Alice i eventyrland har klassikerstatus i litteraturen. Teatret Asterions Hus har omskabt Lewis Carrolls kendte historie til en visuelt betagende danseforestilling for børn, der dog ikke har meget andet end titlen til fælles med bogen.
Alice i eventyrland skulle have haft premiere på Teaterøen den 15. april, men blev i stedet livestreamet på Facebook lørdag den 2. maj. Som flere andre teatre forsøger Asterions Hus at tilpasse sig den uvante situation, vi befinder os i. Og selvom der går en del af teateroplevelsen tabt, når den ses på en skærm, så fungerede Alice i eventyrland alligevel ret fint i den digitale version.
En visuel oplevelse – også digitalt
Alice i eventyrland blev livetransmitteret fra Teater Møn. I et kulsort scenerum er opstillet runde beholdere – som åbne konservesdåser i taburetstørrelse – i en kantet halvcirkel. De er sorte, lysebrune og en enkelt hvid bagerst i midten. Midt på gulvet sidder danser og performer Tilde Knudsen. Hun er iklædt tætsiddende sort tøj fra top til strømpetå, og hun sidder med bagdelen halvt nede i en af de sorte cylindere.
Tilde Knudsen er fortælleren, hovedpersonen, danseren og dukkeføreren i Peter Kirks iscenesættelse. Kun enkelte gange siger hun noget. Resten af tiden fortæller hun små historier gennem kropssprog og mimik. Der er egentlig heller ingen dukker, men derimod hvide papirark, der foldes og på finurlig vis bliver noget nyt i et gennemgående design skabt af Susan Marshall.
Fra sin startposition midt på gulvet danser Knudsen i glidende bevægelser over mod den venstre side af billedet. Her trækker hun to hvide firkanter op af en af de runde beholdere. Hun samler to hjørner diagonalt, holder dem op ved siden af sit hoved og pludselig er papiret forvandlet til kaninører. En forvandling, der understreges af Knudsens foroverbøjede skikkelse, der – stadig med et sort rør på bagdelen – bevæger sig let hoppende hen over gulvet.
Vi kender godt kaninen fra historien om Alice i eventyrland. Ligesom vi kender flere af de efterfølgende figurer, Knudsen forvandler sig selv og de hvide ark til undervejs i forestillingen – for eksempel en papirkroneklædt dronning og en skikkelse, der med en stor, hvid nipnapper som ansigt og en hale bagerst umiskendeligt ligner en kat. Men overordnet set, er det ikke fortællingen fra Carrolls roman, man skal forvente at genopleve.
Skiftende vinkler på godt og ondt
Asterions hus har valgt at streame deres forestilling set primært gennem et stationært kamera placeret midt foran scenen. Herfra har publikum et godt overblik over helheden, og billedet står fint og skarpt. Derudover filmes der også indimellem med to håndholdte kameraer fra hver sin side af scenen. Disse skift i synsvinklen giver lidt ekstra liv til skærmoplevelsen, der ellers kunne være blevet for ensformig. Sidekameraerne kommer langt tættere på. Her får vi nærbilleder af både Tilde Knudsen og de små, hvide skikkelser, hun styrer.
Og det er et forunderligt, visuelt univers, Susan Marshall har kreeret. Vi kan se en kegleformet, hvid figur, der med en buet cirkel på toppen bliver til en lille, kyseklædt pige i lang kjole, vi kan se Knudsens ansigt, mens hun holder en lille, rund pille op, der med skinger, lille stemme råber »spis mig«, og vi kan se i detaljer, hvordan de hvide papirer foldes og sættes sammen til nye, eventyrlige figurer. Således fungerer de håndholdte sidekameraer godt, selvom billederne her er mere uskarpe, og der ikke helt er styr på kamerafolkenes placeringer, hvilket betyder, at vi indimellem kan se en kameramand i billedet.
Det fysiske teater opleves stærkere
Generelt er der lidt tekniske udfordringer hist og her. Som at der går næsten ti minutter, før forestillingen begynder, fordi man lige skal sikre sig, at alle publikummer har fundet vej ind i det virtuelle rum. Men al begyndelse er svær. Også den digitale. Selvom antallet af tilskuere, som Facebook konstant viser i det lille tal på skærmens øverste venstre hjørne sammen med det lysende røde ”live”, fortæller, at der falder en del fra undervejs, er streamingoplevelsen af Alice i eventyrland overordnet god.
Livestreamingen af premieren på Alice i eventyrland ligger stadig tilgængelig på Asterions Hus’ Facebookside, hvor man kan se, at selvom der kun var cirka 270, der så med live, da tilskuerantallet var på sit højeste, har videooptagelsen allerede efter 24 timer nået langt over 2,6 tusind visninger. Hvorvidt optagelsen vil forblive tilgængelig, meldes der ikke noget om.
Der er ingen tvivl om, at forestillingen ville være langt stærkere for både børn og voksne, hvis vi havde kunnet sidde i mørket foran scenegulvet. En del af oplevelsen med dans er jo lyset, lydene, danserens vejrtrækning og vibrationerne, der fylder lokalet. Den kan ikke formidles på samme vis via en skærm. Men samtidig viser Tilde Knudsen os, hvor meget der faktisk kan fortælles gennem kropssprog. Klaus Risagers lydbillede understreger oplevelsen med skift mellem stille toner, kaotiske og næsten støjende sekvenser og total tavshed. Alt sammen effekter, der spiller sammen med Knudsens bevægelser.
LÆS OGSÅ: Er digitalt teater vejen frem til et nyt publikum?
Man kunne måske være bekymret for, om de gratis digitale teateroplevelser vil give det virkelige teater nådesstødet. Men streamingen af Asterions Hus’ Alice i eventyrland gav mig egentlig blot endnu mere lyst til også at opleve forestillingen live. Så må vi bare vente og se, hvornår det bliver muligt igen at mødes i teatret for at dele oplevelserne.
Se den på story her
