Det tyske teater er queer, men hvad vil det sige? ISCENE mødte to queer-instruktører og en betragter, der klæder sig i kvindetøj på scenen, diskuterer polyamorøse forhold og går til kamp mod status quo.

Karismaen, der står ud fra den bredskuldrede mand i dametøj og lange, påklistrede øjenvipper, er ikke til at ignorere – en underfundig sødme, der fylder rummet, og som jeg ikke tog bestik af, da jeg mødte ham dagen forinden til et interview. Under hele Love hurts in Tinder times på Theater Schaubühne, søger mit blik hans, selvom han bare spiller en birolle i forestillingen, han selv har instrueret. I høje stilletter og med krydsede ben misser han med vipperne fra en sofa i hjørnet af scenen, mens de tre andre skuespillere bærer stykket verbalt.

Den 43-årige instruktør og skuespiller, Patrick Wengenroth er manden bag et af de mange såkaldte ”queer-stykker”, der for tiden flokkes i den tyske hovedstad som en sværm hvepse om en klat syltetøj. Jeg har sat Wengenroth stævne for om muligt at opklare, hvad betegnelsen queer-teater dækker over. Indebærer det altid nøgenhed og ”cross-over dressing”, sådan som den tyske professor i teatervidenskab og queer-studier Jenny Schrödl, kendetegner det? Og skal det nødvendigvis omhandle temaer som transseksualitet og kønsidentitet?

Love hurts in Tinder times queer teater
Love hurts in Tinder times, Theater Schaubuehne. Foto: Gianmarco Bresadola

I Love hurts in Tinder times er de tre hovedkarakterer fem minutter inde i forestilling nøgne, mændene optræder i flere scener i kvindetøj, og brugen af det, som den amerikanske filosof Susan Sontag kaldte ”camp”-æstetik, og som ofte associeres med queer kultur og kunst, er ikke til at overse: Heftig brug af sminke, outrerede kostumer samt pangfarver i form af kropsmaling præger forestillingen, der har høstet ros fra anmelderne og spiller på andet år på det prestigefyldte teater.

Kvinde på scenen, mand i det private

Da jeg dagen inden forestillingen møder Wengenroth på hans stamcafé i Berlin-bydelen Kreuzberg, er det eneste levn fra hans transvestitfigur i stykket de blålakerede fingernegle. Instruktøren er iført joggingbukser og sweatshirt og har samlet sit lange hår i en løs hestehale. Hans stemme er dyb og ru, og hans sætninger falder hurtigt efter hinanden, så man skal holde i tungen lige i munden for at følge med.

Forud for Love hurts in Tinder times har Wengenroth instrueret stykkerne This is it girl og He! She! Me? Free?, som handlede om henholdsvis feminisme og flydende kønsidentitet. I hans aktuelle forestilling er temaet polygami. Alle tre er emner, mange ville opfatte som queer. For ordet, der oprindeligt beskrev seksuelle og kønslige mindretal, bruges i dag om alle, der hverken føler sig som mænd eller kvinder eller som bare leger med forskellige, kønslige udtryksmidler. Nogle ville mene, at det bruges i flæng – og Wengenroth, som er heteroseksuel og ikke har for vane at gå med kvindetøj uden for sin arbejdsplads, vægrer sig da også ved at kalde sig selv en ”queer-instruktør”.

“Jeg ville ikke definere mig selv som queer, for jeg er aldrig blevet undertrykt på grund af min seksualitet, og jeg er ikke gået på gaden og kæmpet for seksuelle minoriteters rettigheder. Jeg bruger først og fremmest queerheden på en kunstnerisk måde og beskæftiger mig med emnet, fordi det interesserer mig”, siger han og tilføjer grinende ”jeg har godt nok neglelak på, men det er vist normalt i Berlin”.

Ordet queer er blevet et modeord, mener Wengenroth, og sammenligner det med begrebet ”feminist”.

”Der er kvinder, der virkelig kæmper og lever under vold og undertrykkelse. Så hvem er jeg – en mand – til at kalde mig feminist? Egentlig kan jeg bedst lide at forstå udtrykket ”queer” som “pluralisme”. Altså, at det er forkert, at man skal være på en bestemt måde, fordi man er født som enten kvinde eller mand. At være queer betyder, at man selv bestemmer, hvordan man “performer” sit køn”, siger Wengenroth og griber tilbage til den amerikanske kønsteoretiker og filosof Judith Butler og hendes teori om, at en persons køn er en fastlåsende identitetsmarkør, der er konstrueret af samfundet.

Wengenroth kommer fra, hvad han selv kalder, en ”klassisk baggrund” med en far, der gik på arbejde og en mor, der var hjemmegående. Homoseksualitet var ikke noget, man talte om – først da han var 20, blev det røbet for ham, at moderens onkel var til mænd. Den form for opdragelse har instruktøren brudt med i sin egen familie, hvor han og hans hustru tager sig lige meget af børnene, som har flere venner med homoseksuelle forældre. På den måde, mener han, spiller ”queerheden” en rolle i hans liv som en anerkendelse af, at familier kan se ud på mange forskellige måder – også selvom han selv passer som fod i hose i den klassiske skabelon. Queerheden er dog for ham først og fremmest et værktøj til at stille spørgsmål ved samfundets normer og regler.

“Jeg har på fornemmelsen, at mange af vor tids store, samfundsmæssige konflikter har at gøre med, at folk bliver bange, når mennesker er anderledes end dem. Flygtninge, højredrejning, religion – forhold og situationer der udfordrer normen. Mange konservative vil for eksempel gerne tilbage til traditionelle kønsrollemønstre og er imod homoægteskaber og transseksualitet. I teatret bør man stille spørgsmålstegn ved status quo”, siger instruktøren – og det bliver der således gjort i Love hurts in Tinder times, hvor de tre skuespillere alle er kærester med hinanden på tværs af aldre og køn.

Queer er det, der endnu ikke er

Netop den tiltagende højredrejning i mange vestlige lande er direkte koblet sammen med begrebet queer, mener også kurator for dans på Berliner-teatret Hebbel am Ufer, Ricardo Carmona. I juni stod han for festivalen “The Present Is Not Enough – Performing Queer Histories and Futures” i anledning af 50 års- jubilæet for oprøret i Stonewall, hvor en gruppe fra New Yorks LGBTIQ-miljø gjorde oprør mod manglende rettigheder for homoseksuelle og transkønnede. I et open call opfordrede han kunstnere til at bidrage med deres vision om en ”queer fremtid”.

”Når man ser på, hvad der sker lige nu med de højrenationalistiske bevægelser, viser det, at de rettigheder, som homoseksuelle og transseksuelle har tilkæmpet sig, ikke bør tages for givet – de kan blive taget fra dem igen. I Berlin har der i de seneste år været flere og flere demonstrationer mod queer-personer, og selvmordsraten for homoseksuelle skoleelever i Tyskland er meget højt”, fortæller Carmona, da jeg møder ham på Hebbel am Ufer.

Love hurts in Tinder times queer teater
Love hurts in Tinder times, Theater Schaubuehne. Foto: Gianmarco Bresadola

Som baggrund for festivalen studerede han og hans kunstneriske kolleger, hvordan queerness blev repræsenteret i Tysklands Weimarrepublik omkring 1914. Overraskede opdagede de, at det dengang var mindre tabubelagt at være transkønnet mand, og at disse sågar kunne få udstedt ID-kort, som gav dem lov til at gå klædt, som de ville, og som politiet respekterede. Med nationalsocialismen blev rettighederne dog rullet tilbage. Og en lignende fare lurer i dag med bølgen af højrenationalistiske partier og bevægelser, mener Carmona. Derfor er det at være queer eller beskæftige sig med queer-temaer ikke forbeholdt den trods alt lille del af befolkningen, der er homoseksuelle og transseksuelle, siger kuratoren.

“Queer kunst er ikke kun for minoriteter men noget, der har indflydelse på hele samfundet. Det handler ikke bare om køn og seksualitet, selvom det spiller en rolle. Den cubansk-amerikanske akademiker José Munos definerede queerness som noget, der ikke er her endnu, men som man kan se i horisonten, det er “ved at blive”. Den beskrivelse kan jeg godt lidt, især i lyset af identitetspolitikken i den vestlige verden, som er meget oppe i tiden. Queernes er på en måde det, der ikke lader sig putte i en kasse – især de kønslige kasser som heteronormativitet og patriarkalske og racistiske normer. Det refererer til alle personer, handlinger og kunst, som ikke føler sig som en del af denne norm”, siger Carmona.

En decideret queer-æstetik i teater og performance-kunsten er han dog ikke meget for at definere.

”Der er måske en vis måde at klæde sig på i queer-kredse, men jeg tror ikke, vi kan definere én æstetik. Hver kunstner er forskellig, og der findes også artister, som definerer sig selv som queer, men som ikke tematiserer queerness på scenen”.

Kroppen som forandringsgenerator

Scenekunst, der ikke direkte handler om køn og seksualitet, kan altså godt betegnes om queer. Snarere virker det ”queerske” islæt i teatret til at være kendetegnet ved et ønske om at udfordre samfundets ved at benytte sig af queerness som symbol for det, der er ”underligt” eller ikke passer ind i ”normen”. Joseph Pearson, som er historiker og skriver om Schaubühnes opsætninger som fast blogger for teatret, mener, at queerhedens fokus på kroppen – en krop, der ikke umiddelbart kan placeres kønsligt men derimod spille på begge køns attributter – er et oplagt værktøj til at rykke grænser for, hvad der er acceptabelt.

“Folk siger ofte at for at kunne ændre mening eller opfattelse, er det nødvendigt at møde folk fysisk. Og jeg tror, at forskellen mellem teater og andre kunstformer, fx film, er, at i teater har man skuespillerens krop foran sig. Følelsen af at være live er perfekt til at nedbryde stereotyper, og derfor synes jeg, at teatret er det helt rigtige sted at beskæftige sig med queer-relaterede temaer”, forklarer han over telefonen.

”For 10 år siden var homoseksuelt teater en niche-ting. Men nu, hvor intersektionalitet er kommet på dagsordenen, identificerer publikum sig mere med disse temaer, fordi de måske selv er polyamorøse, eksperimenterer med deres kønslige fremtoning eller tænker på sig selv som queer”, siger han. At opfatte sin identitet som en flydende størrelse, har tilladt denne “flydendehed” at sive ind i teaterverdenen, mener Pearson. Flere nutidige tyske instruktører er da også hoppet med på queer-vognen – blandt andre Thomas Ostermeier, Maja Zade og Falk Richter.

Børn bliver bange, når de ser ham som kvinde

Også Patrick Wengenroth, der for tiden optræder som syngende drag queen på Schaubühne, men i sit privatliv er en ganske ”almindelig” mand, bliver af mange alligevel opfattet som en ”queer” teaterinstruktør.

”Jeg kunne måske godt have lyst til at tage kvindetøj på i mit eget liv, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt tør”, siger Wengenroth og fortæller om et teaterprojekt, han lavede med en gruppe ottendeklasser. Da de googlede ham og fandt billeder af ham som Madonna og pin up-model, protesterede de voldsomt, og deres lærerinde måtte træde til som mægler. De spørgsmål, det at klæde sig i kvindetøj medfører hos omverden, er for overvældende for instruktøren, siger han og strammer elastikken om sin hestehale med fingre, hvis negle glimter af neglelak fra rollen på Schaubühne.

På scenen virker Wengenroth derimod til at befinde sig godt i de høje sko og den kraftige makeup. En kønslig performance, som åbner ham op og tilføjer en underfundighed og ro til hans person, der ikke skinner lige så meget igennem, når han er sit vanlige, mandlige selv. Queerheden i kunsten er måske lige så svær at definere, som den er i virkeligheden. Og selvom det kun er ganske få personer, der virkelig kan kalde sig queer, ville vi måske alle blive overraskede over, hvad en uskyldig leg med kønslige udtryk kunne slippe løs i os – hvad enten, vi er mænd, kvinder, transpersoner eller ingen af delene.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.