Det hele drukner i fest, farver og discolys. Publikum leger futtog på scenen. Fra DJ’en i hjørnet spilles den ene sing-a-long efter den anden. Og så er der selvfølgelig karaoke og gratis shots i syregrøn. Skuespillerne gør, hvad de kan med højt humør, gyngende underliv og stor spilleglæde. Men forlægget er der bare ikke til meget mere end lidt sjov i forestillingen 150 meter til i morgen på Teater Nordkraft.
Da vi går ind i salen for at finde på plads, render vi ind i Kenneth (Jela Natius Abildgaard), der deler håndbajere ud. Kenneth er et tågehorn, fjollet og lidt dum. Med kongekrone fra BR, fodboldshorts fra lokale AAB og flade gummisko byder han os velkommen til Jomfru Ane Gade.
På en form for nordjysk, der nærmest virker påtaget, flirter han kikset og småsjofelt med gæsterne. Det er godt fanget. Der er meget identitet gemt i en dialekt, og Kenneth, han er fra Aal’eren, og det er han stolt af.
I forestillingskataloget skriver scenograf Palle Steen Christensen, at det ikke er meningen, at det skal ligne, at vi er på en bar eller et dansegulv. Scenen er ikke en simpel efterligning, men et ekspressivt udtryk for Gaden; i stedet for at få den at se, får vi den at føle. Scenografien skal bibringe os “en følelse af desorientering”, give os “en ekspressiv oplevelse af Gaden”, som udover at være et fysisk sted også er “et mytisk og fabulerende ikke-sted”.
Løsningen har været at tapetsere kulissen med ‘Razzle Dazzle’, en camouflage-teknik, der blev brugt på skibe under Første Verdenskrig: “Når man lå og kiggede i kikkert ud på skibe, som var malet i disse mønstre, var det svært at se, hvilken retning de sejlede i, hvor mange de var, og hvilken slags skibe der var tale om”. Idéen er god, og det første, jeg kom til at tænke på, var de der snorrende optiske illusioner i sort-hvid, uden at jeg dog følte, at det havde en særlig stærk effekt på mig. Måske fungerer det anderledes, hvis man ser det igennem en kikkert.
Ind på scenen stormer, efter Kenneths præsentation af sig selv, en mand (Alexander Clement) i ‘knytbluse’. Under balladen på Det Svenske Akademi gjorde Sara Danius, dengang ‘permanent sekretær’ for akademiet, denne bluse, som kendes på sin sløjfe, til et symbol på hendes kamp mod den oldgamle, patriarkalske institutions rådne kultur, jf. sagen med ‘Kulturprofilen’. Trøjen er kort sagt et statement, den siger noget om manden her, som derudover er iklædt grå habitbukser, der stumper moderigtigt.
Med en dialekt, der får mig til at tænke på Mikael Bertelsen fra Radio24syv, fortæller han, at han skal nå et fly: Manden er fra Køge og derfor – ifølge Kenneth – “Københavner”. Så er linjerne ligesom tegnet op: Det er den livsglade aalborgenser over for den intellektuelle københavner, provinsen over for hovedstaden, men meget kan ændre sig på Jomfru Anes Gades 150 meter.
Gaden er et mødested for forskellige folk. Et sted, hvor man kan støde på en tysktalende mor til tre, Eliza (Petrine Agger), som savner spræl i livet, og en intellektuel på udebane. For dem blandt publikum, der har gået meget i byen i Gaden, vækker navne som “Blomster-Henning” genklang. Men min nysgerrighed må jeg parkere. Navne som hans nævnes kun flygtigt.
En vis Ane (Lærke Scjærff Engelbrecht) følger vi gennem hele livet. Fra de helt unge år til det første kys. Fra forelskelsen i københavneren til stiftelsen af en familie. Og så tilbage på Gaden igen på grund af kedsomhed og et ønske om et frirum fra familien: Alt det, man gerne vil nå, den evige følelse af FOMO. Anes forbindelse til Jomfru Ane er mystisk. Ifølge Kenneth føder hun sine børn uden at have haft samleje, og hun både begynder og slutter som 90-årig, mens de andre tilsyneladende forbliver samme alder. Ane er stykkets mysterie.
Diskolys og publikuminddragelse
Generelt er det ikke meget at komme efter i forestillingen. Der er en lidt svag kritik af feministisk hykleri. Som om feminist er noget, man kan score på at være. Og så er der en kommentar til ungdommens forbrug af alkohol: Engang skulle man drikke et glas øl hvert sted for at gå ‘kongerunden’, senere blev det til kander. Og nu skal den tank, der ligger under gaden, og som alle barerne tapper øl fra, tømmes. Det er en glidebane. Og nå jo, så er der Kenneth, der først lyver om sin situation: Han har vist slet ikke en familie i Vadum, men er alene. Kenneth prøver bare at leve lidt “carpe diem”, og når de andre går hjem, tager han en tur rundt i taxaen. Meget mere hører vi ikke om den sag. Et par gange prøver han godt nok at sige noget om Gadens sjæl, men det bliver ved noget, vi jo godt ved i forvejen: Gaden er, hvad vi gør den til. En replik – jeg tror, det er Ane, der siger den -, der dog bliver ved med at runge, går på det med at tro på noget. Før troede vi måske på Gud. Men på Gaden tror de på “tilfældet”. Det er ret præcis sagt.
Ellers drukner det hele i fest, farver og discolys. Publikum leger futtog på scenen. Fra DJ’en i hjørnet spilles den ene sing-a-long efter den anden. Og så er der selvfølgelig karaoke og gratis shots i syregrøn. Skuespillerne gør, hvad de kan med højt humør, gyngende underliv og stor spilleglæde. Men forlægget er der bare ikke til meget mere end lidt sjov.
