Den tyske instruktør Michael Ruf har med sit teater Bühne für Menschenrechte skabt et landsomspændende netværk af skuespillere, der formidler flygtningefortællinger til et bredt publikum. Og selvom den offentlige opmærksomhed på flugt og migration er dalet kraftigt siden 2015, har han ikke i sinde at indstille jagten på engagerede borgere.
De fleste husker stadig den tre-årige syriske dreng Aylan Kurdi, der druknede i Middelhavet under flugten fra Syrien og skyllede op på Tyrkiets kyst i efteråret 2015. Billedet blev trykt på avisforsider verden over, rystede os og fik mange til at engagere sig for mennesker, der kommer til Europa som politiske og krigsforfulgte flygtninge. Medfølelse er, som adskillige psykologer og filosoffer har redegjort for, en relativ størrelse, men konfronteret med det ubarmhjertige billede af en omkommet barnekrop, giver de fleste sig hen.
Historien om Aylan Kurdi er, som vi ved, ikke enestående. Både før og efter den kraftige bølge af mennesker på flugt i 2015 for alvor ramte Europas kyster, har der været flygtninge i den vestlige verden. Mennesker med ofte tragiske historier bag sig – historier der, for manges vedkommende, aldrig når avisforsider eller bare ét par lyttende ører. Det har den tyske instruktør Michael Ruf siden 2008 viet sit virke til at ændre på. Med Bühne für Menschenrechte har han skabt et netværk af skuespillere i hele Tyskland, der formidler de fortællinger, vi sjældent hører i detaljer.
Det ordtro teater er hårdt for skuespillerne
“Da jeg grundlagde Bühne für Menschenrechte i 2008, var der ingen, der interesede sig for emner som flugt og racisme. Jeg synes, det var bemærkelsesværdigt, at der i dette land, hvor der er så mange borgerrettighedsorienterede mennesker, ikke var mange, der gik op i flygtninge og deres vilkår. Jeg kunne ikke forstå, at det ikke blev set som en skandale”, siger Michael Ruf, da jeg møder ham på hans stamcafé i Prenzlauer Berg, Berlin.
Efter de landsomspændende succeser Asyl-Monologe og Asyl-Dialoge er Michael nu aktuel med stykket Mittelmeer-Monologe, som for tiden vises i den tyske hovedstad, inden det drager på turné rundt i landet. Ialt fem forskellige forestillinger og mere end 700 opførelser er det blevet til de sidste 10 år. Og Bühne für Menschenrechte har i den grad formået at sætte integrationsproblematikken på dagsordenen, når truppen rejser ud på skoler, universiteter, teatre og rådhuse og giver stemme til de mange immigranter, hvis historier alt for ofte går ubemærket hen.
“Ordtro teater” kalder Michael Ruf den dokumentariske fortællestil, han benytter med Bühne für Menschenrechte. Metoden er inspireret af det engelske kompagni “Actors for human rights”, som han stiftede bekendskab med i London i 2008. For at finde fortællingerne, der skal iscenesættes, interviewer instruktøren et stort antal flygtninge, hvoraf en håndfuld vælges ud. Deres historier bliver så formidlet præcis, som de blev fortalt, på scenen af professionelle skuespillere. For Michael Ruf repræsenterer denne tilgang en mere enkel og politisk måde at gå til det dokumentariske stof på, end hvis historierne tilsløres et fiktiv lag.
Og Mittelmeer-Monologe, som fortæller om to menneskers rejse over Middelhavet samt erfaringerne fra to menneskerettighedsaktivister, kan med sin direkte stil ikke undgå at gå under huden på selv den mest hærdede lytter. Alene det faktum, at de dramatiske skæbner, der formidles, er hentet fra virkeligheden, gør det svært at bevare den distance, mange nok i hverdagen forsøger at lægge til “flygtningekrisen”. Historien om den unge kvinde Naomi, som flygter fra Libyen og mister sin spæde datter til bølgerne, formidles stærkt og medlevende af skuespilleren Gina Marie Hudson og flettes elegant sammen med tre andre skæbner.
For selvom stoffet stammer fra virkeligheden, går Michael Ruf til teksten med dramaturgiske begreber, som hvis han arbejdede med fiktion – ligesom han i prøveforløbet instruerer skuespillerne med greb som mål, undertekst og narrativ opbygning. Men det, at historierne er virkelige, adskiller alligevel arbejdet fra oplevelsen af at arbejde med en opdigtet tekst, fortæller instruktøren – ikke mindst for skuespillerne, som ind imellem må have en pause fra det tunge følelsesarbejde.
“Nogle gange kan det blive anstrengende og hårdt for skuespillerne, der kan blive meget berørte af stoffet. Men som hovedregel ser de det som en chance for at tage et vigtigt ansvar på sig at fortælle disse historier. Så sent som i sidste uge var der en skuespillerinde, der fortalte mig, at hun glædede sig over at kunne lave et så meningsfyldt stykke arbejde ved siden af sin TV-karriere. Det var grunden til, at hun overhovedet blev skuespiller”, siger Michael Ruf.
Flygtningeteater er ikke længere in
Flygtningeboomet i 2015 førte ikke bare et strøm af avisoverskrifter og nyhedsudsendelser med sig – også mange teatre blev pludselig interesserede i at fortælle “flygtningehistorier”. Samtlige af de store, tyske scener tematiserede det presserende tema, og mange af dem åbnede deres døre for immigranter og erklærede sig for aktivister. Michael Rufs første stykke med Bühne für Menschenrechte premierede allerede i 2011, et tidspunkt hvor flugt ikke var et udbredt tema i tysk teater. I de sidste ti år har han oplevet, at den offentlige interesse for mennesker på flugt har udviklet sig fra at være næsten fraværende, til at toppe i 2015 og i det sidste år at have lagt sig som en resigneret sunami.
Hvor mange teatre valgte at gå til det alvorlige emne ved at lade flygtningene selv få plads på scenen, har Bühne für Menschenrechte fra begyndelsen gjort brug af profesionelle skuespillere – “stedfortrædere”, kalder Michael Ruf det. Fra begyndelsen var han klar over, at den mest effektive måde at formidle de ægte historer var at arbejde dokumentarisk for at være helt tæt på de faktiske udtalelser fra flygtningene. Men samtidig var han bevidst om sin egen rolle som “hvid, tysk instruktør”.
“Når jeg laver “flygtningeteater”, må jeg spørge mig selv, hvordan jeg kan gøre det bedst. Jeg valgte at gå en anden vej end de fleste og arbejde med skuespillere for at udbrede flygtningenes stemmer. Når jeg tænker på alle de mennesker, jeg har interviewet, ved jeg, at i de fleste tilfælde vil personen ikke stå på en scene foran hundrede mennesker og fortælle sin dramatiske historie i detaljer. Desuden har de også et liv, studie, børn og arbejde og kan ikke rejse rundt med teatret”, siger han.
Fortællingen fra Mittelmeer-Monologe om kvinden, der mister sit barn under flugten til Europa, er da også så ubærlig, at man dårligt kan forestille sig, at dens indehaver selv kunne fortælle den på scenen. Og som publikum kan man ikke sige sig fri for en vis taknemmelighed over ikke at skulle sidde ansigt til ansigt med historiens indehaver. Men hvordan reagerer hovedpersonerne selv på at se deres skæbne lagt ud på scenen, fortolket og dramatiseret af en skuespiller?
“De mennesker, hvis liv danner grundlag for forestillingen, bliver altid inviteret, og de fleste kommer. Det er altid smerteligt for dem og ikke let, men de er også ofte stolte over, at deres historier bliver fortalt, og ser det som en del af deres eget politiske engagement. De får desuden altid lov at læse manuset før stykket bliver opført og har vetoret til sidste gennemskrivning”, fortæller Michael Ruf.
Motivationen er stadig den samme
Fra 2020 fører Michael Ruf Bühne für Menschenrechte videre under organisationen “Rote Kreuz Theater” med det samme netværk af skuepillere, han i de sidste ti år har bygget op. For sit arbejde og sociale engagement har instruktøren vundet flere priser og er blandt andet blevet rost for den gennemførte metode og evnen til at få folk til at engagere sig. For efter hver forestilling samles repræsentanter fra lokale aktivistiske initiativer til en spørge- og diskussionsrunde, der gør publikum klogere på, hvordan de selv kan arbejde for bedre integrationsvilkår for flygtninge og asylsøgere. Det er et klart mål for instruktøren at anspore til politisk og aktivistisk handling.
Med en stadig dyb kløft mellem det tidligere DDR og det vestlige Tyskland, er Michael Ruf og hans skuespillere dog bevidste om, at der kommer forskellige reaktioner alt efter, hvor i landet, de viser deres stykker. Den yderste højrefløj har i de seneste år vokset sig stærk i Østtykland, hvor den generelle stemning i flere byer er, at Tyskland har taget imod alt for mange flygtninge siden 2015, og højreekstreme grupper som Pegida og Identitäre har ved flere lejligheder forsøgt at sabotere kulturbegivenheder, de opfatter som fædrelandskritiske.
“Det er for nemt at skære over én kam og sige, at folk er meget mere kritiske i Østtyskland, bare fordi den yderste højrefløj der er stærkere repræsenteret. Men der er dog visse sikkerhedsspørgsmål, vi må stille os i mange østtyske byer – for eksempel om der skal være en dørmand på teatret”, fortæller Michael Ruf,
som ikke afholder sig fra at drage ud i alle hjørner af Tyskland. For generelt er der et godt civilsamfund, som er åben for disse temaer, og som bruger aftenen til at diskutere og involvere sig, mener han. Ofte har Michael Ruf fået nys om, at en by eller kommune har bygget videre på de temaer, de diskuterer efter forestillingen, og det glæder ham. Hvor flugttemaet for visse teatre var en tidsbunden dille, holder den politiske instruktør ihærdigt ved. Og hans motivation for at skabe empati og engagement er den samme i dag, som den var i 2008, understreger han, inden han takker af og begiver sig ud i den berlinske vinterkulde.
LÆS OGSÅ: Et nyt fascistisk regime i Tyskland er ikke umuligt
“Mennesker dør stadig i middelhavet, flygtninge bor stadig i lejre i skove. Det er ikke sådan, at alt nu er godt, bare fordi der en overgang kom mere opmærksomhed på problemet. Når man taler med andre politiske aktører som fx forskere og aktivister, siger de, at de ønsker at disse temaer finder en form og et udtryk, hvor man kan nå mennesker både kognitivt og emotionelt – også den brede masse af mennesker. Det synes jeg, at det ordtro teater kan”.
Læs mere om teatret her
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.
