Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

Reumertsalon: Kunstscenen i en identitetspolitisk tid

Dette skulle egentlig være en reportage om en Reumertsalon om kunstscenen i en identitetspolitisk tid. Det er nok nærmere blevet en subjektiv beskrivelse af, hvordan samtale ikke sker og en refleksion over om det at kræve sproglig og kunstnerisk korrekthed ikke minder påfaldende meget om censur?

Bikubenfonden inviterede 12. maj 2018 på Reumertsalon om kunstscenen i en identitetspolitisk tid med afsæt i Teater Sort/Hvids aktuelle forestilling, der på det tidspunkt hed White Nigger/Black Madonna. Det gør den ikke længere, hvilket var en direkte følge af bl.a. salonen, der indgik i et helt weekendseminar om identitet, køn, racialisering og privilegier.

Salonen havde undertitlen ”en samtale om at stræbe efter kunstnerisk frirum”, men samtale blev der ikke noget af denne forårseftermiddag. Salonen lå som seminarets fjerde programpunkt, og punktet før, hvor gæste-ph.d.-studerende Michael Wilson angiveligt dissekerede forestillingen for at fremvise dens raciale vold og kulturelle uansvarlighed, gik langt over tid og voksede med ind i salonen. Jeg skriver ”angiveligt”, da jeg først ankom kort før, salonen skulle starte. Det, jeg nåede at få med af det foregående indlæg, bar ikke præg af analyse, men jeg skal ikke afvise, at det er startet med en sådan. Mit forbehold skyldes den efterfølgende oplevelse af de debattører, der ud over instruktør Christian Lollike og performer Madame Nielsen, sad i salonens panel og Michael Wilson, der også var aktiv i denne debat.

Ja, debat – endsige samtale – var der jo ikke rigtig tale om, da den term jo indebærer en form for lydhørhed for modpartens argumenter. Moderator Rushy Rashid forsøgte således også at sætte en ramme for salonen med spørgsmålet ”Hvordan skaber vi et rum til at tale om det minefelt, særligt etnicitet udgør i dansk politik lige nu?”. Det fik vi aldrig et svar på – med mindre svaret er, at det kan vi ikke. Der blev med få undtagelser kun fremsat statements og mishagsytringer, der stoppede ethvert forsøg på at stille spørgsmål eller fremføre andre perspektiver, end det majoriteten af panelet var fortaler for. ”You’re blazing in with weapons and emotions”, som en yngre, sort skuespiller sagde, da han forgæves opfordrede til dialog og uddannelse i stedet for enetaler og ekkokammer.

Jamen, hvad talte de så om?

I den indledende panelrunde fortalte performancekunstner Jeannette Ehlers om, hvordan hun i sin kunst arbejder med den hvidvaskning hun som sort har oplevet i sin opvækst i Danmark. Hun opfatter ikke Lollike og Nielsens projekt som et forsøg på at bryde grænser ned, da det, ifølge hende, slet ikke handler om at skubbe til deres egen comfort zone, kun til de ikke-privilegeredes, der bliver krænkede af den racevold, hun som den første taler beskriver forestillingen som.

Ph.d.-stipendiat Sabrina Vitting-Seerup, der forsker i bl.a. identitetsteori og repræsentation af etniske minoriteter i dansk kunst og kultur, oplever dels en større bevidsthed om identitetstemaerne hos de studerende, men også en bevidst uvidenhed hos hvide danskere, der afviser at have privilegier. Hun holder som flere andre Lollike og Nielsen op på denne bevidste uvidenhed, der bl.a. kommer til udtryk som et forsvar for ytringsfriheden, og henviser til filosoffen Karl Poppers toleranceparadoks. Han beskrev således, at hvis et samfund er tolerant uden grænse, vil tolerancen på et tidspunkt blive ødelagt af intolerancen. Han konkluderede derfor, at for at opretholde et tolerant samfund, må det være intolerant over for de intolerante.

Vitting-Seerup fremførte ligeledes flere gange, at debatten ikke burde handle om forestillingens intention, men om hvilke tankeforestillinger, den taler ind i og reproducerer, dvs. hvis den opleves som racevold, er det irrelevant, hvis kunstnernes intention var at udviske race.

Den amerikanske professor i performancestudier Tavia Nyong’o tog tråden op med at kritisere Lollike og Nielsens research, og at de fx ikke har inddraget ikke-privilegerede. Nyong’o argumenterer for, at man skal være historisk korrekt, hvis man skal arbejde med andres privilegier eller mangel på samme. Lollike og Nielsens arbejde med raciale koder og historier, er, ifølge Nyong’o, ikke uskyldige ideer, men led i en lang kæde af hvid sci-fi, der udpeger racevold som fjenden og føder ind i den hvide paranoia for at blive udrenset af sorte.

Madam Nielsen hævder derimod at sandheden i en repræsentation er noget andet end i virkeligheden – og at kunst derfor ikke handler om historisk korrekthed, men i hans optik om at bruge transformationen til at opløse fx race.

Hans ord falder dog på stengrund i en forsamling, hvor majoriteten ligesom Vitting-Seerup ikke anerkender intentionen i projektet – at udviske race – men nok snarere ser den som et udtryk for den omtalte hvide paranoia og for den bevidste uvidenhed som strategi for at blive ved med at udtrykke sig racistisk og sexistisk.

Har Lollike og Nielsen selv bedt om det, kan man så spørge. De må have været klar over, at forestillingens titel ville provokere og har jo begge som kunstnere brugt provokation til at vade ind over adskillige minefelter. Denne eftermiddag virkede det dog, som om reaktionernes voldsomhed kom bag på dem og de fremstod begge ganske groggy.

De holdt dog stand mod presset for at tage forestillingen ned omgående, som særligt Nyong’o og de efterhånden mange råbende og buhende tilskuere gjorde sig til talsmænd for. ”Er next level så en censureret udgave?”, spurgte Rashid, men Nyong’o fremførte, at påstanden om censur blot er endnu en ”red herring”, dvs. et forsøg på at flytte fokus fra debattens emne. Det var dog svært at opfatte opfordringen som andet end netop et forslag om censur, da det faldt i forlængelse af gentagne opfordringer til Lollike og Nielsen om at indse deres fejl og gøre det rigtige. Den retorik er muligvis gangbar på amerikanske universiteter, men ud over at vække ubehagelige historiske minder, brillerer den heller ikke ligefrem af hverken intellektuelt overskud eller forståelse af samtalen som begreb.

Det er altid en debat værd, om man kan og skal sige alt. Panelet og de aktive tilskuere var uden nogen tvivl stærkt krænkede af forestillingen og dens plakat med den provokerende titel. De havde gode pointer og perspektiver, men samtalen druknede, fordi der ikke var plads til tvivl, kun paroler.

Reumertsalonen blev dermed mest af alt en bekræftelse af, at tidens skærpede fokus på identitetspolitik begrænser kunstens frihedsrum. Når identitet betyder alt, går samtalen i stå.

Lollike og Nielsen har efterfølgende reduceret forestillingens titel til Black Madonna, ændret lidt i forestillingen og taget til genmæle i en række medier.

Læs ISCENES anmeldelse af forestillingen her

Læs/se mere hos bl.a. Information her og her
og på Berlingske her

Seneste

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Data kan også være gavnlig i den kreative proces

Der var fokus på tips og tricks til brug...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis deres præg på den kommende sæson på Teater Momentum, hvor de sammen står bag det...