Jeg har det svært med det skematisk-tematiske, men CoreActs Ser du mig byder heldigvis også på fællesskabsmagi, skøn scenografi og opfindsomme fysiske billeder, der kan prikke der, hvor ordene ikke når.
Teater GROB, der som scener landet over har været lukket alt for længe, genåbner med en samproduktion med CoreAct, der også tidligere har spillet på teatret med den kitchet-punkede HEIDI – en rejse til helvede med Simon Spies.
Den handlede bl.a. om menneskeforbrug, og det samme kan man sige om Ser du mig. Men ud over temaet ligner de to forestillinger overhovedet ikke hinanden. Ser du mig har en hamrende velskrevet og uhyre konsekvent, ja jeg fristes til at sige didaktisk tekst af Abelone Koppel, der spejles i iscenesættelsens kropslige billeder og retoriske intonationer. Den, der søger undertekst, kan bare blive ved med at søge, for her er sort virkelig sort og hvidt tilsvarende hvidt, ordrer gives med stramme kæber, der siden løsnes i blid fælles latter.
Krystalklare modsætninger mødes i en performance uden egentlige karakterer og ditto dramaturgisk kurve, om end vi bevæger os fra ”Min jord”, ”Mig” og ”Min egen lykkes smed” til ”Håb”, ”Roligt hjerte” og ”Plante et træ”. Det kapitalistiske hamsterhjul stinker og gør os alle til ting uden værdi i sig selv. Vi bliver tilmed helt usynlige, når vi falder ud af systemet, for det er ikke interesseret i vores navn, men i vores position – og ”siddende på gulvet” er ikke det rette svar på det spørgsmål. Men måske vil vi ikke finde os i det mere, måske vil vi se hinanden og ”skabe en ny verden” – det naive håb lyser op mod slutningen og forløses energisk-poetisk i slutscenen, hvor vi træder med spillerne ud i en magi af billeder, lys, musik og bevægelse.
Slutscenen løfter forestillingen ud af det stramme indholdskoncept, og lader os ordløst få sprækkerne og gråzonerne med. Her var vi en stor levende organisme, der bedre end ord sank ind, så det kunne mærkes. Jeg har det svært med at blive fortalt 1:1, hvordan verden hænger sammen – men må på den anden side give CoreAct cadeau for en i alle detaljer gennemført forestilling, der nok er skematisk-tematisk, men også byder på Edward Lloyd Pierces aldeles bjertagende scenografi, der formår at være decideret æstetisk skøn, mens den som teksten samtidig hamrer industriel vs. natur ind med syvtommersøm. Mindre glad er jeg for lydbilledet, der alt for loyalt følger tekstens vej fra angst til håb. Mere glad var jeg for de opfindsomme og varierede fysiske bevægelser og modet til at fortsætte en handling langt ud over det pinagtige, hvad enten det var hysteriske grin eller pudekamp.
Ser du mig er nok ikke min yndlingskop te. Dertil bliver budskabet serveret i for mundrette stykker. Faktisk lidt ulig CoreActs tidligere produktioner, der på forskellige måder har indkredset det grumsede, skæve, frenetiske og sanselige. Det sanselige er også med her, og er man bedre til at håndtere paroler end mig, er Ser du mig en absolut seværdig forestilling, der både kan mere med fysiske billeder end de fleste og som i klartekst holder os op på den (umenneskelige) verden, vi har skabt. Og igen: slutscenen er magisk – hvor tit oplever man det?
Se forestillingens trailer her.
Læs mere om forestillingen her.
