Musicalen Så længe mit hjerte slår er, som undertitlen lover, en hyldest til Giro 413. Den byder på et rigt bagkatalog af melodiskønne dansktop-klassikere i fine sangfortolkninger, men det båndede band får ikke rigtig musikken til svinge, og fortællingen har svært ved for alvor at finde et fængende flow.
Da musicalen Så længe mit hjerte slår havde urpremiere på Odense Teater i 2017 åbnedes der en rørende og dybt charmerende fortælling om sygeplejersken Anne, der i mødet med mor, patienter og personale måtte lære at sige fra for at finde sig selv og meningen med livet. Det var en forrygende forestilling, foldet ud med glimt i øjet og en perlerække af dansktoppens melodi-skønne klassikere, som førte til et hav af anmelderstjerner og prisnomineringer.
Nu har historien fået nyt liv i Folketeatrets noget mindre turné-version. Holdet på scenen er nyt, det er uden orkester, med en mindre scenografi og med undertitlen – en hyldest til Giro 413, så man ikke tror, det er en John Mogensen-musical, der skal opleves.
Og nok er det samme instruktør og koncept, men noget er gået tabt undervejs, for festen er feset ud af forestillingen.
Melodierne er skønne, men det båndede band ligger tungt og entydigt i tempo, hvilket gør sangene svære at løfte for skuespillerne og det skaber ikke dynamik i fortællingen.
Det er karaktererne, deres samspil og personlige charme, der driver forestillingen, og mange er fine.
I front står den drønsøde Anne, som i Maria Mondrups charmerende, sangstærke og hjertevarme fortolkning, viser os Anne, med hele hendes naive væsen af oprigtig sødme i en start-blid version af Lille sommerfugl til de indestængte frustrationer, der løbende får luft og fører til, at Anna tør taget teten og finde en retning i livet med et løssluppent brag af Dansevisen.
På sidelinjen huserer Gustav Winckler-klonen Henrik, i skikkelse af Tom Jensen, der med en god portion humor er overlægen, der trods børn, kone, villa og sommerhus ikke ser noget problem i at duske Anne, så sofaen gynger til sangen Se Venedig og dø. Mens patienter med alskens problemer fra demens til hjertesorg og posttraumatisk stress kalder på Annes omsorg.
LÆS OGSÅ: Hæsblæsende og underholdende Bonnie & Clyde på Betty Nansen
Sangene er en stor medspiller og folder løbende fortællingen ud. Her er fx patienten, der tæller ned til stuegang med sangen 25 minutter endnu, mens han afventer besked om en nyopdaget knude. Og den forhutlede unge mand, der holder sin nyfødte søn i armene for sidste gang, før barnet bortadopteres til nummeret Lille Kammerat og parret, som halvdøde af ægteskabelig kedsomhed, forsøger at finde balancen i en sammenstrikket sweater til Pensionistvisen (Livets gang).
Her er hele bagkataloget af dansktop-klassikere i en sød og hjertevarm historie. Der synges fint og flere steder rigtig flot, men når musikken ikke rigtig groover, karaktererne ikke alle er lige skarpe og historien famler efter et dynamisk flow – så er det svært for forestillingen rigtigt at fænge.
Læs mere om forestillingen her
