Sort/Hvid, Songbirds og Glyptoteket præsenterer sammen det dramatiske korværk Nattens Ende, der nok drager akustisk og visuelt, men stritter for meget til at få skabt et overbevisende univers.
I Glyptotekets røde, højloftede festsal tager seks sorte skabninger imod os. De skubber os blidt gennem rummet. Forbi de tavse statuer og ind i tempelarenaen i midten, der har samme jordrøde farve som salens vægge. Her bænkes vi højt og skuer ned på det forestillede ritual, der udspiller sig i arenaens bund.
Det er forestillet, fordi det er en æstetisk transformation af gamle frugtbarhedsmyter med den mange tusind år gamle mesopotamiske gudinde Inanna som omdrejningspunkt. Ritualet hylder jorden og det sanselige, og kobler det til den allestedsnærværende klimaangst. Alexandra Moltke Johansens tekst balancerer det dunkle og det skarpe, så man som med andre rituelle tekster kan læse lidt af hvert ind i den og alligevel have en fornemmelse af retning.
Gud er en kvinde – hun bor i din krop
Man kan kalde det banalt, men det er ikke nødvendigvis dårligt i min bog. Nogle gange er det udmærket at blive fastholdt i det banale, der jo også rummer en sandhed. Det er smukt foruroligende, når hviskekoret messer ”Vi har ingen respekt for kroppen”. Det er følelsesmæssigt nemt at relatere til prunkløse, men præcise versefødder som ”Din hånd på min hånd. Dit hjerte på mit hjerte”.
Det er derimod svært at følge med, når ensemblet umiddelbart efter disse linjer kaster sig ud i orgastisk stønnen og twerken. Lige så rent dragende, der synges, lige så urent rammes lysten med dette scenario. Det bliver pornoagtigt på en meget udvendig måde, der ikke hylder kroppen, men bare udstiller den. ”Gud er en kvinde – hun bor i din krop,” står der i forestillingsbeskrivelsen. Den krop er i så fald meget ensidig og formår ikke at bryde ud af samtidens kulturelt dominerende billeder af den.
Lidt samme udvendige fornemmelse får jeg i de meget insisterende publikumshenvendelser, hvor blikke og hænder fastholdes under lange recitationer. Den slags kan jo sagtens fungere, men det virker villet her. Jeg kommer ikke ind i tryllekredsen, men fastholdes – måske også fordi jeg sidder fastlåst på en stol – i voyeurens rolle.
Vil natten ende?
Langt stærkere overbeviser de billeder, der med ægget som (det oplagte) frugtbarhedssymbol mangetydigt åbner et surrealistisk rum. Understreget af Anna Ladas fine masker, der i passager transformerer de seks menneskekroppe mod det rituelle univers, de stræber mod. Kulminerende med kroppens orgastisk-voldsomme rul over de jordiske rester af æggeskaller, fjer og blomsterblade, som langsomt har dækket templets gulv. Så mærkes sanseligheden. Så er noget på spil.
Bedst er dog sangen. De seks stemmer supplerer hinanden og danner med sine klingrende harmonier og dynamiske skift et eget univers, der snildt kunne have stået i egen ret.
Vil natten ende? Vil lyset komme igen? Med andre ord: ender jorden for menneskene eller kan vi genføde den? Det ved vi ikke, og forestillingen skal jo heller ikke give svaret, men forsøge at vække en refleksion gennem vores sanser. Temaet går igen i mange forestillinger for tiden, og Nattens Ende er trods gode elementer for tænkt og strittende til at være et af de bedre bud.
