Populært lige nu

Aarhus Teater udskifter fire skuespillere i det faste ensemble

Aarhus Teater ansætter fire unge skuespillere til teatrets ensemble med start fra sæson 2024/25. Samtidig siger teatret farvel til fire af de nuværende ensembleskuespillere,...
Annoncespot_imgspot_img

A taste of Toaster – smagsprøver med substans og lyst til mere

Lørdag bød den nye scene for Det Frie Felt, TOASTER, indenfor til smagsprøver, crash course i feltets historie og paneldebatter om publikum, steder og kunstnerisk udvikling. Et komprimeret, veltilrettelagt og varieret program, der gav et fint indblik i udfordringer og muligheder, og som havde fortjent et langt større fremmøde fra branche og støttegivere.  

Det Frie Felt. De selvproducerende grupper. Den interdisciplinære kunst. Den multidisciplinære. Den transdisciplinære. Den tværæstetiske. Jeg ved ikke, om man i denne sammenhæng kan sige ”kært barn har mange navne”. Måske gør de mange titler tværtimod feltet sværere at formidle og opleve, end det egentlig behøver at være?

Annonce

Med Projektstøtteudvalgets mellemkomst har både den eksperimenterende musikdramatik og Det Frie Felt fået (midlertidige) scenerum. Musikdramatikken på Sort/Hvid, Det Frie Felt i forestillingsprogrammet K:Selekt og på TOASTER, hvor Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning de næste fire år i fællesskab kuraterer programmet, der har til formål at udvikle scenekunsten.

a taste of Toaster
salon 3# Toett på A taste of Toaster. Foto: Mathias ‘Tot’ Schwartzbach.

Tag med Florence på tur

Udviklingsplatformen for Scenekunst er partner på begge projekter, og deltog således også i lørdagens A taste of Toaster. En dag, der formede sig som et ret vellykket forsøg på at åbne feltet op som del af scenens åbningsprogram, der også byder på gæstespil og saloner med årets huskunstnere. Med et tæt program lykkedes det at skabe en god dynamik i skiftene mellem talende hoveder, smagsprøver på kunsten og netværk i pauserne.

Vi lagde således ud med at iføre os hovedtelefoner og deltage som menneskelige sæt- og lydstykker i TOETTs salon, hvor vi fulgte Florence, som mister stemmen og finder den igen. Som stemmen i vores ører bød, agerede vi træer og fugle med hvert sit næb. Måske ikke en dyb kunstnerisk oplevelse, men en god og energisk leveret icebreaker, der samtidig sporede tankerne ind på interaktion med publikum.

a taste of Toaster
Første panel på A taste of Toaster. Foto: Katrine Damkjær.

Publikum i fokus – eller?

Publikumsinteraktion var netop emnet for dagens første panel, hvor fire af de involverede kunstnergrupper og Den Frie Udstillingsbygnings direktør Dina Vester Feilberg udvekslede perspektiver på publikum og steder for performance. Panelet var dagens svageste indslag og indkapslede på flere måder den lukket-om-sig-selv-hed og den gøren-banale-betragtninger-til-dybde, som også kendetegner feltet.

Emilia Gasiorek og Sandra Liaklev Andersen fra DANSEatelier, talte først om Triptykon, et tredelt værk, der er skabt for åbne døre på Den Frie Udstillingsbygning. Det kunne der godt være kommet være kommet relevante betragtninger ud af, men det kom mest til at handle om at samarbejde med de lokale kunstnere, der var en del af værket i de tre involverede søsterbyer. Samarbejde med andre kan være udfordrende, men den erkendelse er ikke forbeholdt kunstens verden.

Andreas Liebmann fra Gaststube og Marina Popovic fra Hestnes/Popovic redegjorde med konkrete eksempler for deres praksis, der begge er baseret på inddragelse, inden Vincent Roumagnac & Simo Kellokunpu talte længe om deres trilogi, hvis anden del, ri:vr, blev vist som sidste programpunkt.

TOASTERs kurator Miriam Frandsen modererede debatten og fik den momentvist løftet med perspektiver på mulighederne i forskellige performancerum, hhv. scenens black box, galleriets white cube og site specific. Hvor relevant temaet end kan være, er det ofte mere øjenåbnende at se eller deltage i værkerne, end at høre kunstnerne tale om dem. Det bliver så let uhyre introvert og publikumsfokus kommer ofte til at fremstå som et postulat – hvilket det jo faktisk sjældent gør i værkerne, hvor man netop går i dialog og afsøger nye måder at interagere og skabe social virkelighed på.  

Fremragende formidling og 70’erne på besøg

Inden denne session havde dagen ud over turen med Florence allerede budt på en hamrende skarp og underholdende appetitvækker i form af Cecilie Ullerup Schmidts subjektive ræs gennem feltets historie i oplægget From 20 to 20 – the last 100 years with interdisciplinary art. Fremragende formidling, der på højt niveau åbnede feltet, og elegant sluttede af med nogle minutters fælles memory lane for tilhørerne to og to. Bum, publikumsinddragelse, nogle gange skal der ikke mere til.

a taste of Toaster
Logen på A taste of Toaster. Foto: Mathias ‘Tot’ Schwartzbach,

Derefter tog Nathalie Mellbye og Patrick Baurichter fra performancegruppen Logen over med en hit-and-run opfølgning på den loge, de afholdt i ugens løb, hvor publikum i bedste dadaistiske tradition via automatskrift hjalp med at frembringe et manifest til gruppen.

Logen definerer sig som lort fra kælderen i deres forsøg på ”inkludere det performative i et klassisk salonformat”. Mens manifestet blev øffet af Baurichter, adresserede Mellby indvendingen ”Det så vi jo også i 70’erne,” som gruppen ofte (og med rette, så det ud til) møder. Men da var de der jo ikke selv, argumenterede Mellbye. Det er vel næppe et belæg for at reproducere på en basis af manglende viden om sine forgængere. Så havde hendes pointe, at formen dukker op, når der er brug for den, langt mere vægt. Lidt mindre ironi i udførelsen havde hevet pointen helt hjem.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Logen

a taste of Toaster
Andet panel på A taste of Toaster. Foto: Mathias ‘Tot’ Schwartzbach.

Kollektivets køkken

Den officielle del af dagens program blev som nævnt afsluttet med værket ri:vr, der var bragt til TOASTER af et andet huskompagni IRR (Institute of Interconnected Realities). Værket gentænker kuben (udstillingsrummet) i en performativ form, hvor blikket udefra bevares. Kuben var synlig hele dagen, men blev nu fyldt med en form for liv og flankeret af en projiceret søanemone og en skærm med en relateret graphic novel. Aktiviteten var minimal og muligheden for interaktion ligeså. ri:vr kaldte derfor mest på en meditativ beskuen, som fungerede udmærket som kunstnerisk sløjfe på dagen.

Inden da satte dagens andet panel fokus på facilitering af feltets kunstneriske praksis. Naja Lee Jensen, leder af HAUT, der jo arbejder præcis med det, reflekterede over, at institutioner som hendes egen laver en form for usynlig infrastruktur, der sætter rammer for den kunstneriske praksis – og dermed er bestemmende for den. Visuel kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen pegede på, at performance som genre har bevæget sig fra en yderposition til en forventet del i galleri/museumsverden. Dog af og til som en slags underholdning til ferniseringer.

Matthias Lilienthal, tidligere leder af blandt andet Munich Kammerspiele, faciliterer udvikling ved at skabe ”kollektivets køkken” i sine produktioner, dvs. et rum for undersøgende samtale. Ikke så meget spiritualitet, men åbne døre, god kaffe, mad og tilstedeværelse. Michael Thouber, direktør på Charlottenborg, kom til at stå på mål for institutionernes manglende vilje til at lukke kunstnerne ind, hvilket han til dels selv lagde grunden for ved at fokusere meget på forskelle i historie, agendaer, referencer og processer for hhv. billed- og scenekunstinstitutioner.

a taste of Toaster
ri:vr by IIR på A taste of Toaster. Foto: Mathias ‘Tot’ Schwartzbach.

Hvor var resten af branchen?

Asbjørn Kristensen Høgsbro, community manager i Bikubenfonden, modererede debatten med god inddragelse af salen. Diskussionen bølgede frem og tilbage mellem meget konkret og praksisnært behov, økonomiske prioriteringer og kunstnerisk dialog og endte med et spørgsmål til kvalitetsbegrebet, der for nogle er essentielt, for andre udtrykker respekt for publikum, og for spørgeren er en måde at opretholde grænser på. Den diskussion har vi nok ikke hørt det sidste til, men forhåbentlig bliver der nye muligheder for debat på TOASTER.

Formatet fungerede godt og har potentialet til at åbne et felt, der som nævnt kan fremstå elitært og introvert. Hvilket en eksperimentel scene naturligvis også har privilegiet til at være, om end det så kun vil bidrage til udvikling af en snæver del af scenekunsten. Den refleksion kan man jo tage i feltet selv, men langt mere frugtbart ville det være med en bredere dialog. Lad mig derfor afslutte med en undren over fraværet af både støttegivere, formidlere og branchefolk som fx nysgerrige teaterdirektører.

De var ikke her og i øvrigt heller ikke på K:Selekt, hvor Kassandra Production spillede i ugens løb, mens de flokkedes til Sort/Hvids musikdramatiske åbningsprogram. Hvordan kan det mon være?

Læs mere om TOASTER her.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritikredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annoncespot_img