Kizzy Matiakis, solodanser ved Den Kongelige Ballet, kan krone en flot karriere med dansk teaters ældste eksisterende scenekunstpris, Teaterpokalen, som uddeles af Foreningen Danske Teaterjournalister.
I november dansede Kizzy Matiakis, solodanser ved Den Kongelige Ballet, sin sidste forestilling på Det Kongelige Teaters Gamle Scene for at gå på barsel og siden pension. Foreningen Danske Teaterjournalister har stemt sig frem til at give hende prisen for to store opgaver i det forgangne teaterår, henholdsvis titelpartiet i balletten Blixen og rollen som heksen Madge i Sylfiden.
Alternativ prisoverrækkelse
Den traditionelle prisoverrækkelse måtte i år finde sted på en lidt anden måde, end den plejer, på grund af forsamlingsforbudet. Berlingskes danseanmelder Vibeke Wern overrakte derfor Teaterpokalen til den højgravide Kizzy Matiakis i sidstnævntes have på Amager.
I motiveringstalen kaldte hun kaldte hende ”en unik og meget alsidig danser med et enormt dramatisk talent (…) Det kom til fulde til udtryk i din både teknisk og dramatisk imponerende præstation som Karen Blixen i helaftensballetten Blixen, hvor du med dit fint nuancerede og intense dramatiske udtryk så sublimt gav karakter til både den unge forelskede kvinde og den karismatiske aldrende forfatter. Gribende viste du os Blixens styrke, skrøbelighed og sorg. Du er en sand storyteller med din krop.”
Om den dramatiske rolle som heksen i August Bournonvilles balletklassiker Sylfiden lød det:
”Magde er en rolle, som har været danset af store stjerner op gennem ballethistorien. Du formåede at give Madge dit helt eget spændende personlige og forførende udtryk med erotisk undertone og en fin anelse af fordums skønhed og sensualitet hos den ellers uskønne og hævngerrige kvinde.”
Med prisen modtog Kizzy Matiakis 50.000 kr. samt Teaterpokalen, en sølvskål udført af sølvsmed Manuel Sjødahl.
Teaterkatten til Maria Vinterberg
Foreningen Danske Teaterjournalister uddelte desuden i ugens løb sine to andre årlige priser. Instruktørprisen Teaterkatten gik til Maria Vinterberg for iscenesættelsen af Samuel Becketts absurde klassiker Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.
ISCENEs anmelder Anne Liisberg talte for Vinterberg og sagde bl.a.:
”Teksten talte i Corona-efteråret direkte ind i vores kollektive oplevelse af meningsløshed, men forestillingen hævede sig langt over denne association i din karakteristiske, rasende rytmiske og fysiske iscenesættelse, der med melankoli, mild og voldsom fortørnelse og hysterisk humor genfødte denne nærmest genre-emblematiske tekst til et kammerspil i desperat særklasse.”
Maria Vinterberg modtog 25.000 kr. samt sølvsmed Manuel Sjødahls lagkagekniv i sølv, som traditionelt følger med prisen.
HiLS DiN MOR fik Initiativprisen
Initiativprisen gik til LGBT+-teatret HiLS DiN MOR, som fik tildelt prisen af Morten Hede, teateranmelder ved Jyllands-Posten og Teateravisen.
“I forebygger diskrimination ved at nedbryde tabuer om seksualitet og kønsidentitet og stille de spørgsmål, vi andre ikke tør stille. Når vi ser jeres forestillinger, rykker vi sammen i bussen. Vi får øje på lighederne og ser stort på forskellighederne,” sagde han og fortsatte:
“I har vist, at LGBTI+-ungdomsteater ikke er teater for en snæver målgruppe, men nødvendigt og oplysende teater for folket. I laver teater for alle – for unge og gamle, for homoer og heteroer, for ham, hende og hen.”
Med Initiativprisen prisen følger 15.000 kr.
Videooptagelser fra alle tre prisoverrækkelser kan ses på Foreningen Danske Teaterjournalisters Facebook-side, som du finder her.
Talerne til alle tre prismodtagere kan læses her.