Der er skruet op for underholdningseffekterne, når Carmen formidles med flotte sangpræstationer, et glimt i øjet og grusgravens store rum som medspiller.
Det summer så dejligt af liv derude på Hedeland. For nok er vi kommet for at se Bizets melodiskønne Carmen, men selve optakten med madkurv fra Meyers, selskabelig snak ved langborde og et venligt personale til at styrke stemningen, er en stor – og yderst vellykket – del af oplevelsen.
Men tilbage til operaen, der i år byder på Bizets lidenskabelige trekantsdrama Carmen i en rå fortolkning med bunkers-store cementblokke, strittende metalstænger, kloakafløb og orange røg.
Her er lagt vægt på de billedskabende og underholdende effekter, og det fungerer flot.
Koret står med ildspruttende fakler på cement-taget, en større bilpark med alt fra en dyttende soldater-jeep til en skramlet smugler-ladvogn og topmoderne mini-bil, der driver energien frem i fortællingen. Imens er afslutningens tyrefægterscenes vilde tyre blevet til cykler, som svinges brutalt mod hinanden. Indtil toreadoren får ’taget livet af dem’, og kadaver-stellene køres bort på en ladvogn, hvor også Carmens døde krop læsses på, myrdet af den vragede Don José – brutalt og sort-humoristisk i sin groteske form.
Det er en rustik ramme, der er sat op til fortællingen om sigøjnerpigen Carmen (Andrea Pellegrini), der vilter og uregerlig ikke vil bindes, hverken til soldaten Don José (Magnus Vigilius) eller tyrefægter-charlatanen Escamillo (Lars Møller), men ender med at blive myrdet af den vragede soldat.
Men først til begyndelsen, hvor de grøn-tonede soldater står vagt og nærmest går i et med det grå cementunivers, indtil der pludseligt fyres op for farverne da fabrikspigerne, færdige med dagens job, strømmer frem i alskens pink, røde og gule pangfarvede kostumer – jovist vi forstår, det er pigerne, der sætter fut i følelserne.
Carmen slentrer ind med løse bukser og flagrende lokker, hun er både charmerende, sød og perfekt syngende i mezzosopranen Andrea Pellegrinis fortolkning – men forførende farlig er måske ikke det første, der falder én ind.
Det er selvfølgelig altid en balancegang, hvor frimodigt Carmen skal fremstå, men lidt vildskab må der nok til, hvis mændenes lyster vækkes i en sådan grad, at de ofrer alt. Og at denne Carmen skulle besidde en sådan forførende evne er lidt svært at blive overbevist om, dertil er hun nok en kende for tilbagelænet. Men det fungerer. Pellegrini synger fremragende og i samspil med den smukt syngende og prisbelønnede Wagner-tenor Magnus Vigilius, som soldaten Don José, klinger fortællingen fint.
Barytonen Lars Møller var hasteindkaldt som afløser til rollen som Escamillo, og gav karakteren en herligt og flabet lømmel-attitude, mens Yana Kleyn med overbevisende følelsesmættet klang, stemmeteknisk perfektion og præcist blik for karakterfortolkning lod os mærke smerten hos Don Josés svigtede kæreste, Michaëla.
Her er flotte sangpræstationer og god underholdning i fin forening og Opera Hedeland viser endnu engang at de kan balancere folkelig hygge og god opera i en fremragende fællesskabs-oplevelse.
Læs også: Teater under åben himmel – hvad er det helt særlige, det kan?
