Teater GROBs nye direktør Sargun Oshana debuterer med en banal idé, der ikke kan bære en hel forestilling. Kunstig intelligens møder den pulserende menneskelige krop i Xistens. Det kommer der meget lidt ud af, når man kun fodrer intelligensen med almindeligheder.
Det må jo have lydt godt på papiret eller inde i hovedet på de mennesker, der fik ideen til at lade en kunstig intelligens skrive en forestilling om det at være menneske. Eller som den krukkede titel lyder: Xistens. Det manus, der kom ud af den øvelse, er en guirlande af klicheer. Og klicheer bliver ikke dybere af at være skrevet af en robot.
Som et nylonskrig
Først skal man jo fødes. Så ned ad trapperne mellem publikum ruller en flosset, kødfarvet klump til en bastung version af What a Wonderful World. Som et nylonskrig trænger Stephanie Nguyen ud af klumpen. ”Dreaming of being a human being on the planet Earth in this time of history,” messer en stemme fra mange steder i rummet. I sig selv en visuelt frapperende scene, men derfra sker ikke så meget mere. Ikke visuelt, ikke fortællermæssigt.
Det fremgår ikke, hvordan den kunstigt skabte tekst er genereret. Hvad intelligensen er blevet fodret med for at spytte almindeligheder ud i metermål. ”Teknologien er overalt. Mennesket er en del af naturen. Your life is going away fast”.
Måske er tanken, at banaliteterne skal åbne et rum ind i os. Ramme os i hjertet. Det kunne iscenesættelsens idelige brug af publikumshenvendelser tyde på. Der holdes hånd og øjenkontakt. Vi skal mærke det her. Vi er en del af det. Vi er mennesker, der kan drømme og gøre store ting, som afskedsreplikken lyder, efter den eksistentielle smalltalk er blevet løseligt forbundet med en række kriser i verden, som nogen tydeligvis bør gøre noget ved.
Kunne man udfordre sig selv lidt mere?
Anvendelsen af kunstig intelligens i scenekunstnerisk sammenhæng er vel stadig i sin vorden, men behøver det blive så forudsigeligt? Kunne man måske have udfordret sig selv lidt og puttet bare lidt farligere emner ind i maskinen? Ingen kan være uenig i forestillingens fragmenterede politisk korrekte udsagn, men flytter de omvendt noget? Andet end rundt på stolen, mens man forsøger at holde kedsomheden stangen?
Stephanie Nguyen er en fremragende skuespiller, der altid drager interessen med sine dynamiske kombinationer af krop og tale. Også her træder hun fuldtonet igennem med stærk autenticitet, men hvor er det dog skønne spildte kræfter i en forestilling, der bare er en idé. En idé, som ikke udfordrer tanken – endsige udvikler kunsten – hos hverken dens skabere eller os, der skal se på den.
Lyt til ISCENEs podcast Instruktøren har ordet med Sargun Oshana
