Det er stadig revytid og i årets Esbjerg Revy tænker de skævt og ud af boksen på den helt rigtige måde.
Det ironiske og det moderne drengerøvsmorsomme går igen som en rød tråd i årets velsmurte Esbjerg Revy. Der er enkelte dødbider-indslag, men overordnet er dette en revy, der oser af at ville det nye og vilde. En revy, der ikke forfalder til gammeldags revy-klichéer, eller de evige indslag om fx danske pensionister og hvor galt det kan gå, hvis de ældre kommer forkert ind i de digitale systemer. Tak for at have droppet nogle af disse kliché-gamle numre, for det er som om tiden, også i Esbjerg, er en anden. Sigtekornet peger kort og godt et andet sted hen.
Ind er kommet en foryngelse, der på mange måder også byder på pointemæssige overraskelser. Noget, der virkelig klæder det ironiske set-up, som årets Esbjerg Revy i høj grad også bærer præg af.
Her er fx to pandabjørne fra Københavns Zoo. Et tema stort set alle revyer har kørt på, og som handler om, at pandaerne er udlånt til Zoo, for at lukke munden på Kina-kritiske røster. Bare ikke i Esbjerg. Inden nummeret og pandabjørnene overhovedet når at komme i gang, skydes pandaerne nemlig på klods hold, da de i virkeligheden indgår i Tv-programmet Nak og æd. En overraskende og befriende drejning, som man ikke kan andet end le af.
Det er ikke ukendt, at jøder er dem, der ligger inde med de groveste vittigheder om jøder. Grovheder en jøde kan fortælle til en anden jøde. Fortæller en kristen eller en muslim en grov jødevittighed til en jøde, kan man derimod let ende med at blive kaldt racist. Samme forhold gør sig gældende blandt sorte og bøsser, der også kan fortælle nogle giftige vittigheder om sig selv som gruppe og more sig over vittighederne internt. Udefrakommende slipper kort og godt generelt dårligt fra at fortælle en vittighed om en anden befolkningsgruppe, hvis fortælleren ikke selv er en del af flokken.
Det er derfor sjældent, at en revy kan og tør gøre grin med muslimer eller forholdet mellem kristne og muslimer. Men det gør Esbjerg Revyen og slipper tilmed godt fra det. Farshad Kholghi har iransk, men kristen baggrund, hvor han her, med klare hentydninger til sit eget mellemøstlige udseende, tør at gøre grin med diverse religioner.
Fx i nummeret, hvor han, som muslimsk kvinde, dukker op i en ultrakort burka. Han/hun har nemlig sin bryllups-burka på, idet han/hun blev gift som 9-årig – derfor sidder den lidt stramt.
Omvendt er det også befriende at opleve numre, hvor den danske påtagne politiske korrekthed over for en udenlandsk udseende person også kommer på prøve, som da en etnisk dansker forarges over, at en mand med mellemøstligt udseende spiser svinekød. Vel at mærke samtidig med at danskeren vælger at ignorere, at den mørklødede herre reelt er kristen. Han ligner bare en muslim, og derfor påtvinges han forhold og holdninger, han slet ikke har af den snæversynede dansker, der selvtægts-agtigt handler ud fra sine egne fordomme. En svirpende morsom tekst, der virkelig hænger danskerens fordomme om, hvordan “de fremmede er”, til tørre. Ta’ den Danmark!
Revyen er langt hen ad vejen sammenstykket af numre, som hver af de optrædende har haft med sig fra andre revyer og læg dertil enkelte nye tekster. Har man ikke været land og rige rundt og set et hav af revyer, vil man ikke bemærke denne kludetæppe-effekt af tidligere benyttede tekster. Til forskel fra andre revyer, der forsøger at skjule, at nogle af teksterne er genbrug, så står Esbjerg Revyen ved det, og så er det i orden.
Kasper Gattrup synger og charmer sig gennem rollen som den selvfede entertainer, der tror sig som verdens- og kvindernes centrum. Jan Svarre – der også står for en del af teksterne – er skøn i rollen som russisk kropskunstner, med Merete Mærkedahl ved sin side. En Mærkedahl der også giver den som Danmarks nok mest usexede pornografiske forfatterinde, der læser eksempler op fra sit eget forfatterskab.
Det hele er godt og behændigt snøret sammen af Michel Castenholt, der i sin velsmurte instruktion får det bedste frem i både tekster og spillere. Musikledsagelsen ligger ikke bare i gode hænder hos kapelmester Peter Bom, hele revyholdet spiller i bogstaveligste forstand også med på diverse instrumenter.
Det her er ikke en revy, der går helt nye veje, men den er godt på vej, også selvom der er enkelte svipsere. Så er man til en lidt skør revy, der tænker ud af boksen, så læg vejen forbi året vellykkede Esbjerg Revyen.
