Tysk teater er mere politisk end nogensinde. Trods restriktioner er scenekunsthusene ved at boble over af festivaler og forestillinger, der konfronterer krisetiden og dens sociale slagside. ISCENE giver et overblik over Tysklands teatertendenser.
Hunger efter kunst synes større end frygten for Corona
Også i Tyskland er efterårets teatersæson skudt i gang, og både publikums og scenekunstnernes hunger efter kunst synes at være større end frygten for Corona. Teatrene melder om fulde huse – i det omfang det nu kan lade sig gøre. For i de fleste delstater gælder nogenlunde samme restriktioner som i Danmark: Forestillinger med korte rollelister er at foretrække, afstand (1,5 meter) både blandt publikum og på scenen er påkrævet, og de fleste stykker varer ikke længere end 60-75 minutter. Pauserne er i de fleste tilfælde droppet, og mundbindet er selvfølgelig obligatorisk, så længe, man ikke befinder sig på sin plads.
Så meget for praktikken. For hvordan
griber tysk teater den anden sæson i krisens tegn an rent tematisk? Overordnet
kan man konstatere, at scenekunsten er mere politisk orienteret end nogensinde.
Det er jo ikke noget nyt i tysk teater, vil den skarpe læser måske bemærke. Og
alligevel er det som om, scenekunsten har genopdaget sit politiske potentiale
og sociale engagement. Overalt vises forestillinger med ord som “krise”,
“undergang”, “fremtid” og “modstand” i titlerne. Og selvom mange teatre lider
økonomisk, skorter det langt fra på nye, innovative formater.
Klaustrofobisk huskoncert
Et af de mest sigende eksempler er den ny-skrevne forestilling Death Positive på Maxim Gorki-teatret i Berlin af den ekstremt produktive instruktør og manuskriptforfatter Yael Ronen. Den israelske kunstner er kendt for at reagere prompte på tidens tendenser med stykker, som både tematisk og formmæssigt endevender de udfordringer, vi som samfund står overfor. Death Positive er ingen undtagelse. Her udforsker hun sammen med Gorkis ensemble selve den pandemi-krise, vi befinder os i, med udgangspunkt i de erfaringer, folk gjorde sig under nedlukningen af samfundet. Den pludselige konfrontation med sygdom og død har i mange lande ført til en følelse af kontroltab hos befolkninger og regeringer, og den tilstand udfolder og undersøger Ronen.
Også på den alternative operascene Neuköllner Oper har man vendt sig mod krisen som tema. Lost er en “klaustrofobisk huskoncert” baseret på den romantiske komponist Franz Schuberts sidste store komposition Svanesangen og komponist og instruktør Richard Wagners undergangsfantasi. Og på det uafhængige teater- og dansehus SophienSaele har man skudt sæsonen i gang med festivalen “Risk and Resilience”, i hvilken publikum inviteres til at reflektere over, hvordan kunstnerisk, psykologisk og politisk modstand kan se ud i 2020. Målet er intet mindre end at finde frem til en måde, hvorpå man kan “blive stærkere i krisetider” – og hvilken rolle vores sociale position i samfundet spiller i den sammenhæng. Oven i hatten udforsker festivalen transpersoners rolle i den feministiske debat og visioner for migrationfamiliers fremtid.
Som sådan er der altså ikke noget nyt på tapetet i de berlinske scenekunsthuse. Og alligevel fornemmer man en næsten endnu mere ukuelig trang til at udtrykke sig politisk og sætte den kaotiske tid, vi lever i, under lup og til debat. COVID-19-krisen har sat en fed streg under problemstillinger som social ulighed, migration og en kapitalisme, der er ude af kontrol. Og naturligvis lader tyske teaterkunstnere ikke det momentum gå deres næse forbi. Som den kunstneriske leder af danseteatret Hebbel Am Ufer Annemie Vanackere har udtrykt det:
“Det handler om at skabe et
sammenhold, selvom vi ikke kan være fysisk sammen på samme måde som tidligere.
Qua denne krisesituation kan der netop opstå en ny form for teater og en ny
solidaritet “.
Teatret skal mutere
Også når det kommer til at udforske nye, digitale udtryksmåder, har tysk teater fingeren på pulsen. Ikke overraskende er de mest eksperimenterende og innovative eksempler på “Corona-formater” at finde på den uafhængige scene. Og netop Hebbel Am Ufer var et af de første scenekunsthuse til at etablere en online-scene, da de lancerede festivalen Spy On Me #2 – Artistic Manoeuvres for the Digital Present. Festivalen viste værker, som eksperimenterede med digitale, interaktive installationer og events, som undersøgte effekterne af den digitale transformation, der finder sted i disse år. HAU kunne også præsentere en tre episoder lang web-serie af fakkelbærerne inden for digitale formater; det britiske performance-kollektiv Forced Entertainment.
Som det eneste teater i Berlin har HAU valgt permanent at indrette en af deres tre scener efter den usædvanlige situation, teatret befinder sig i med Corona-restriktionerne. Inspireret af Paul Preciados essay Learning from the Virus har man taget det radikale valg at fjerne samtlige stole i salen. I essayet skriver Preciado, at hvis vi vil “modstå fristelsen for at ligge under for virussen, må vi mutere ligesom den”. I den ånd vil HAU redefinere teatrets rum uden at det konstant skal minde publikum om Corona-reglerne. “Vi vil skabe et miljø, som ikke går tilbage til den “gamle normal” – vi kan alligevel ikke skrue tiden tilbage. Vores indretning af HAU3 udtrykker den transformation”, har Annemie Vanackere udtalt.
Vi er alle nybegyndere
Mediekunstneren og performeren Fabian Raith er en anden af krisetidens gennemtrængende stemmer i tysk teater. Han har længe arbejdet med, hvad han kalder den “teatrale digitaloffensiv”, og for ham var den spillefri periode i foråret og sommeren en ideel mulighed for at udvikle nye formater. Raith ser sågar et nyt potentiale for at engagere publikum og gøre dem til aktører i forestillinger – særligt med for teatret uvante platforme som fx Smartphones. “Det gode er, at ingen rigtig ved, hvordan den form for teater fungerer – vi er alle nybegyndere. Derfor har vi chancen for at udvikle noget nyt sammen”, udtalte han i et interview med en tysk avis.
Også i Tyskland stiger smittetallene, og mange ser med bekymrede miner på vinteren og dens betydning for scenekunsten. Men der skal mere end en pandemi til at tage brodden af tysk scenekunst. Og kommer der en ny nedlukning af samfundet, er det sikkert, at teatret vil komme yderligere til udfoldelse på digitale platforme. Hvad end der sker, har vi endnu ikke set de fulde kunstneriske konsekvenser af krisen.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
Mediesamarbejdet er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Læs mere om det her
