Køn må vist stå som temaet for meget af efterårssæsonen 2020. Husets Teater og Odense Teater spiller også ind med en særdeles velspillet og sprogligt legende runde med tabuer og gråzoner mellem mænd og kvinder.
”Se på mig, når jeg taler til dig”. Sådan taler vi mest til vores børn, og netop barn-forældrerelationen er krumtappen i den norske debutant Monica Isaktuens særdeles veldrejede tekst om det grumsede landskab mellem mor/søn, far/datter, kvinde/mand indrammet af de to mest skelsættende livsbegivenheder fødsel og død.
Legende sprog
Monica Isaktuen er ikke uden litterær pondus, men har et forfatterskab af både prosa og poesi bag sig. Andet ville også være overraskende, for sjældent oplever man vel trods alt et første forsøg så sikkert struktureret og samtidig sprogligt legende i temaer af aktuel og eksistentiel relevans. Ordene flyder veloplagt ud og ind imellem hinanden, mens de prikker, snuser og borer i gråzonerne mellem ”omsorg og overgreb”, som teatret selv formulerer det. Alt det, vi sjældent siger højt, fordi det ikke harmonerer med vores kulturelle billede af forholdet mellem børn og forældre.
Den seksuelle attraktion, hvad enten det er sønnen, der tænder mor ved at sutte på brystet, eller far, der i en stille nattestund bliver tiltrukket af den næsten-voksne datter. For slet ikke at tale om alle de fantasier, forældrene har om sønnen som voldsmand og datteren som offer – og Lolita-figur. Lidt mere spændende, synes jeg nu næsten, det er, i sekvensen, hvor mor rusker den urolige ”lillemand” og far forsøger at skifte datterens ble på behørig afstand. Her er næsten mere på spil overgrebsmæssigt end i de forestillede voldtægtssituationer, der trods al hyperaktuel relevans også næsten bliver kliche-reproduktioner af det såkaldt ”mandlige” og ”kvindelige” på bagkant af #metoo-bevægelsen. Vi rusker i ur-suppen af følelser og overskridelser, som de er overleveret fra Ødipus, Elektra og deres formidler Freud.
To dygtige skuespillere
Peter Dupont Weiss har instrueret denne pas-de-deux med knusende timing og en fin sjat ironisk humor, der især kommer til udtryk i de ikoniske vuggeviser, far og mor distræt synger, og slagerne Mor er den bedste i verden og Giftes med farmand, der rammer de to halvdele ind. Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll grovæder teksten, dufter til den, vender den på tungen, nyder saligt en bid for derefter at spytte den næste ud i hovedet på hinanden. De spiller så overlegent, og alligevel så friskt, nærværende og sanseligt, at både barnet, den trætte mor og den famlende far står lysende klart for os, mens alt det usagte pibler ud af deres lystne munde.
Det er en fornøjelse at se to så gode spillere løfte hinanden og en tekst, der nok har fingeren på en variant af krænkelsespulsen, men som også bliver mig en smule skematisk og meget, meget kulturbunden. Er vi virkelig stadig der, hvor fædre mentalt ligger med haglgevær bag hækken for at vogte ynglens dyd? Jeg synes ikke helt, teksten river sig fri af de kulturelle kønsklicheer, om end dens klare tale og lyst til at gå i kødet på de temaer, der netop ikke har klare svar og konturer. Se på mig når jeg taler til dig er en virkelig gedigen forestilling med to usædvanligt gode skuespillerpræstationer.
Læs mere om forestillingen her.
