Specialklassen ruller atter på landevejene med deres særlige aftapning af impro-genren. Onsdag lagde de Roskilde ned ad flere omgange med charme, professionalisme og musikalitet i krop og stemme.
Det er virkelig længe siden, jeg har set impro-teater. Ja, faktisk forbinder jeg nok mest genren med 80-90’ernes variant i et pastelfarvet tv-studie og noget med sedler i en hat. Nå, men det er jo tydeligvis mit tab, for jeg grinede, så tårerne trillede, da jeg tjekkede ind til Specialklassens tidlige show i Roskilde – deres andet stop på en månedlang turné.
Kasper Gattrup, Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard har gået specialklassen om i over ti år, og er da også sammenspillede som det gamle ægtepar, de sammenligner sig selv med. De læser hinanden på et splitsekund og fuldender per refleks hinandens sætninger. De har selvfølgelig også en efterhånden godt fyldt værktøjskasse af tricks og replikker, der kan kastes ind ad hoc. Men frem for alt har de også stadig gnisten, og hver scene fremstår aldeles frisk fra fad.
Morbid madlavning med foodprocessor
Den faste figur Palle fra Kalundborg slår tonen an på voice-overens Nationen-telefonen. Han sammenligner landets kulturpolitik med en pixibog, hvor siderne er klistret sammen af lort. Så er vi ligesom varmet op til trekløverets entré på scenen. De krammer os på en samtykkende måde, og tester, om vi er med på konceptet, med en perlerække af korte scener på tilråb af location fra publikum. Klinikklovnen hos tandlægen peakede skarpt forfulgt af De Radikales årsfest, som tilskueren fik sagt med et eget Freudian slip.
Så går det over stok og sten med jødisk jule-musical, dramatisering af et publikumpars første møde – “sådan lidt Prop & Berta-agtigt” – lydeffekter med to andre tilskuere, lidt skamløs selvpromovering, og på toppen af det hele skønne sangnumre. Først ud fra tilråbet ”Det lyder som en sang,” hvor vi første gang møder bookeren Andreas, der holder af at klæde sig nøgen. Han vender (frygteligt) tilbage, ligesom andre figurer, gestus og replikker, for herrerne forstår at turnere gensynets glæde. Første del af showet kulminerer med et topmusikalsk R&B-nummer, hvor det lykkes at omsætte en facebook-opdatering til et hofteroterende kvad om morbid madlavning med foodprocessor.
Døvetolken leviterer
Efter pausen kommenterer Mor og René, også gamle kendinge i salen, showet, inden der uddeles elektriske stød for smil og ordet Ja. Det er usandsynlig dumt, men også virkelig morsomt. Og sådan er der meget, der er i Specialklassen, der selv beskriver deres kunster som ”fjol for penge”. Top 3 fra en fynsk lokalradio understreger dog atter et musikalsk talent langt over fjolleniveau. Det swinger som bare fanden og på forunderlig vis lykkes det også at få de improviserede rim til at give en form for mening – næsten hver gang.
Mod slutningen kommer den satiriske brod også frem, da en dansker uden ringeste sans for politisk korrekthed får kaldt en venlig nordmand fjeldabe én gang for meget. Point for både norsk accent og maksimal krænkelsesiver. Showet kulminerer – som vist forventet af de indviede – med Rasmus Søndergaards døvetolk, som faktisk er født lang tid før corona. Denne gang gælder det en træg samtale om glæden ved yoga, som i Søndergaards krop næsten leviterer. Mageløst.
Specialklassen rider fortjent på bølgen af klapsalver. Impro-comedy er måske ikke satirens dybeste variant, men spidder med stor menneskeforståelse livets små genvordigheder, der i værste fald kan løftes med et udbrud i sang. Genren lever i bedste velgående i dette superprofessionelle og meget lidt pastelfarvede show, hvor det ikke er tilfældigt, at det tilfældige i momenter bliver genial humor.
LYT OGSÅ: Specialklassen på Radio4
