Del

”Jeg skal i teatret” hedder en Facebook-begivenhed oprettet af Dansk Teater, som til dags dato har fået knap 1000 interesserede tilkendegivelser. Og vi var mange, der ikke kunne få armene ned af begejstring, da det kom frem, at teatrene kunne genåbne langt før forventet.

Men med Grønnegårds Teatrets aflysning i dag viser det sig så bare, at virkeligheden er en ganske anden. For det er muligt, man fra ministeriet siger, at teatrene gerne må åbne, de går bare konkurs, hvis de gør det. Som det fremgår af pressemeddelelsen fra Grønnegårds Teatret, der ”…er nødsaget til at aflyse sommerens forestilling, fordi de ikke kan overleve, når der kun kan spilles for et begrænset antal publikummer.

En problematik, som også Mungo Park teatrets direktør Anna Malzer påpegede i sidste uge, da teatret lancerede genåbningen d. 8. juni med ordene: ”Vi genåbner – men burde holde lukket, fordi det er nemlig langt fra økonomisk rentabelt.” Eva Præstiin, direktør på Betty Nansen Teatret, støtter op om den udtalelse på Facebook, hvor hun skriver ” Regnestykket er simpelt: jo færre publikummer, vi må have i salen – jo større underskud”. 

Så hvad nu? 

Skal vi alligevel ikke glæde os til teater i den nærmeste tid? Retningslinjerne fra regeringen giver ikke megen slinger i valsen.

Der må maksimalt tillades et publikum på op til 500 personer. Ved forestillinger, hvor publikum sidder med ansigtet i samme retning, skal hvert 2. sæde være tomt, eller der skal sikres 1 meters afstand mellem publikum, mens der maksimalt må tillades adgang for 1 publikum pr. 2 m2 gulvareal i salene. At de regler for længst er undermineret i det offentlige rum, den offentlige transport og ikke mindst indkøbscentrene er så en helt anden sag. Kunsten og kulturen har hele vejen gennem krisen stået bagerst i køen, så hvorfor skulle det ændres nu? 

Og så snakker vi slet ikke om, hvad det er, vi skal se med de nye retningslinjer, hvor der: ”Ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, f.eks. ved sang, råb, skuespil, fysisk anstrengelse m.v. skal der holdes 2 meters afstand.” Og der i ”situationer hvor det er vanskeligt eller umuligt at overholde afstandsanbefalinger eller regulere afstand til andre, er det vigtigt at reducere antallet og varigheden af kontakter særligt ift. ansigt-til-ansigt kontakter.”  

Hvordan fremtidens scene-arrangementer tager sig ud, må vi vente og se. Som situationen er nu, overskygger de økonomiske problemer de kunstneriske udfordringer. 

Så tilbage er kun at håbe, at de mange scenekunstneriske organisationer kan stå sammen endnu engang og forklare ministeren, at der er brug for endnu en runde hjælpepakker som rækker længere ind i fremtiden, så vi forhåbentlig snart kan komme tilbage til den scenekunst, vi så inderligt savner og længes efter.