På kulturparnasset drukner væsentlige værdipolitiske spørgsmål ofte i egen privilegieblindhed, der udgrænser minoriteter, der kæmper mod hårdere odds. Således desværre også på Teater S/H. 

En croquis-forestilling! Det er da nyt og faktisk ret godt tænkt, når udgangspunktet er kroppe. Kroppe som lærred for identitet – race – køn. Den tilsyneladende neverending, identitetspolitiske (offer)story, som i Danmark tog fart med #metoo-bevægelsen, men som bl.a. i USA fylder meget – særligt på universiteterne og i andre dannede kredse. De kredse vender vi tilbage til. 

Men først fatter vi blyanten og skitser med, mens Mohamed Ali Osman og Karin Bang Heinemeier skiftes til at posere og tegne hinanden. Croquis foregår som bekendt med nøgenmodel, og disse to modeller tier ikke – som modeller ellers bør – men lader med afsæt i deres nærværende kroppe munden løbe med beretninger om den racisme og sexisme, de selv har mødt. Mohamed forveksles med pantsamlere, må stå til ansvar for forbrydelser i Allahs navn – og skuffer kvinderne med sin pik, der ikke helt står mål med hvide kvinders forventninger til sorte pikkes størrelse. Karin indfører os i manualen for kvinder: de skal altid le af mænds vitser, de skal være feminine, men ikke for feminine. Være bramfri, men ikke for bramfri, og aldrig, aldrig gå til jobsamtale og indrømme, at de planlægger børn.  

Hvid tegner sort model på Teater S/H. Foto: Emilia Therese

Imens tegnes der på tilskuerrækkerne. Nogle er fokuserede, andre bruger mest energi på at grine af egen indbildte eller reelle mangel på tegnefærdigheder. Det giver en lidt akavet stemning, for så sjove er de to modellers fortællinger jo heller ikke. Med lidt god vilje kan man vel give forestillingen, at den dermed konfronterer os med, hvor svært vi har det med kroppe (hvis vi altså har det), men måske især hvor uvant det er for nogle at udtrykke sig og reflektere gennem kunst. 

Beretningerne tager afsæt i spillernes egne oplevelser, men med al respekt er det ikke specielt relevant – om end det måske giver noget til indlevelsen. Deres oplevelser kunne være sket for alle med en krop som deres – hvilket selvfølgelig er en af pointerne. Det bliver monotont med disse monologe offerhistorier i rundgang, men lige før vi kløjes i dem, vender Karin og Mohamed sig mod hinanden, og angriber hinandens positioner i en kamp om at være det største offer. Tilmed med lidt søgte eksempler, for Karin behøver vel ikke bruge et fordansket navn i sine jobansøgninger som Mohamed, men det er ret solid evidens for, at kvinders chance for at komme i betragtning til jobbet stiger, hvis ansøgningerne anonymiseres. 

Hvid tegner sort model på Teater S/H. Foto: Emilia Therese

Så det kan de jo arbejde sammen på at ændre, for hvad skal vi bruge en kamp om at være det største offer til? Især når de to ofre befinder sig i den absolut mest privilegerede del af verden? Som Mohamed siger: ”Jeg er med i kliken” – og det er ikke vestegnsbanden, han mener, men den dannede og uddannede klasse. 

Det er selvfølgelig ikke ok, at ”mænd bare er bedst”. Det er ikke ok, at blive positioneret som socialt udsat pga. sin hudfarve. Det er slet, slet ikke ok at voldtage og tæske løs på hinanden. Men intet ændrer sig af, at vi pæne kulturmennesker fortæller hinanden det i pæne teaterrum. 

Instruktør Morten Burian stod selv på scenen i Tue Bierings Rocky, der rev plasteret af og gav fjendebilledet plads med taletid til en højreorienteret, nationalkonservativ politiker. Vi er nødt til at høre andre positioner. Vi er nødt til at tage alvorligt, at ikke alle tænker som kulturparnasset. Vi er nødt til at gå ind i dialogen, hvis vi virkelig vil se faren i øjnene. Når vi vælger monologen, vælger vi i dette tilfælde også ekkokammeret. Her synes jeg, vi ender med Hvid tegner sort model. Der er for lidt på spil, der er for meget politisk korrekthed, og der er simpelthen for lidt alvor, når vi skal trækkes med et langt mellemspil, hvor de to spillere skiftes til at læse Jørgen Leths erotiske fortællinger op, mens de imiterer hans nasale stemme. Det er godt nok en gammel krikke at hive af stalden, og det gør de såmænd bedre i Cirkusrevyen. 

Hvid tegner sort model på Teater S/H. Foto: Emilia Therese

Forestillingen har en god grundidé med croquis og andre tegnemetaforer som håndfast visualisering af den repræsentation og perception, identitetspolitikken ideligt kredser om. Der er et par virkeligt ubehagelige scener og et smukt, men også forudsigeligt slutbillede af det nøgne menneske, vi alle sammen jo er – hvis vi altså lige skræller kulturen væk… men alt i alt lægger Hvid tegner sort model intet til den dialog med og lydhørhed for andre, der vel kunne være ønskemålet? Den bliver i det trygge rum, hvor vi kan være enige om, at ”det er for galt”. Den tvinger os ikke til at tænke og handle, bl.a. fordi den ikke retter blikket mod minoriteter, der er i større fare end aktører fra det danske scenekunstmiljø – eller det amerikanske studiemiljø for den sags skyld. 

Læs mere om Rocky

Manuskript: Morten Burian, Karin Bang Heinemeier, Mohamed Ale Osman og Astrid Hansen Holm
Instruktion: Morten Burian 
Scenografi: Ida Grarup
Lysdesign: Morten Kolbak
Lyddesign: Asger Kudahl
Dramaturg: Astrid Hansen Holm
Medvirkende: Karin Bang Heinemeier og Mohamed Ale Osman
Spiller 19. september-12. oktober på Teater S/H