Del

PRIDE

19. aug - 25. sep

Det Kongelige Teater

PRIDE er en lækker pastiche over det moderne queer-liv. En forestilling hvor syv performere folder deres stærke og personlige fortællinger ud i samspil med en yderst fancy spejlscenografi, pailletter, dragshow, moderne dans, vægstore visuals og masser af musik. 

Kæmpe cadeau til Det Kongelige Teater for at give stemme og spillerum til en så vigtig og vedkommende forestilling. Budskabet om plads til mangfoldighed kan vel næppe kan være mere essentiel end netop nu, hvor store dele af verden hastigt lukker ned for retten til at være den, du er – om det så er queer, kvinde eller noget helt tredje.  

Spring-ud-historier

Den tyske instruktør Falk Richter har skabt PRIDE som en performance med et væld af fortællende elementer. En palet af queer-tematikker foldet ud i en billedmættet stil, hvor pangfarver, vilde kostumer, vægstore visuals sammen med moderne dans, monologer og musik skaber oplevelsen.  

Her er spring-ud-historier, hvor de syv performere kiler sig ud af hvert sit skab og fortæller, hvordan de selv sprang ud overfor familie og venner.   

”Jeg var bange for ikke at blive elsket. Bange for at blive forladt, blive ensom, udstødt af familien, miste venner,” lyder ordene, mens vi hører om landfamilien i Jylland, der har svært ved at forstå, og helst vil tie fakta ihjel, mens den fransk-muslimske storbyfamilie snakker følelser og favner sønnen og hans seksualitet med forståelse og kærlighed. 

PRIDE - en forestilling af Falk Richter. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther
PRIDE – en forestilling af Falk Richter. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther

Kønsklicheer

Der reflekteres over mediernes stereotype repræsentation af queer-personer på film og tv. Hate crime og den evigt nærværende angst, det genererer. Manglen på lige rettigheder, som skuespiller Xenia Noetzelmann rammer knivskarpt med historien om de heteroseksuelle venner og deres romantiske rejser til lande, hun aldrig selv kan besøge med sin kone, fordi homoseksualitet straffes med fængsel eller døden. 

Her er ”Kønsspillet”, der med satirisk kant, pangfarver og parodi rammer benhårdt ind i samfundsstrukturelle uligheder i forhold til kønsrepræsentation, hvor kvinder må ses men ikke høres – og helst skal fnise og undskylde, når de taler – mens mænd skal føre sig frem med høje host, larmende stemmeføring og en skrævende holdning, som har de en fodbold mellem lårene.

Det er morsomt sat i scene som kønsklicheer, men under øjeblikkets latter lurer virkelighedens alvor, og fakta er jo knap så morsom, når man ser nøgtern på det fra en queer- eller kvindeposition.  

PRIDE - en forestilling af Falk Richter. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther
PRIDE – en forestilling af Falk Richter. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther

Mange budskaber i PRIDE

Der er politiske indspark om undertrykkelsen i Ungarn og Polen. Fortællinger fra et liv med regnbuefamilier på godt og ondt. Aldersangst, kroppens forfald og ensomhed. Mødet med kærligheden og glæden over at springe ud og finde sig en plads i livet. 

Der er meget at lytte til i PRIDE og stor respekt for de medvirkende, der lader deres personlige historier stå som statements og eksempler for en langt større sag, som berører os alle. Det er virkelig et vigtigt værk. Men også et værk, hvor personerne bag ordene og den menneskelige smerte til tider bliver lidt svær at mærke i de mange lag af lækkert design, smarte kostumer, karikaturer, parykker, bling bling og vilde visuals.  

PRIDE er en performance, hvor det er svært at være uenig med dem i verdens rasende uretfærdigheder. Men det er også en iscenesættelse, hvor de visuelle udtryk tenderer til at overdøve de vigtige budskaber. Det er oplagt at afrunde med Xenia Noetzelmanns ord fra forestillingen, da hun undervejs råber: ”Tag et foto af mig nu. Please, tag mange. Del dem på Instagram, Facebook og alverdens sociale medier. #lesbiskkvindepåstoresceneiskuespilhuset. Vi klarede det!” 

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Falk Richter og Xenia Noetzelmann

Manuskript: Falk Richter i samarbejde med de medvirkende. Iscenesættelse: Falk Richter. Scenografi: Wolfgang Menardi. Kostumedesign: Andy Besuch. Musik: Niels Ostendorf. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Videodesign: Signe Emma. Lyddesign: Mads Stagis. Koreografi: Sofia Södergård i samarbejde med Beck Heiberg, Lukas Karvelis, Nadja Mattioli og Falk Richter Dramaturgi: Jens Hillje og Benedikte Hammershøy Nielsen.

Spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset 19. august - 25. september 2021.