En farce er en farce. Så kig langt efter meningen med det hele og nyd til gengæld farver, fart og fjollerier, når Folketeatret sender Molières Den gerrige på turné.
Klassikersæsonen fortsætter ufortrødent med Molières farce Den Gerrige, som Folketeatret sender på turné i en sky af pangfarver og kække stød under bæltestedet.
”Problemet er, at jeres far er jeres far”, siger koblersken Frosine i Mette Horns stovt-sitrende figur. Og ja, meget mere er der ikke i den papirtynde intrige om den gerrige fader Harpagon, der elsker penge højere end sin søn og datter, som han vil gifte godt bort, mens han selv nupper den liden Mariane, som han vel kunne være bedstefar til. Der er den lille hage ved projektet, at Mariane allerede er faldet for Harpagons søn Cleante, og at hans datter Élise har givet sit hjerte til adelsmanden Valére, der optræder fordækt som Harpagons hushovmester til stor irritation for de øvrige tjenestefolk.
Forvirret? Det er der ingen grund til at være. Alt løser sig som bekendt til sidst i farceland, hvor det mere handler om, hvordan der spilles, end hvad spillet egentlig handler om. Typisk menneskelig dårskab, og det kalder jo i denne genre på latter fremfor gråd.
Morsomt spil fuld af fart
Således også her, hvor Geir Sveaass har pustet en flyvende fragilité op, der trods en anelse trækken i langdrag mod slutningen, går flot til vejrs med gode præstationer på alle pladser. Kristian Holm Joensen tripper som Harpagon rundt om sig selv vrøvlende paranoidt for rask derefter at spinde kælent og udspy ordrer til højre og venstre. Han er en ucharmerende, selvoptaget personage, men på mystisk vis får man et lille stik af sympati for ham i meget korte øjeblikke. Det varer dog kun, til han atter smisker grådigt eller tamper løs på de stakkels tjenestefolk.
De bæres med stor integritet af Kristian Boland, der koket konspirerer med husets søn, og Jacob Weble, der fumlet er aldeles til at spise som den hårdtprøvede kok Mester Jacques, der så gerne vil genoprette ro og harmoni. Boland giver den også som Axel Strøbye-inspireret politikommissær – tænk Olsenbanden. Troels Malling i grønt med guldkæder er den dubiøse pengeudlåner Mester Simon og siden Anselme, Harpagons udkårne til datteren, der har en helt anden rolle at spille, som naturligvis ikke skal afsløres her. Mette Horn holder ikke tilbage som Frosine, når hun puster Harpagons ego op i håbet om en lille skilling. Den falder ikke.
Alexander Mayah Larsen og Mathilde Arcel Fock giver fysisk elskovsgas i hjørner og kældre, mens Mads Reuther får mere taletid som Cleante, der både kurtiserer Sofia Mileva Cukics fine Mariane, og skændes igennem med farmand. Kvinderne har ud over Horn mindst at gøre med, men giver deres unge kvinder gode nutidige attituder. Dialogen har luft under vingerne, mimikken kommer ud i krogene og energiske kroppe øger tempoet til en fin farce.
Scenografien er ærgerligt kedelig, som det ofte ses til turné. Heldigvis har vi mestendels øjnene på de skønne kostumer, der har gentænkt de franske barokgevandter med nutidige materialer og gummisko. Det er bedårende pretty in pink – i alle regnbuens farver.
Den gerrige er, hvad den er. Et morsomt spil i fuld fart ud over steppen, som en farce skal være.
Læs mere om forestillingen her.
