Instruktør Anne Barslev har skabt en fantastisk vellykket feministisk version af Rossinis Askepot til Den Fynske Opera, der dekonstruerer både værk og genre. Operaen er skåret ind til benet og dens absurditet er udstillet med lige dele intelligens og humor.
De fleste kender til eventyret om Askepot, hvor en ung kvinde opstiger fra kummerlige kår til prinsens smukke slot. I Rossinis operaversion er flere ting dog vendt på hovedet, og de magiske elementer taget ud. Den evigtgode Askepot, der hedder Angelina, bliver stadig plaget af sine to forfængelige stedsøstre. Til gengæld har hun ingen ond stedmor, men en sølle, fordrukken stedfar, der kontrasterer sit ellers imponerende navn, Don Magnifico. Den gode fe er byttet ud med kloge filosof Alidoro, der også agerer prinsens mentor. Glasskoen er erstattet af et armbånd, og der er desuden tilføjet en god mængde forklædninger – et af operakomediens vigtigste virkemidler – hvor prinsen og hans allierede gang på gang manipulerer Askepot og hendes familie.
Publikum tvinges til at tage stilling
Fortællingen reproducerer i høj grad gamle kønsstereotyper, hvor kun den dydige, pæne pige løber med kærligheden, og i Rossinis version især er hun konstant omgivet af mænd, der synes at styre hendes skæbne. Denne problematik har Anne Barslev valgt at trække frem med groteske, vulgære midler, så publikum tvinges til at stilling i stedet for blot at læne sig tilbage og nyde.
For musikken er vanvittig skøn. Ja, faktisk bliver den særlige sangstil hos Rossini og hans italienske komponistkollegaer kaldt ‘bel canto’, som kan oversættes direkte til ‘skønsang’ og kendetegnes ved virtuos vokalakrobatik og teknisk krævende koloraturer: triller, skalaer og ekstravagante nodekaskader, der flyver i alle retninger. Musikken fra bel canto-operaerne er faktisk ofte blevet beskyldt for at tage publikums fokus fra problematiske handlinger, hvor heltinderne dør på stribe eller bliver sindssyge. Men netop musikhysteriet underbygges på scenen hos Barslev til det ekstreme. Hun stikker desuden et par dramaturgiske kæppe i hjulet undervejs ved operaens elskede ensemblesteder, hvor sangerne pludselig afbrydes af Peter Møllerhøj, som rejser sig fra klaveret i spotlys – “Hej, jeg hedder Peter!” – og giver publikum alt fra centrale oplysninger om handlingen til psykologiske analyser.
Askepot-komplekset
Vi bliver undervejs præsenteret for Askepot-komplekset, som den amerikanske forfatter Colette Dowling formulerede i start-80’erne om kvinders skjulte frygt for selvstændighed og ønske om at blive reddet af noget udefra – en kendsgerning, som stadig er relevant for mange af nutidens kvinder, og som dermed cementerer Askepot-figurens relevans i dag: “Askepot-komplekset lever i bedste velgående, både skjult og udskammet, for hvem står ved, at de fralægger sig ansvaret for deres eget liv? Hvem vil indrømme, at de bare ligger på gulvet og drømmer om at blive reddet af en mand?”
Allerede fra start bliver vi gjort opmærksom på de mange modstridende krav og forventninger, kvinder bliver mødt med i dag, når bassanger Jesper Buhl præsenterer en dansk version af Camille Rainvilles virale #MeToo digt, Be a Lady They Said: “Du ser afmagret ud. Du ser syg ud. Spis en burger. Mænd kan li’ kvinder med noget kød på deres knogler. Vær lille. Vær let. Vær petite. Vær feminin.” Digtet sparker det instrumentale forspil i gang og derefter indtager Buhl sin rolle som den usympatiske drukkenbolt Don Magnifico med rød næse, vinflaske og en vibrato, man kan sjippe i.
LÆS OGSÅ: Nye ledere udpeges til Den Fynske Opera
Fyldt med musikalsk vellyd
Til Barslevs iscenesættelse har Gøje Rostrup skabt en moderne scenografi, der er enkel og skarp, og ligesom fortolkningen er intet er gemt væk. Scenen er helt åben og publikum kan altså følge sangerne, der bevæger sig rundt på bagscenen i halvt kostume. Der står en bemærkelsesværdig lille, højtløftet scene midt i det store, moderne teaterrum med hældende parketgulv og en slidt sofa. Og alt er lyst op af kolde, kunstige lysstofrør, som i en gymnastiksal.
Netop kunstigheden er personificeret hos de to selviske og konkurrerende stedsøstre, Tisbe (Sidsel Eriksen) og Clorinda (Mette-Maria Øyen), der også forsøger at overgå hinanden i musikalsk vellyd. De er tydeligvis produkter af et destruktivt kvindeimage på grænsen til det groteske: Smil, der er så fake, at de sidder fast. Bryster og baller, der bogstavligt talt pustes up af en stor larmende kompresser foran publikum. Stramme, metallic nederdele, hvide buffaloes, platinblonde parykker og billige guldsmykker, der alt sammen skal tiltrække mændenes blikke og berøring. Og selv deres far holder sig ikke tilbage.
Som kontrast er Askepot tilbageholden, indadvendt og yndig i sin tilknappede kjole. Hun synger bare længselsfuldt om en prins, der engang blev forelsket i en helt almindelig pige. Noget usædvanligt valgte Rossini at skrive hovedrollen til en dyb kvindestemme – en kontraalt eller mezzosopran – og altså ikke den traditionelle lyse sopran, som en prinsesse ellers skal synes at synge. Emma Oemann er en skøn Askepot med en varm, blød mezzo og en lethed, der klæder rollen rigtig godt. Oemann skal ellers igennem lidt af hvert, og må fremføre sin ikoniske finalearie i skyhøje røde lakstøvler (produktionens glassko/armbånd), mens hun bliver afklædt af sin sultne prins. Ja, for Askepot går igennem en udvikling, og må også stille sig op som fantasiobjekt til prinsens bal som en blanding af Disney-prinsesse og Playboy-bunny.
Humor og dystre kønsproblematikker
Hun får også sin prins til sidst. Prins Ramiro synges af Mathias Hedegaard med musikalsk charme og scenisk nærvær – rørende vokallinjer, der smelter sammen med Askepots i deres første duet og imponerende høje C’er i hans komiske støvlearie i anden akt. Samtidig kan han ikke styre sine lyster og glor uhæmmet på samtlige kvinders kroppe, hvilket bryder illusionen om den gode, trofaste Prins Charming. Faktisk er han på mange måder en passiv helt, for det er hans gamle tutor Alidoro, der finder Askepot til ham og hans tjener Dandini, der tester hendes kærlighed. Den hoftesvingende, glimmerhandskebærende tjener synges af Thomas Storm med store armbevægelser og en svulstig barytonstemme, og Jesper Brun leverer sin multi-rolle som Alidoro med musikalsk elegance og perfekt komisk timing.
På trods af operaens dystre kønsproblematik, så er Askepot nemlig en komedie. Barslev giver også humoren et ekstra skub på vejen ved at skrue helt op for det overdrevne, uventede og groteske. For når absurditeterne fremstilles på sådan en måde, som de gør her – og kulminerer i operaens finale, hvor det stikker helt af med afhuggede kropsdele, penisdans og skidestillinger – så bliver publikum netop nødt til forholde sig til det, de ser og hører på scenen.
Askepot er virkelig en forbløffende modig og progressiv forestilling med humor, vanvid og glimrende sangpræstationer oveni.
Læs mere om Askepot her.
Denne anmeldelse er en del af ISCENEs fokus på Opera med unge stemmer, der er støttet af Augustinusfonden.
