Et år inde i corona-pandemien udkommer den danske scenekunst stadig, selvom de fysiske bygninger, hvor publikum normalt oplever den traditionelle scenekunst, er lukket. I stedet har publikum fået teater på en ny digital scene. Ligesom antallet af lockdowns er vi også i anden bølge af det nye format, som vi på ISCENE har valgt at kalde ’digitalt teater’.
Jeg var selv en af dem, der i foråret 2020 blandt andet så alle Coronamonologerne fra Østerbro Teater og Karantæne fra Det Kongelige Teater. Online værker, som afspejlede den virkelighed og tidsånd, hele verden var blevet tvunget i.
Her kunne teatret pludselig rykke hurtigt og udkomme med værker på en ny platform. Teatrets ånd levede videre på skærmen. Nye formater, nye måder at nå publikum på. Fonde begyndte at skyde penge efter kunstnere, der kunne skabe nye oplevelser til et nedlukket land. Oplevelser, der viste sig at være en stor efterspørgsel på.
”Der var over 500.000 views på Coronamonologerne i første lockdown. De monologer faldt på et tørt sted, det var der ikke nogen tvivl om,” siger Emmet Feigenberg, direktør for Østerbro Teater. Ligesom resten af landets teaterchefer stod han i marts sidste år i en uventet historisk situation. Alle var tvunget til at blive hjemme, så hvordan kunne man som teater stadig holde kontakten til sit publikum? Det blev til Coronamonolgerne, som teatret selv kaldte ’virtuelt teater’, med en række korte monologer, filmet af skuespillerne selv.
Mange, nye initiativer
Østerbro Teater var ikke de eneste, der forsøgte sig med at udkomme på nettet. Det Kongelige Teater var også hurtige til at lave streamingtjenesten KGL Xtra. Aarhus Teater forsøgte med Alt er umuligt at lave interaktivt, online teater, hvor afgangseleverne fra DDSKS live spillede fra hver deres lejlighed, og publikums skærm blev til deres scene.
Et format blandt andre Teater V i Valby også eksperimenterede med. De lancerede platformen Future V, hvor værket Safe Space blev præsenteret som et ’Digidrama’.
På den anden side af sundet livestreamede Malmø Opera deres forestillinger fra deres teaterscene på nettet til et betalende publikum. En metode bl.a. Aalborg Teater efterfølgende også har brugt, men hvor billetten til gengæld var gratis.
Adskillige formater
Et andet eksempel er audiowalks, som både BaggårdTeatret i Svendborg og kunstnergruppen Ømme lægge arbejdede med. Sidstnævnte med vandrepodcasten GÅ SE GANG, hvor den visuelle oplevelse på en skærm, blev erstattet af virkeligheden omkring Nørrebros Runddel i København.
Senest har Sydhavns Teater skabt det digitale værk Luna Seconda, der med egne ord er et format de kalder ’Cinematisk Scenekunst’.
Se trailer fra Sydhavn Teater her.
Cinematisk scenekunst. Filmet teater. Online scenekunst. Virtuelt Teater. Audiowalks. Vandreteater. Digidrama. Livestreamet teater. En ny genre inden for den danske scenekunst er født, men kært barn har stadig mange navne.
Som film og hørespil?
Der er et allerede et rigt udbud af digitale fortællinger på nettet. Ifølge DRs medieundersøgelse 2020 er danskernes medieforbrug af streaming på sit højeste nogensinde. Andelen af brugere på næsten samtlige online streamingtjenester er steget markant siden første lockdown. Det samme gælder for de sociale medier. Samtidig kommer nye spillere hele tiden til og markedet for online streaming er globalt set i voldsom vækst.
Her har teatrene kastet sig ind i konkurrencen med de medier, der allerede har været på streamingmarkedet længe. Men hvad er det, de danske teatre bidrager med af nyt, som onlineforbrugeren mangler? Hvordan adskiller det, de udgiver online, sig fra det, som vi kender fra Netflix eller YouTube? Hvad er det for nogle genretræk, som gør, at det ikke bare er endnu en film eller hørespil, men i stedet ’digitalt teater’?
”Jeg mener absolut ikke, at det er kortfilm” siger Karen Vedel, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab fra Københavns Universitet. ”Det er meget svært at sige noget generelt om alle de her nye formater. Men man kan sige, at selvom de bruger mange af de samme filmiske virkemidler som close up og direkte øjenkontakt, så er der en forventning om, at det indeholder noget performativt.”
Det performative element er nemt at få øje på i det fysiske møde med teatret. Her er et sanseligt, fysisk møde mellem performer og publikum. Online er det dog en helt anden snak, da mødet foregår gennem en skærm. Her har hvert teater tolket det performative element meget forskelligt.
Teatrets elementer på nye måder
”Man kan sagtens tage elementer af teatret og formidle det på andre måder.” Emmet Feigenberg er én af de teaterdirektører, der her i anden bølge har forsøgt at tage skridtet videre. Nu et år senere har hans teater har netop oprettet en ny, online streamingtjeneste med navnet Revolver play, som er en videreudvikling af formatet, de startede i foråret sidste år. ”Der var engang noget, der hed radioteatret og tv-teatret, så mediering af teater er ikke noget nyt. Men det skal have et eller andet af teatrets essens i sig”, siger Emmet Feigenberg.
På Revolver play har de nedsat nogle regler for, hvilke af teatrets elementer, de vil tage i brug til deres indhold. ”Det er historien, forfatteren og skuespilleren, der er i centrum. Det skal være korte og direkte formater, båret af én skuespiller. Vi forsøger ikke at efterligne det, en film kan give folk. Det er den menneskelige stemme og tekst, der kommer direkte fra dramatikeren. Det visuelle er noget, vi bygger ovenpå den tekst, der er”, forklarer Emmet Feigenberg. På den måde mener han, at hvis man arbejder med teksten på samme måde, som man gør på teatret, kan man se det litterære performative element i værket. På den måde er det digitalt teater og ikke bare en kortfilm.
”Filmens sprog er højt udviklet. Film er en visuel og meget redigeret udtryksform, hvor vores er mere ’unplugged’. Der er en umiddelbarhed og en direkte henvendelse til en tilskuer, som vi kender det fra scenekunsten.”
Tilskuer vs. publikum
Emmet Feigenberg bruger ordet ’tilskuer’, når han snakker om de personer, der ser Revolver plays online værker. Det er der ifølge Karen Vedel en grund til:
”Forskellen mellem, om man som modtager af en oplevelse er publikum og tilskuer, er, om man oplever det sammen med nogen. I det fysiske teater er vi sammen publikummer til oplevelsen på scenen, som vi deler med hinanden. Men online er vi ofte tilskuere, fordi det er en eneoplevelse.”
Det bygger på en grundlæggende forståelse af, at scenekunst er en kollektiv kunstart. At der er en interaktion imellem skuespiller og publikum alene ved begges tilstedeværelse i samme rum. Men den interaktion kan man stadig fingere online, mener Susana Tosca, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.
”Når vi taler om online scenekunst, så er der to centrale begreber. Det ene er ’liveness’ og det andet er ’presence’. ’Livesness’ er et begreb, der bruges, når vi har en fornemmelse af, at noget foregår lige nu sammen med andre mennesker. Det er nok det, der minder mest om normalt teater, af det vi har set i corona-tiden. Du kan se en skærm, hvor du kan se nogle skuespillere, men du kan også se andre publikummer, der oplever det her samtidig med dig”, siger Susana Tosca.
Mulighed for interaktion
Derfor mener Susana Tosca, at det stadig er muligt at være publikum og ikke bare tilskuer til en teateroplevelse online. Det er dog de færreste af de online danske værker, som udkom sidste år, der havde implementeret ’liveness’ i sit værk. I det overblik, vi her på ISCENE offentliggjorde i januar 2021, var kun 4% af alle forestillinger et format, hvor deltagerne havde mulighed for at interagere eller kommunikere med forestillingen eller hinanden undervejs. 96% af alle værker brugte ikke ’liveness’ som element, men det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke er online teater.
”’Presence’ derimod er, når ’liveness’-elementet ikke er til stede, men vi som tilskuer stadig har en oplevelse af at kunne interagere med værket i en eller anden form,” siger Susana Tosca. Her kan interaktionerne ligge uden for selve oplevelsen, og det er der ’presence’ eller ’co-presence’ kommer ind i billedet.
”Det kan for eksempel være et kommentarspor under videoen eller likes eller andet, der kan skabe et fællesskab om værket. Der er skabt potentiale for, at man som tilskuer føler, man er en del af noget, selvom alle ikke oplever det live samtidig,” mener Susana Tosca.
”Det format læner sig op ad andre online formater, vi allerede kender, som Zoom, Videoblogs eller Instagram Stories. Forskellen er, at det er en skuespiller, der fortæller historien og ikke en blogger, instagrammer eller en skolelærer.”
Øget produktionsværdi
”Vi gør mere ud af det nu. Der er en større visuel kunstnerisk bevidsthed og vilje omkring produktet”, siger Emmet Feigenberg om indholdet på Revolver play. ”Coronamonologerne handlede om corona-nedlukningen. De udsprang alle sammen af den situation. Det kan vi ikke nøjes med nu. Vi skal åbne for noget mere og større end det.”
Selvom Revolver plays værker hverken bruger elementer af ’liveness’ eller ’presence’, så er den digitale rejse med digital scenekunst kun lige begyndt for teatret. ”Et af vores opdrag er at tolke vores tid og handle på, hvad vi ser i verden. Lige nu kan man ikke komme i teatret, så provokeret af den situation, vi står i, har vejen til at udvikle digitalt været helt indlysende”, siger Emmet Feigenberg og tilføjer: ”Det er helt klart noget, vi vil fortsætte med at videreudvikle og eksperimentere med. Også når verden lukker op igen.”
Det synspunkt bifalder begge forskere. ”Vi kan virkelig se, at der sker noget med eksperimenteringen med onlineformater både herhjemme, men også i udlandet. Tidligere var det mest festivaler, der arbejdede med online tilgængeligt indhold, men nu elsker jeg, at jeg kan opleve ting fra for eksempel Berlin og Østrig hjemmefra. Online har det bare potentielt et meget større publikum og mange flere internationale perspektiver”, siger Karen Vedel.
Susana Tosca håber også, at teatrene fortsætter med at eksperimentere med online formater, når de fysisk lukker op igen. Hun har et ønske til det videre arbejde: ”Man skal inddrage publikum som en aktiv del af dramaturgien meget mere. Man kunne for eksempel, hvis det var live og online, lade publikum få en rolle. For eksempel hvis historien handlede om et mord, så kunne man under forestillingen ringe op til en af publikum, der så måtte spille med som morderen,” foreslår Susana Tosca og tilføjer: Det er ikke alle, der skal det, men det er et eksempel på noget konkret, man kunne gøre for at få meget mere liveness og publikumsinteraktion.”
LÆS OGSÅ: Hvor populært er digitalt teater? Interview med medieforsker Susana Tosca
Teaterstreamingtjeneste
Med udmeldingen om, at teatrene i en eller anden form, må genåbne for fysisk aktivitet fra den 6. maj 2021, kommer der muligvis til at ske en ændring for digitalt teater i Danmark. Noget indhold forsvinder måske på grund af rettigheder. Ligesom Coronamonologerne fra første lockdown ikke længere er tilgængelige.
For et element, vi ikke har set på endnu, er pris og økonomi. Indtil videre har størstedelen af teatrene selv stået for finansieringen af deres online indhold – enten via egen lomme eller med støtte fra fonde. Coronamonologerne blev gjort gratis tilgængelige for alle, ligesom størstedelen af digitalt teater i Danmark har været det sidste år. Emmet Feigenberg forsikrer om, at man har tænkt mere langsigtet i forbindelse med rettigheder og produktion af indhold til Revolver play. ”Det er derfor, vi opfordrer folk til at overføre 25 kroner på MobilePay til teatret, når de har set et værk. Det er ikke den endelige løsning for betaling, men også det økonomiske aspekt eksperimenterer vi med”, siger Emmet Feigenberg.
Modsat Netflix, hvor man har et månedligt abonnement og får meget indhold for pengene, så har teatrene ikke en fælles database med optagede værker. Rettighederne til scenekunst fungerer ikke på samme måde som en film, og ofte er der slet ikke tænkt filmoptagelser ind i kontrakterne med kunstnerne. Teater foregår normalt på en fysisk scene og kunstnerne har ikke nødvendigvis tænkt ind i værket, at det skal kunne filmes. Derfor er det svært at forestille sig en fælles dansk teaterstreamingtjeneste, som man vil kunne tjene penge på. I hvert fald som det er lige nu.
Teatrenes svar på Netflix
Både i Danmark og i udlandet har der tidligere været forsøg på at lave en streamingtjeneste med teater, som man kunne tjene penge på. I 2013 lukkede seeatre.com, der med filmede registreringer af forestillinger på en teaterscene, forsøgte at lave en dansk teaterstreamingtjeneste. DR har også tidligere haft filmet teater liggende på DR TV, mens de på DR Bonanza har gamle optagelser af teaterforestillinger sendt i TV.
Noget lignende har Det Kongelige Teater forsøgt sig med med KGL Xtra det sidste år. Her er størstedelen af deres indhold filmede versioner af tidligere opførte sceneværker. Ens for begge tjenester er, at de i dag er gratis for forbrugeren og kan ses på hvilken som helst skærm når som helst.
Kigger man til udlandet, kan man for eksempel se, at The Metropolitan Opera i New York, USA er lykkes med at lave streamingtjenesten The Met Opera On Demand, som ligner en Netflix for deres tidligere operaopførelser. Her får man adgang til hele deres bagkatalog af filmede operaopsætninger og koncerter med et fast månedligt abonnement.
En anden måde at udkomme online på, og samtidig tjene penge, er ved at sælge en billet til en online live teateroplevelse. Billetten bliver derfor sammenlignelig med en fysisk teateroplevelse, fordi den udløser en live oplevelse på et bestemt tidspunkt, selvom den opleves gennem en skærm hjemme hos dig selv. Et greb, de blandt andet bruger på Sydhavn Teater, Teater V og Team Teatret. På den måde får forbrugeren får en oplevelse af ’liveness’, som vi kender det fra en teaterbillet til et fysisk teater og indholdet har et live performativt element med i oplevelsen.
En tredje måde at udkomme online på, er ved at livestreame en forestilling, der enten spilles live på scenen eller er optaget på forhånd. Livestreamen kan kun ses én gang, på det tidspunkt hvor den spiller. Det greb har blandt andet Aalborg Teater gjort med forestillingen Tine live fra deres scene. Kigger man til udlandet har Schaubühne i Berlin også eksperimenteret med livestreams af forskelligt indhold, både live fra deres scener og tidligere optagede værker.
Formatet for fremtidens scenekunst
Markedet for digitalt teater er stadig i rivende udvikling og har langt fra fundet et fælles format. Ligesom Internettet bliver ved med at give os nye muligheder i vores liv, så kan Internettet måske også udvide måden, vi opfatter scenekunst på. Men når scenekunsten pludselig bevæger sig fra scenen til skærmen, og blander sig med alt andet online medieindhold, er det vigtigt at forstå, hvorfor det stadig kan kaldes scenekunst.
Det virker til, at de eksperimenter teatrene har arbejdet med det seneste år, også fortsætter efter 6. maj. At digitalt teater ikke bare er film, kortfilm eller hørespil, ligger i to essentielle begreber – ’liveness’ og ’presence’. Derudover skal indholdet skal have elementer fra teatret i sig og indeholde noget performativt.
Begge de to adspurgte forskere er enige om, at det er en vigtig udvikling og det er væsentligt, at teatrene fortsætter med at eksperimentere med formatet og med nye måder at udkomme på. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at udvide og eksperimentere med opfattelsen af scenekunsten. Også når alt bliver normalt igen.
Selvom det ikke er opfindelsen af den dybe tallerken, og at remediering af teater har stået på længe, så er det for alvor først nu, at teatrene virkelig har muligheden for at implementere en tværmediel scenekunstopfattelse hos publikum. At scenekunst ikke nødvendigvis behøver at foregå på en fysisk scene, for stadig at være scenekunst. Hvorvidt teatrene med tiden vil finde fælles format og måske knække koden til, hvordan man tjener penge på udgivelser af digitalt teater, vil tiden vise. Nu er du i hvert fald klædt bedre på til at spotte digitalt teater mellem alt det andet medieindhold, du møder i medielandskabet på nettet.
