Baryton-sanger Palle Knudsen spiller den dæmoniske barber Sweeney Todd, der i musicalen af samme navn, myrder blodigt løs. ISCENE fik en snak med ham om at spille massemorder, folde en psykopat ud i samspil med musikken og finde de passager, hvor der er plads til karakterfortolkning.
Stephen Sondheims splatter-musical Sweeney Todd er måske mest kendt fra Tim Burtons filmatisering med Johnny Depp i hovedrollen som den dæmoniske barber Sweeney Todd, der myrder salonens kunder, mens udlejer Mrs. Lovett moser ligene til pie-fars i kælderens kødhakker. Nu er musicalen aktuel på Den Kongelige Opera, hvor barytonsanger Palle Knudsen står på scenen som massemorderen Sweeney Todd og forsøger at få et menneske ud af ham – men hvem er han, denne Todd?
Palle Knudsen fortæller:
”Det handler om en person, der får ødelagt sit liv af en magthaver og det fører til en destruktiv hævn. Hvis man bare siger, at Sweeney Todd er blevet uretfærdigt behandlet og derfor myrder massevis af mennesker, er vi hurtigt forbi den historie.
Jeg lægger ikke skjul på, at han er et menneske, der er blevet psykopatisk – du er nødt til at spille ham psykopatisk med alle facetter – og det rummer jo også sympatiske sider. Det nytter jo ikke at publikum efter fire minutter siger: ”sikke en idiot” – så går de jo.
Jeg gør, hvad jeg kan, for at publikum til slut får medlidenhed med Todd – ikke fordi jeg nødvendigvis synes, det er synd for ham, men fordi jeg gerne vil gøre ham kompleks. Lege lidt med publikums følelser for, hvad man fatter sympati for hos andre, og hvordan det ligger tæt for, at få sympati for nogen, der i bund og grund er ret usympatisk.
Man kan jo sammenligne med DRs dramaserie Fred til lands. Her er Mike (Morten Hee Andersen) entydigt et frygteligt menneske, men det besynderlige er, at vi langsomt accepterer ham, og da det går op for os, at han har et barn, opstår der pludselig en følelse af, at det er lidt synd for ham. Det er en lille brik, der tilføjes, men nok til at rykke ved de store følelser.
Hos Sweeney Todd er der måske nok en snert af sympati, fordi han, før fortællingen begynder, er blevet uretfærdigt behandlet af dommeren og har afsonet 15 år i fængsel, så han mister både kone og barn. Men det er ikke nok til at forsvare de forbrydelser, han siden begår. Han er en psykopat, og bliver først menneskelig, da det går op for ham, at han har myrdet sin kone, og indser, at hævn ikke løser noget.”
Men en ting er at fortolke en karakter i et skuespil, en anden ting er at gøre det i samspil med et helt orkester, et fast partitur og en dirigent, der styrer forestillingen – hvordan gør man det, og hvor er knasterne i forhold til karakterfortolkningen?
”Musikken begrænser – I dag er der langt højere krav til karakterfortolkningen, der skal mere krop og skuespil på end tidligere, og det er svært, når man ikke kan tage det sekund ekstra, som fx kan slå karakteren eller følelsen an, fordi komponisten har skrevet en tone i en bestemt længe.
Jeg har haft et tæt samarbejde med dirigenten Ian Ryan, der selv fra start har haft fokus på teksten i stedet for nodeværdier. Vi gik musikken igennem, og det fantastiske ved komponisten Stephen Sondheim er, at han skriver meget tekstnært og sjældent lange toner, som ikke giver mening, så i hans musik, kan man altid mærke, hvad det er, karaktererne vil.
Der er fx flere steder lagt en vamp (akkordrundgang, der kan gentages) ind, som stemning til adskillige dialoger, der kan variere i tid alt efter det udtryk, man vil byde ind med netop den aften. Fx da Todd finder ud af, at det er sin kone, han har slået ihjel – den sætning, kan jeg ikke lave en præcis længde på, så musikken gentages indtil jeg giver tegn til at fortsætte, eller rettere, dirigenten fortsætter, når jeg engang har sagt min dialog – hvilket jo er helt atypisk for en klassisk opera.
Palle Knudsen lægger dog ikke skjul på, at det trods gode hensigter fra komponisten har været en stor opgave at få Todd gjort menneskelig i mødet med musikken.
”Der har været passager, hvor jeg har haft super svært ved at finde en balance i fortolkningen. Fx i Epiphany i slutningen af 1. akt., efter hans forsøg på at slå Dommeren ihjel er fejlet, er der nogle enormt hurtige stemningsskift, hvor han går fra at være virkelig aggressiv til meget følsom. Vi taler om skift i karakter på et sekund – hvordan skal jeg få publikum til at forstå det? Jeg tænkte enorm meget over det, men den sidste uge besluttede jeg mig for bare at gøre det. Hans hjerne er fucket op, så man kan netop ikke forstå det med fornuften. Men det er teknisk svært, hvis man ikke skal have hovedet med,” afslutter Palle Knudsen, der skal afsted til de sidste prøver før premieren.
LÆS OGSÅ: Sweeney Todd – Bloody British Bravour
