Tivoli fejrer sig selv med musikforestillingen Divaer i glas om Tivoli Varietéen. Den er lækker, elegant og glamourøs. Men også mest det.
Kan man overhovedet fremmane noget, der engang eksisterede på en scene? Genskabe noget så flygtigt som teater på scenen igen? Til og med på netop dén scene, hvor det foregik dengang.
Det burde logisk set kunne lade sig gøre. Men i virkeligheden er det svært.
Sangerinden Caroline Henderson har taget initiativet til den nyskrevne forestilling Divaer i glas i Glassalen i Tivoli.
Hun blev fascineret af den i dag lidt glemte Tivoli Varietéen, som eksisterede fra 1959-72. Her kunne københavnerne en almindelig sommeraften opleve megastjerner som Marlene Dietrich, Josephine Baker og Ella Fitzgerald.
Det var dengang, Europa endelig var ovre de værste krigssår og Copenhagen var for alvor begyndt at blive Wonderful for et internationalt publikum.
Elegant, lækker, glamourøs
At fremmane de store stjerner, som varietéen præsenterede i sin tid, er essensen i Divaer i glas. Men også dens svaghed.
Nostalgi handler mest af alt om følelser, en særlig stemning, nutidens længsler efter det, der var. Men det er også noget individuelt. Derfor er det en svær opgave at ville genskabe legenderne og den særlige magnetisme, der var omkring Glassalen i de år.
Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel er de tre moderne divaer, der giver krop og stemme til alle legenderne. Smukt og glamourøst svøbt ind i kostumer af designeren af Lasse Spangenberg.
Der er en eksklusivitet over hele forestillingen. Den er lækker. Virkelig lækker. Stilren og elegant. Gennemført.
Tre moderne divaer
Caroline Hendersons force er hendes store sangstemme.
Det er vidunderligt og befriende, at hun sammen med kapelmester Nikolaj Hess og saxofonist Peter Fuglsang har skabt nye arrangementer af de kendte sange. De bliver aldrig støvede, her er ingen berøringsangst overfor de store evergreens. De lever tværtimod igen.
Birgitte Hjort-Sørensen er en vidunderligt nærmest dovent selvsikker Marlene Dietrich, og hun timer divaens berømte one-liners som små præcist kastede knaldperler.
Mens Kaya Brüel glider ligesom Henderson ud og ind af mange sangerinder. Men står også for forestillingens nok fineste øjeblik, da hun i kropsnær cocktailkjole og pagefrisure for alvor kaster os 60 år tilbage i tiden. Barnebarnet Kaya ligner nemlig i bevægende grad sin mormor, den legendariske jazzsangerinde, Birgit Brüel. Her er vi virkelig tilbage til den rigtige Tivoli Varieté.
Den berømte konferencier
Forestillingens egentlige stjerne – både dengang og nu – er dog Preben Uglebjerg i skikkelse af Carsten Svendsen. Tivoli Varieteens legendariske konferencier, elegantier og inspiration til den berømte konferencier i musicalen Cabaret.
Carsten Svendsen prøver ikke at være Preben Uglebjerg – det kan man heller ikke – han fortolker ham og hans rolle i varietéens historie. Han binder det hele sammen, han synger. Ikke mindst giver han en rablende, næsten foruroligende fortolkning af Uglebjergs signaturnummer om Gyngerne og karrusellen, som giver forestillingen en tiltrængt dybde og kant. Her er der noget på spil, her lurer noget bag den smukke overflade.
Iscenesættelsen tør mest i Divaer i glas
Instruktøren Rolf Heim har iscenesat Divaer i glas.
Han gør, hvad han kan for at tilføre forestillingen en vildskab og modernitet. Kradse lidt i glamouren og lade mørket bølge ind. Når musikken bliver hård, vild og buldrende og de formidable dansere Maria Malmstrøm, Tobias Yves Schiøtt Deedaran, Luc Boris André Kouadio og Suad Demirovic presser rytmen og tempoet op, kommer der en tiltrængt farlighed og dæmoni over forestillingen. En fornemmelse af alt det, forestillingen kunne have været – med en modigere fortalt historie.
Men det er Flemming Klems bogstaverende manuskript ikke. Trods de mange ordrige Wikipedia-agtige portrætter af kvinderne bliver vi aldrig klogere på hverken dem, tiden eller stedet. På alt det, der også må have været på spil for dem i disse år, hvor de har måtte kæmpe for at holde deres stjernestatus. De er ældre, og verden og publikum ændrer sig, i stedet er hver skuespiller udstyret med en faktuel gennemgang af hver stjernes bedrifter før, i og efter deres tid i Tivoli.
Det dramatiske og tragiske endeligt, der venter Preben Uglebjerg og som bliver begyndelsen til enden for varietéen, prøver iscenesættelsen i glimt at pege på. Men da ulykken indtræffer er det som endnu en leksikal information renset for følelsesmæssig chokeffekt.
Divaer i glas er lækker, den er elegant – men er den andet end det? Modsat de stjerner den skildrer, er den desværre hurtig glemt, når scenelyset er gået ned.
Læs mere her
