Bestialsk, brutal og løgnagtigt beregnende. Det er svært at finde forsonende ord for Shakespeares fascinerende skurk i Richard III, men hvem er denne magtstræberiske morder? På Kronborg lader Casper Crump os møde en manipulerende ener, der fuldt bevidst om sit dobbeltspil forsøger at tilrane sig tronen, men klogere på manden eller magtens psykologi bliver vi aldrig.
Hvem er han dog denne manipulerende Richard af Gloucester, som brutalt myrder sin familie og venner i en afsindig rus efter magten? Han er en af teaterhistoriens ondeste skurke – men hvem er han i dag?
På Kronborg præsenterer Casper Crump os for en tidsløs Richard i sort. En ensom ulv, forvist fra flokken, der nu vil have hævn for sin afsondring ved at tilrane sig status og magt i form tronen.
Så der står han. Ganske alene på forkanten af scenen. Helt i sort, med dolken spændt fast om benet, parat til at myrde. Er han terrorist, tosse eller et målrettet magtmenneske? Han ser på os med et skulende blik, understøttet af en mørk latter: ”Ha Ha Ha.” lyder det igen og igen, og vi forstår, han har ondt i sinde.
Siden rulles dramaet ud som et labyrintisk magtspil. Enken Lady Ann (Rikke Lyllof) sidder i sorg med urnen under armen, efter den mand som Richard har myrdet, mens Richard frækt flirter med hende i en stærk og næsten kvalmende modbydelig scene, der i al sin gru viser magtmanipulationens inderste væsen. Også Richards brødre tages af dage, siden nevøerne og konen, da et ægteskab med kusinen Elizabeth af York måske kan give ham magten.
Det er grusomt, brutalt og fængende – for hvad driver denne magtliderlighed? Og hvad giver ham den fornødne magt til at udføre sine gerninger? Hvad er magtens psykologi – både i ham, og i de folk han påtvinger sine spil?
Skuespillerne kæmper med de mange roller og ord, som har svært ved at finde et fælles udtryk. Her er fx scener med rendyrket vold og mord, indimellem skildret med nøgtern brutalitet andre gange som lidt gadebande-parodi, og så er der en jingle som bimler og en remote i lommen på Richard, der kan aktive en storskærm, mens borgmesteren gestikulerer som var det stumfilmskomik, han spillede. Men hvorfor al det pjank og forstyrrende fjant? Dramaet om Richards grusomheder er vel ikke bare for sjov?
Der er en masse spørgsmål og lidt for få svar. Det vil sige, der siges en masse i ord, men dramaet er svært at mærke. Karaktererne kæmper for at blive tydelige i forhold til hinanden og få den fornødne psykologiske substans, der kan reflektere følelserne bag. Der tales meget i et hæsblæsende tempo. Richard gør store fagter og taler bryskt – det bliver noget udvendigt og overtydeligt, og er det magt? Og hvordan skal det overbevise os om, at hans omgivelser vil underkaste sig? Det er svært at mærke mennesket bag Richard og dermed tro på hans magt til at manipulere andre.
Men efter pausen kommer der lidt ro på, og da Richard til slut står på slagmarken i sin skudsikre vest, fortabt og overmandet af en afgrundsdyb eksistentiel ensomhed, mærker vi endelig mennesket bag ondskaben. Her er ikke en djævel, men et forpint menneske. Nu griner han ikke mere, men græder utrøsteligt. Ensomheden er den samme som i starten, men denne gang gør det ondt – også på tilskuerrækkerne.
Læs også: Interview med Teaterdirektør og kunstnerisk leder for HamletScenen ved Kronborg, Lars Romann Engel
