Christoffer Berdals iscenesættelse af August Strindbergs Frøken Julie på Vendsyssel Teater er langt hen ad vejen, som vi kender fortællingen – lige bortset fra et rollebyt halvvejs, der understreger forskydningen af magtbalancen.
På Vendsyssel Teaters black box-scene spilles August Strindbergs naturalistiske drama fra 1888 om grevedatteren Julie, der i midsommernattens kådhed forfører (eller lader sig forføre af) kammertjeneren Jean, og efterfølgende må forholde sig til konsekvenserne af sine handlinger.
Grevedatteren Julie er rastløs og flagrende. Til midsommerfesten forfølger hun kammertjeneren Jean til køkkenet, hvor han befinder sig sammen med kokkepigen Kristin, som man kalder hans forlovede. Julie er som et opmærksomhedskrævende barn. “Hun er vanvittig”, siger Jean til Kristin. Men selvom Jean på overfladen er afvisende, ender de to alligevel alene på hans kammer.
Iøjnefaldende eller i et med omgivelserne
Marianne Nilssons stiliserede scenografi består af en bagvæg med en dør i hver side og et vindue helt fyldt med blomstrende syrener i midten, som matcher Julies kjole. Midt på scenen står et stort møbel i lyst træ, der gør det ud for køkkenbord, og en enkel bænk ved den ene side.
I Christoffer Berdals iscenesættelse spiller Maria Cordsen grevedatteren Julie, der med sin farvestrålende blomsterkrans om det skulderlange, lyse hår og en flagrende syrenfarvet kjole ikke kun er den eneste reelle farveklat i den neutrale scenografi, men også bliver en form for symbol på det naturlige menneske, der er styret af sine drifter. Indledningvist virker Julie-karakteren lidt kunstig og opstyltet i sine replikker. “Jeg – husets herskerinde – vil beære folket med min nærværelse”, siger Maria Cordsen uden større troværdighed.
Albert Stein Ankerstjerne er den opadstræbende kammertjener Jean – korrekt klædt i mørke bukser, seler, vest og kravat – og Linnea Voss er den tålmodige kokkepige Kristin, som i sin lyse, hørfarvede kjole faktisk næsten går i et med omgivelserne. “Jeg kender også min plads”, siger hun og lader uden at kny Julie stjæle sin kæreste. Fra deres første fremtræden på scenen er kontrasten mellem den flagrende, farverige Julie og den farveløse Kristin markant. Men selvom de første par replikvekslinger virker lige vage, er det som om energien og intensiteten stiger i løbet af forestillingen.
Velfungerende rollebyt
Til trods for det traditionelle udgangspunkt giver Christoffer Berdal sin iscenesættelse et lille twist på halvvejen. Da Julie og Jean vender tilbage efter deres eskapader på karlekammeret, som understreges af såvel Marcus Philippe Gustafssons blinkende, røde lysdesign og i forandringen i Marianne Nilssons scenografi, hvor det lyse bagtæppe falder og afslører en gennemsigtig træstruktur på bagvæggen, er rollerne blevet byttet om i mere end en forstand.
Magtbalancen mellem Julie og Jean forskydes, og Berdal understreger skiftet ved at lade de to skuespillere bytte rolle, så det nu er Albert Stein Ankerstjerne, der spiller Julie og Maria Cordsen, der spiller Jean.
“Jeg synker, mens De er i færd med at rejse dem”, siger Ankerstjernes Julie til Cordsens Jean. Og det virker faktisk, som om begge skuespillere lander langt bedre i disse nye roller. Albert Stein Ankerstjerne er sårbar, forurettet og frustrerende fortabt som den nye Julie – en falden kvinde, der har valget mellem at flygte fra sit rygte eller dø. Og Maria Cordsen har langt mere power i rollen som Jean med sin nyvundne status som den, der har overtaget i situationen.
