. Hvad enten man hælder til 1:1-repræsentation, sidder fast i sin rolle som ”hvid, heteroseksuel mand med følelser”, skelner mellem forskellige kunstneriske genrer eller vil ”se alle nuancer” som Amina, var der plads i denne salon.

Det var en anderledes debat, der med teatrets virkemidler elegant fik mange nuancer med. Debatten er langt fra slut, men jeg tror, vi alle gik klogere fra REAKTOR.

Læs også: Interview med Sana fra Skam

Læs også: Iscenes reportage fra Reumertsalonen Kunstscenen i en identitetspolitisk tid

Læs også: Iscenes anmeldelse af Black Madonna

Artiklen er sponsoreret af Bikubenfonden som led i et mediesamarbejde mellem ISCENE og Bikubenfonden. Bikubenfonden har dog ingen redaktionel indflydelse på selve indholdet af artiklen.