Mentorordningen hos Udviklingsplatformen sætter deltagerne sammen, så de bliver udfordrede og overraskede. Tidligere filmproducent og teaterdirektør Vibeke Windeløv er mentor for scenograf og kostumedesigner Charlotte Calberg, og i det samarbejde opstår nye tanker. En mentorordning er dog ikke en mirakelkur, og du skal selv være indstillet på at gøre arbejdet, lyder det fra Charlotte Calberg.
Vi er på solskinsøen Bornholm under Folkemødet i 2018. Foran den lokale Netto står to modeller i specialdesignede haute couture kjoler i et materiale, som man ikke ser hver dag. Kjolerne er nemlig syet i Nettos genkendelige gule plastikposer i anledningen af lanceringen af deres pant-poser.
Designeren bag er Charlotte Calberg, som normalt ikke arbejder i den kommercielle branche. Hun er scenograf og kostumedesigner og har arbejdet på forskellige teaterproduktioner og kunstneriske projekter. Fra kostumer til den franske kunstner Orlan, performances og installationer på Roskilde Festival, forestillinger på Teater Får302, Bådteatret, Nørrebro Teater, Teater Fair Play og Ishøj Teater til en udstilling på Designmuseum Danmark, Huskunstnerprojekter, en Public Service-happening for Dansk Kunstnerråd i Dome of Vision og Kristján Ingimarsson på ROOM 4.1. Men nu vil hun gerne prøve kræfter med noget nyt.
”Det projekt, jeg skabte på Bornholm, var en blanding af kunst, design og produkt. Her opdagede jeg, at jeg med min baggrund inden for scenografi og kostumedesign kunne bidrage med noget, og det spor har jeg længe haft lyst til at forfølge. Men hvordan gør man lige det?” spørger hun.
Derfor søgte Charlotte Calberg Udviklingsplatformens mentorprogram, og her blev hun sat sammen med den tidligere filmproducent og teaterdirektør Vibeke Windeløv.
”Som regel sidder man jo alene med projekterne, og det kan sådan et mentorprogram gøre noget ved. Det er jo ikke en mirakelkur, men det er et stort privilegium at have en mentor. Man skal udnytte det, og pilen peger tilbage på mig selv, hvis der ikke sker noget. Jeg kan ikke forvente, at min mentor skal placere noget på et sølvfad, men det kan godt rykke noget. Hun kigger på mit arbejde med forretningskvinde-øjne, og det udfordrer mig” forklarer Charlotte Calberg om mødet med Vibeke Windeløv.
Hvorfor en mentorordning?
På Udviklingsplatformen er det Gitte Nielsen, som er projektleder på mentorordningen. Hun påpeger, at de i programmet bruger lang tid på at sammensætte mentor og mentee, så der kan ske noget nyt i mødet.
”Vi har brug for en mentorordning, fordi der skal være mere fokus på de scenekunstnere, som selv producerer. Mentorprogrammet er en del af den tanke. Her kan vi højne fagligheden og professionaliseringen af producentrollen i det frie felt, så flere begynder at tænke i længerevarende strategier. Det er vores succeskriterium,” påpeger hun.
Og forløbet adskiller sig fra andre lignende ordninger på grund af de mange fysiske møder, påpeger Gitte Nielsen. Alle i mentorordningen mødes i et fælles forum tre gange i løbet af et år, mens mentor og mentee er forpligtede på at holde minimum syv møder over et år.
”I forhold til de fælles møder vil vi gerne lave en samlet platform for at skabe netværk på tværs. På møderne taler vi sammen eller hører oplæg, som kan sætte tanker og diskussioner i gang i gruppen,” fortæller hun.
At sælge sig selv
Èn af de første ting, som Vibeke Windeløv foreslog Charlotte Calberg, var at lave en beskrivelse af sig selv og dokumentere hendes tidligere arbejde. Det arbejde blev en udfordring for Charlotte Calberg – også fordi hun havde travlt med andre kunstneriske projekter.
”Det kan være svært at finde tid til det hele, men jeg er sikker på, at det sidste halve år af mentorforløbet bliver det mest konstruktive. Jeg har det sådan, at nu har jeg meldt mig til, og så skal jeg virkelig også have noget ud af det,” understreger hun.
Vibeke Windeløv supplerer: ”Når man er mentor og mentee, så bruger man selvfølgelig den første tid på at nærme sig hinanden og lære hinanden at kende. Charlotte vil gerne ind i mere kommercielle kredse, og det er ikke 100 procent let, når man ikke har det netværk i forvejen. Så skal du lave et materiale, der beskriver dig selv. Jeg skal ikke lave det for hende, men min rolle kan være at skubbe til hende. Så jeg tror, at ordningen også kan være med til at sætte nogle nødvendige deadlines, så man hele tiden bevæger sig et skridt videre.”
Generelt kan Vibeke Windeløv hjælpe ved at lege ”Djævlens advokat”, understreger begge samarbejdspartnere. Med en baggrund i filmbranchen kommer hun også med andre øjne, der kan være med til at pege på, hvordan man gør noget interessant for andre end scenekunstbranchen:
”Jeg påpeger de steder, hvor ting skal tydeliggøres, hvis det skal være interessant for andre brancher. Der vil en scenografi fra en eksperimenterende forestilling måske skabe mere usikkerhed hos modtageren, hvis det ikke er beskrevet ordentligt. På den måde er jeg én, som Charlotte kan spille bold med og som forsøger at give et kvalificeret svar.”
Tid og fokus
Charlotte Calberg peger på, at det har været svært at nå det hele i starten af forløbet, fordi hun også har haft andre opgaver. Ligeledes understreger Vibeke Windeløv, at hun oplever, at deltagere i mentorprogrammet for sent får at vide, at de skal deltage i et program, og derfor har meget i kalenderen i forvejen. Måske skulle samarbejdspartnerne have længere tid sammen – eller måske skulle de have besked om deltagelse tidligere?
Men den tankegang afviser Gitte Nielsen, projektleder på mentorprogrammet, og hun påpeger, at programmet kræver, at deltagerne planlægger sig ud af den del. Hun ser det desuden som et naturligt flow, at arbejdet vil gå langsommere i starten, mens hun typisk oplever en slutspurt i sidste del af forløbet.
Èn af hovedpointerne i mentorforløbet er, at de frie scenekunstnere skal klædes på til at kunne producere, sælge og markedsføre sig selv. Dog kunne man også spørge om ikke pengene var bedre givet ud, hvis de frie scenekunstnere kunne få nogle professionelle agenter, sælgere eller kommunikationsfolk til at klare den del af butikken, så de selv kunne koncentrere sig om kunsten?
Vibeke Windeløv påpeger, at det vil være svært: ”En agent vil jo kunne skabe indgange og forbindelser i forhold til den branche og det arbejde, kunstneren i forvejen står i. Hvis du vil prøve noget nyt, kræver det en person, som har en mere kreativ tilgang,” påpeger hun.
Gitte Nielsen anerkender argumentet, men hun er heller ikke sikker på, at det er en mulig vej for en scenekunstbranche, som i forvejen er økonomisk i knæ:
”Det er rigtigt, at det kan være hårdt for kunstnere at skulle stå med produktion, salg og markedsføring, når de hellere vil lave kunst. Min tanke er dog, at man i det frie felt ikke rigtigt kan komme uden om at lave administration som kunstner. Derfor er det vigtigt, at vi gennem for eksempel mentorordninger sætter fokus på producentarbejdet og synliggør, at det for de fleste faktisk vil kræve en opdeling af arbejdstiden, hvor man måske kommer til at arbejde 80 procent med administration og 20 procent med kunsten. De fleste kunstnere i det frie felt sidder med den kunstneriske vision, ansøgningsarbejdet, budgetter, administration og forberedende produktion selv. De søger ofte mentorprogrammet for at få udfordret deres praksis og blive inspireret,” afslutter hun.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst
