Del

Hvordan ser situationen ud for de frie scenekunstnere og kompagnier, som turner internationalt, her midt i en pandemi med skiftende rejseforbud? Hvilke negative og positive konsekvenser kan pandemien få for international udveksling i fremtiden?

ISCENE.dk har talt med tre aktører på området, der blandt andet peger på, at hjælpepakkerne stadig har huller og at aflysningerne rækker ind i foråret, men også at situationen skaber nye samarbejder både internationalt og i det danske miljø.  

Samlet Task Force

Tilbage i marts samlede en række scenekunstorganisationer sig i TASK FORCE i et forsøg på at synliggøre de forhold i branchen, der ikke blev imødekommet af de første hjælpepakker. “For at bevare et rigt og diverst scenekunstlandskab på den anden side af undtagelsestilstanden, er et solidarisk fokus vejen frem. Kun sådan sikrer man et post-corona-samfund med en mangfoldighed af kunst, som rækker ud over sociale klasser og når mange grupper i samfundet”, skrev TASK FORCE dengang i et åbent brev til kulturministeren. 

Der blev lyttet og rettet til, men her ni måneder efter er der stadig huller i hjælpepakkerne til det frie, kunstneriske felt. Pandemien betyder blandt meget andet lukkede grænser og rejsebegrænsninger, hvilket medfører massive aflysninger af internationale turneer både ind og ud af landet. Danmark har i perioder været risikoområde, og enkelte lande har sideløbende lukket for indrejse af danskere. Det har medført en meget begrænset og primært national baseret turnévirksomhed, og den status ser ud til at række ind i næste halvår også. Det betyder tabt fortjeneste for de turnerende kompagnier, og omsætningstab og afholdte omkostninger kan sjældent dækkes fuldt ud. 

Festivalerne mangler 

Karen Toftegaard, der blandt andet er international producent på CPH Stage og i denne sammenhæng udtaler sig på vegne af TASK FORCE, bekræfter, at den internationale turnévirksomhed ligger meget stille for tiden og risikerer at blive mærket af situationen i lang tid fremover, fordi det ikke er muligt at vise forestillingerne på festivaler som Edinburgh Festival Fringe, hvor de typisk starter deres turnéliv. Hun uddyber: ”Hele det opsøgende salg, der sker på festivaler, og ved at programlæggere ser forestillinger for at købe dem, er også stort set stoppet. Det tager mange år at opbygge netværk, viden og ekspertise til at arbejde internationalt – og når meget af det arbejde er sat på pause, kan det få meget langtrækkende konsekvenser flere år fremover”.  

Karen Toftegaard remser kompagnier med stor egenindtjening som Between Music, Paolo Nani, Don Gnu, Hotel Pro Forma og flere fra børneteatermiljøet op, da jeg spørger til, hvem der har lidt særligt under den manglende turnévirksomhed og muligheden for at sælge nyt på festivaler. 

Jannik Elkær, kunstnerisk leder på Don Gnu, fortæller, at kompagniet i foråret måtte rykke alle internationale aktiviteter og blandt andet aflyse turneer med 7 forskellige forestillinger i 9 lande. Kompagniet tabte dermed omsætning på 1.300.000 kr. fordelt på bevillinger, nationalt og internationalt salg, og deres sæson 19/20 endte trods massive omkostningsreduktioner og en delvis lønkompensation med et nettotab på 263.343 kr. I sæson 20/21 har de kunnet gennemføre turné i Danmark, men de planlagte internationale aktiviteter blev atter rykket. Det giver foreløbig et bruttotab på kr. 360.000, hvilket svarer til 12% af kompagniets årsomsætning, og rammer kompagniets overskud hårdt. Det marginale overskud financierer kompagniets drift, så ”vi ikke bare er projektansatte, men kan drive et fuldtidskompagni hele året, som den slags turnévirksomhed, vi arbejder med, kræver”, pointerer Jannik Elkær.  

”Vi kom igennem med skindet på næsen”, siger Jannik Elkær, der også oplever ”at myndighederne prøver mange ting for os”, men at ” alle fumler sig frem”, og at ”kommunikationen ikke altid er klar”. Han har forståelse for, at det er kompliceret at lave regler for den kunstneriske ”kludetæppemåde at stykke økonomien sammen, hvor vi først tjener pengene på en indsats året efter”, men peger også på, at man måske kunne optimere processen omkring hjælpepakkerne, fx den obligatoriske revisorpåtegning af ansøgningerne: ”Er det nødvendigt med en revisor til hver enkelt kompagni eller kunne myndighederne måske have en fast egen revisorinstans?” Revisorassistance af den ene eller anden art bliver der brug for, da Don Gnus turné til Finland i foråret 2021 også er blevet aflyst af arrangørerne, der på grund af usikkerheden satser på det nationale i stedet. 

international turne AS I COLLAPSE
AS I COLLAPSE, Recoil Performance Group. Foto: Søren Meisner.

Nye takes på at arbejde internationalt

Chefkonsulent Ane Alsløv i Slots- og Kulturstyrelsen, der blandt andet administrerer Projektstøtteudvalget for Scenekunsts (PUS) bevillinger til internationale aktiviteter, har også registreret de mange ændringer og udsættelser af internationale aktiviteter, men ser ”også eksempler på grupper og enkeltkunstnere, som lykkes med at komme afsted i de perioder, hvor grænserne åbner sig og det internationale arbejde er muligt igen, om end for en kort stund”. Hun peger på, at de internationalt orienterede kompagnier har ”en stærk vilje til at planlægge langsigtet, og måske er en af de positive ”bivirkninger” af pandemien, at der også udvikler sig et nyt mindset omkring, hvad det vil sige at arbejde internationalt uden at rejse lige så meget, og nye takes på, hvad det vil sige at arbejde bæredygtigt internationalt – ikke blot klimamæssigt og økonomisk, men i allerhøjeste grad også rent menneskeligt”.

Karen Toftegaard ser også visse positive konsekvenser i situationen, fordi der måske er en større åbenhed for at udvikle nye, internationale samarbejdsformer, fx i form af nye, digitale formater, der også er blevet meget aktuelle i Danmark. Hun nævner som et dansk eksempel Recoil Performance Group, der udviklede den digitale performance AS I COLLAPSE. Den havde premiere på CPH STAGE Virtual International Days i maj 2020 og kom herfra videre til den brasilianske festival Porto Alegra am Cena. 

”Denne nye digitale praksis er noget, der sker sideløbende med det fysiske livenærvær. De stærke live forestillinger forsvinder ikke – men det gør nye digitale genrer inden for scenekunst heller ikke. For når vi kan lægge Corona bag os, så står vi stadig midt i en klimakrise, hvor der er brug for mere bæredygtige måder at arbejde internationalt på”, siger Karen Toftegaard, idet hun også peger på, at digitaliseringen åbner andre perspektiver i det internationale samarbejde, for ved at gøre ”værker tilgængelige for mange fra forskellige kulturer, så kan man ikke tage de samme nationale hensyn, som man kan når man kun viser en forestilling til et bestemt publikum i en bestemt national kontekst”. 

Ane Alsløv peger også på støtte til digitale alternative mødeformer som en af de muligheder, styrelsen kan tage i brug: ”For eksempel har de danske kunstnere og kompagnier, som udvalget (PUS, red) har udpeget til at deltage i CINARS, lige deltaget i den digitale CINARS WEB, som jo ganske vist er noget andet end at være fysisk til stede, men som alligevel har givet muligheder for at møde internationale kolleger og ikke mindst en anledning til at man begynder at tænke i en digital understøttelse af det kunstneriske arbejde”, fortæller hun, mens ”andre af udvalgets besluttede indsatser er udskudt til næste år som en naturlig konsekvens af pandemien”.

rocky international turne
Fix&Foxys Rocky er også blandt de aflyste turnéforestillinger. Foto: Henrik Ohsten.

Det er dyrt for det mentale klima ikke at flytte sig 

For Jannik Elkær er ”honorarer til webinarer ikke nok” og en digital festival langt fra det samme som en fysisk, så han håber, det bliver muligt at gennemføre Edinburgh Festival Fringe i 2021. ”Grundværdien i scenekunst er det levende, det nærværende, at være til stede, så det giver ikke mening at digitalisere alt, selvom nogle selvfølgelig godt kan skabe interessante rum, men så skal man bevæge sig over i spilindustrien”, mener han, der hellere så et økonomisk sikkerhedsnet under de reelle udgifter, når udenlandske aktiviteter aflyses. ”Ellers risikerer man, at den internationale udveksling helt stopper”, siger han og insisterer på ”det levende møde, det live, at flytte sig fysisk, for det er dyrt for det mentale klima ikke at flytte sig”.

Karen Toftegaard er på samme spor: ”Vi skal passe på ikke at miste den internationale kunstneriske praksis og forretningsmodel. Der er brug for hjælp til kompagnier med en stærk international profil”, siger hun og peger også på udvekslingen den anden vej: ”Samtidig ligger risikoen for at importere internationale forestillinger til Danmark primært hos dem, der præsenterer dem. Det vil sige, at når festivaler præsenterer internationale forestillinger eller agenter har arrangeret landsdækkende turnéer for internationale kompagnier i Danmark, så ligger risikoen og det økonomiske tab udelukkende hos dem. Det ville være godt, hvis der var en slags underskudsgarant, hvor man som dansk aktør har mulighed for at kunne dække et symbolsk beløb til samarbejdspartnere og lidt af de udgifter, man selv har haft”. 

Fair fronttrop eller resigneret mellemgruppe?

Hun peger her på det forhold, at scenekunstgrupperne i visse tilfælde kan få lønkompensation, når de udbetaler kontraktmæssigt aftalt løn til kunstnere, der er booket til aflyste forestillinger, men det gælder ikke for ansatte uden dansk CPR-nummer. Karen Toftegaard mener, at det netop er i krisesituationer, man skal reflektere over sin ageren og tænke frem på det, der kommer efter krisen. ”… netop fordi Danmark er et relativt privilegeret land, er det væsentligt, at vi også kan opføre os fair over for de internationale samarbejdspartnere, vi har. Det gælder både internationale enkelt-kunstnere på danske produktioner og de internationale kompagnier, som vi er nødt til at aflyse turnéer med i Danmark”, siger hun. Et overset aspekt i hele økonomidebatten er ifølge hende, at ”… at flere udviklingslande er afhængige af vestlige internationale samarbejder for at kunne eksistere. Så mens det for danske kompagnier er virkeligt svært, så er det for nogle festivaler og kunstnere i især udviklingslande direkte fatalt”.

Karen Toftegaard peger altså som Jannik Elkær på, at aflysningerne ikke kun handler om tabt fortjeneste, men også om tab af værdier i de internationale samarbejder. Værdier, der ”er med til at åbne vores øjne for andres virkeligheder. Dermed handler det internationale arbejde ikke kun om, at det er en forretning og en kunstnerisk udviklingspraksis for kunstnere. Det har også en kæmpe værdi for publikum at får udvidet deres tolerance og empati med andre kulturer – gennem kunsten”, siger hun og spørger retorisk, om vi vil være ”fair fronttrop eller resigneret mellemgruppe” eller noget helt tredje i vores fremtidige internationale samarbejder. 

Der er stadig brug for TASK FORCE

Det internationale samarbejde vil formentlig fortsætte i en eller anden form.  ”Langt hen ad vejen har det internationale udsyn ikke ændret sig markant som følge af pandemien – i hvert fald ikke endnu – i de ansøgninger, som Projektstøtteudvalget for Scenekunst modtager”, siger Ane Alsløv og uddyber: ”Arbejdet med planlægning af internationale turneer er langsigtet. Det tager år at få skabt de rigtige kontakter og få stablet de helt rigtige kontakter og netværk på benene for ikke at tale om en egentlig turné. Så selvfølgelig modtager udvalget ansøgninger om internationale turneer, som har været i støbeskeen i lang tid. Og nogle får tilskud i håbet om, at de – måske med forsinkelser eller i ændret form – vil kunne gennemføres”.

Sammenslutningen af scenekunstaktører i TASK FORCE viste sin styrke i starten af pandemien, men vil fortsat også være et vigtigt forum for også det internationale arbejde, siger både Jannik Elkær og Karen Toftegård. Hun mener, at sammenslutningens helt store styrke er, at ”den samler forskellige fagligheder og forskellige stemmer fra hele det frie felt. Dialog, videndeling og research er grundstammen i samarbejdet. Det er måske i det hele taget en god idé at samle stemmerne en gang om måneden, fordi det klæder de forskellige aktører på til at se, hvor udfordringerne reelt ligger og hvad man kan gøre konstruktivt. Jannik Elkær peger ligeledes på at, ” Det positive er, at vi taler meget mere sammen og det kan bruges til at tale hinanden op”. 

I forhold til det internationale område mener Karen Toftegaard, at det især ”har været konstruktivt, når vi har set på hvordan man gør det i andre lande. Fx blev det i en research tydeligt, at både Sverige, Finland og Norge enten har indført eller har taget de første trin til at støtte de tab, som kompagnier og kunstnere har tabt i deres internationale arbejde”. 

Jannik Elkær ser et politisk aspekt i TASK FORCE i form af ”langt større opbakning til hinanden og scenekunstens stemme”, som kan medvirke til at tale vigtigheden af scenekunsten op. ”Den er også blevet tydeligere for mig selv, at mærke, at det vibrerer i kroppen igen, når man træder ind i en sal igen og ikke kun er foran en skærm. Vi er sociale dyr og har brug for at være nær hinanden”, siger han og nævner atter, at rejser på tværs af verden måske ikke er så godt klimamæssigt, ”men klimamentalt er det sundt at dele over grænser – at komme ud af sin egen klokke”.  

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst

TASK FORCE består af scenekunstorganisationerne: 
  • Udviklingsplatformen for Scenekunst ved leder Mikkel Harder og souschef Aline Storm
  • Performing Arts Platform ved daglig leder Charlotte Mors
  • De Frie Koreografer, repræsenteret ved kunstnerisk leder for Gazart Tali Rázga
  • Uafhængige Scenekunstnere, repræsenteret ved koreograf og kunstnerisk leder for SVALHOLM Nønne Mai Svalholm
  • Projektcentret i Dansehallerne, projektleder Anne Mai Slot Vilmann og administrator Patrick Ian Renton
  • Brancherådet for Scenedans, repræsenteret ved kunstnerisk leder for Don Gnu Jannik Elkær
  • Scenekunstproducenter i Danmark:
    • Lene Bang Henningsen, Lene Bang Org./medstifter af Scenekunstproducenter i Danmark
    • Karen Toftegaard, WILDTOPIA/medstifter af Scenekunstproducenter i Danmark
    • Sigrid Aakvik, Between Music/medstifter af Scenekunstproducenter i Danmark.