Teater FÅR302 præsenterer to monologer som del af et større nordisk samarbejde. Det bliver desværre mere til tomgang end et vedkommende kunstnerisk bud på et for så vidt både interessant og aktuelt tema; kærlighedens væsen i en empatiløs tid.
FÅR302 deltager i en nordisk suite i fem dele, der undersøger kærlighedsbegrebet ud fra de medvirkendes egne perspektiver. Part 2 & 3 i form af to monologer kommer først, mens part 1 er på plakaten lidt senere på sæsonen. Holdet består ud over teatrets egne to grand ladys, Birgitte Prins og Charlotte Munksgaard, af gammelkendte samarbejdspartnere i FÅR302-regi. Projektets initiativtager, tyske Andriana Seecker, har tidligere gæstet teatret sammen med den svenske komponist Andreas Catjar.
Det er der kommet flere fine forestillinger ud af, hvor gæsteduoens stærkt sanselige lyde, billeder og bevægelser har kollideret frugtbart og lykkeligt med FÅR302’s karakteristiske absurde-naive udtryk. Denne gang deler Seecker og Catjar instruktørrollen, mens unge Camilla Bang spiller flot ind med dystre dunk, samplede sekvenser og skrøbelige klange på en lydside, der binder de to monologers meget forskellige udtryk godt sammen – og generelt er noget af det bedste og stærkest fortællende i forestillingen.
Part 3 i tomgang
For det er som om, samarbejdet kører lidt i tomgang denne gang. Ikke mindst i part 3, hvor Charlotte Munksgaard fabulerer over kærlighedstab i sin egen tekst. Jeg er som oftest aldeles til fals for Munksgaards mimisk talende vanvid og evne til at strække en pause i det uforudsigeligt uendelige. Skæv på en facon, der skubber til hjernebrikkerne, så de danner nye mønstre – mens man ler. I Love is enough taber hun mig.
Teksten kværner i en lang række tilløb, der nok illustrerer tilværelsens tyngde, når ”ensomhed har fulgt mig hele livet”, men også virker – bare monotone. Et sneglevæddeløb lyser op, mens en umådelig lang sekvens med lykkekager inklusive Gajol-visdom føjer til tomgangen. Muligvis er tomhed pointen. I så fald en kedelig pointe, og en både lang og ufokuseret vej til målet.
Part 2 kommer lidt over de værste banaliter
Så er der lidt mere blus på Birgitte Prins i Part 2, der til premieren blev spillet sidst. Det vil veksle fra dag til dag, ligesom der lægges op til, at de to skuespilleres korte besøg i hinandens universer kan udvikle sig undervejs. Det kan man håbe på. Til premieren gjorde de hverken fra eller til.
Birgitte Prins stråler som en stjernehimmel i sin sølvhabit. Hun undersøger kærlighedens væsen gennem forskellige tekster, herunder William Morris digt, der har givet suiten titel. Kan man gribe og forstå den, eller smutter den gennem ordenes klicheer? Det får vi ikke svaret på, om der måtte være et sådant, men bare det, at tekstcollagen er skarpere og tempoet mere varieret, gør mig mere interesseret i Prins’ lidt fjumsedumsede karakter end i Munksgaards noget statiske mentale eremitkrebs. Vi kommer lidt over de værste banaliteter her, om end jeg også i Part 2 har en oplevelse af at have set en bedre kombination af elementerne i teamets tidligere produktioner.
FÅR302 har gennem nogle år været på denne vej med at kombinere performanceelementer og sanselige universer med deres ur-DNA, den sorte hobbitagtige humor. Jeg værdsætter ambitionen, men er ikke glad for resultatet denne gang. Det er ikke skarpt nok, og det søgende usagte, som så ofte har været teatrets særlige ingrediens fremstår her trods enkelte momenter af fin, skrøbelig omvendthed mere som repetition end som vedkommende kunstnerisk bud på et for så vidt både interessant og aktuelt tema.
