Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

Mindeskrift for Anders Lundorph

Den 4. marts 2022 gik sceneinstruktør Anders Lundorph pludselig bort. Alt, alt for tidligt og til stor sorg for hele scenekunstbranchen. Dette mindeskrift er skrevet af fire venner og kolleger til Anders Lundorph: Mikkel Reenberg, Betina Grove, Jokum Rohde og Torben Dahl.

Den mest loyale ven, man kunne ønske sig

Af: Mikkel Reenberg, skuespiller og ven

Kære Anders

Annonce

”Jeg giver det tre år. Tre år og så finder jeg på noget andet i stedet for instruktør!” Du sagde disse ord til mig, da vi stod under et udhæng ved Det Kongelige Teater i silende regn efter endnu en af vores lange gåture. Du var netop kommet hjem fra England som nyuddannet instruktør fra Rose Bruford. Alle dine drømme og ideer sprang side om side med dit til tider pessimistiske, eller som du sagde, realistiske syn på verden. 

I din skoletid i England havde I en lærer, som tildelte jer dyr, som I skulle gestalte. Du var en gibbon. Legesyg, kærlig men også introvert. Et dyr med kloge øjne og lange arme til at gribe efter de ting, du gerne ville have, og til at kramme og holde fast. Jeg synes, det gav mening, og vi fortsatte legen med at finde dyr til hinanden, ligesom vi digtede videre på menneskers liv, når vi gik forbi dem på gaden. 

Vi løb aldrig tør for ord, selvom vi også godt kunne være stille sammen. Men det var altid en stilhed, som var rolig og varm – jeg har altid følt mig tryg i dit selskab, også når vi diskuterede lystigt. Til tider som et gammelt ægtepar.

Det er godt nok svært det her. Hvordan skal jeg opsummere et så dyrebart og sjældent venskab og dit smukke liv. Jeg ved, det er en kliché, men lige nu virker alle ord fattige og forkerte, ja, meningsløse.  Men det er nok ikke ordenes skyld men situationen, der gør det. For det er meningsløst, at du ikke er her længere.

Jeg har forsøgt flere gange at finde frem til det dyr, som i dag bedst ville kunne skildre og beskrive dig. Et dyr, som besidder samme kvaliteter og personlighed som dig. Og hver eneste gang dukker der en eremitkrebs op i mit hoved. Det kan godt være, at du hellere ville være en sort panter eller en paradisfugl. Men jeg synes, at eremitkrebsen er ligeså sær, speciel og underfundig som dig. Et væsen, som er ejendommeligt sammensat, og som man undres og drages af. En, som beskytter sin blødeste dele for omverdenen med sin bolig. Som tillader andre individer, oftest søanemoner, at sætte sig fast på sneglehuset i en samhørighed, hvor begge beskytter hinanden. En skabning, som bevæger sig evigt fremad, stræbende og søgende. Kejtet og elegant, eneboer og social, hård og blød på én og samme tid.

Men du var mere end det… Du var britiske sit-coms, musicals og feinschmecker. Du var sandwich uden dressing. Du var Carhartt kasket og briller. Du var England, Sverige og Danmark. Du var Radiodrama, Eventministeriet, Caféteatret, Det Kongelige Teater. Du var København, Århus og Hjørring. Du var tekst, ord og analyse. Du var uendelige gåture, lange natlige samtaler og opdateringer på Facebook om søvnløshed. Du var gammelklog og nysgerrig. Du var omsorg, generøsitet og opmærksomhed. Du var kærlig, klodset og hudløs ærlig.

Du var den mest loyale ven, som man kunne ønske sig. Du var generøs og åbnede gerne dit hjem op for alle, der måske havde brug for det en stund. En diskussionslysten, dedikeret og loyal ven. 

Jeg kunne skrive mange ting om dit virke som instruktør, men det vil jeg lade andre om. Jeg har brug for, at alle ved, at du udover at være en begavet, dedikeret og dybt talentfuld instruktør, så var du også en kærlig søn og bror, omsorgsfuld og stolt farbror og en helt særlig og unik ven. Du var som en bror. Jeg kender ingen som dig og kommer nok heller aldrig til det. 

Jeg ville ønske, at vi skulle længere sammen side om side, men skæbnen ville det anderledes. Og som Tvebak tager Jonathan på ryggen på vej ind i Nangilima, så tager jeg over herfra og bærer dig videre i mit hjerte.  Ligesom alle de andre, hvis liv du har berørt. Både personligt og kunstnerisk.

Og min ven, jeg kan med stolthed og dyb respekt sige til dig, at du nåede det… også inden for dine tre år. Du efterlader et smukt, særegent kunstnerisk aftryk på verdenen. Jeg er stolt af at kunne kalde mig din ven og jeg elsker dig, som den ven, du var. Tak, fordi du lukkede mig ind i dit sneglehus, lod mig være din søanemone og fik lov til at være med på din rejse i alle de år, du var her.

Lovs, Mikkel

Jeg har altid vidst, du var der

Af: Betina Grove, kunstnerisk leder af Teatret st.tv og ven

Allerkæreste Anders

Jeg ser dig for mig. På én gang tilbageholdt, afdæmpet og sprudlende nærværende. Du er ung. Som dengang, vi mødte hinanden. Hvordan mødte vi hinanden? Jeg kan ikke huske, hvordan vi mødte hinanden? Hvorfor kan jeg ikke huske, hvordan vi mødte hinanden? Det må have været på universitetet i ’96 eller ’97, men hvordan? Jeg er sikker på, at hvis du var her, ville du kunne huske det! Du huskede alt. For mig er det hele tåget …

… vi sidder i din toværelses lejlighed på Blåmejsevej og synger Les Miserables. Vi har lige budt ind på rettighederne til Sarah Kanes 4:48 psychosis, men nogen har købt option før os … vi øver i salen på KUA, den med søjlerne og holder auditions til noget, til hvad? … du samler en masse skuespillere omkring dig, vi mødes i et sommerhus og filmer en 24 timer lang improvisation. Jeg ved, at råbåndene findes endnu …  og i min computer har jeg programmet til LilleSøster af Teater 2.akt. Der er datoer og spillested, men så gik jeg fra min kæreste og det var jo ham, der skulle have skrevet … men du og Mikkel, I producerede Ondskaben og hold nu op, hvor jeg syntes, I var seje …

Der går nogle år. Du er tilbage fra London. Jeg har mødt Marianne Søndergaard, og vi har en idé. Vi starter Teatret st. tv. Vi får dig med, og du kender Line Mørkeby og alt falder i hak. Denne gang gør vi det sgu. Og så vinder vi en Reumert!

Efter 6, P lr K? brager du igennem i branchen. Velfortjent. Alle har brug for en bid Lundorph! Men du forbliver knyttet til Teatret st. tv, ikke bare som instruktør, men som en del af vores inderste kerne. Åhh, jeg havde glædet mig sådan til vores næste projekt og nu …  misforstå mig ikke, Anders, jeg er så taknemmelig for det hele, jeg var bare slet ikke færdig med dig. 

Jeg lukker øjnene og husker at være til prøver med dig. 
Jeg husker … latter.
Jeg husker plads … til at afsøge og byde ind, uden frygt for at fejle.
Jeg husker, at du nikker med hele overkroppen, når du tænker, før du svarer.
Jeg husker, at du kigger på uret for at tjekke, om tiden passer med dramaturgien.
Jeg husker, at du flækker af grin over din egen instruktion – igen!
Jeg husker, at du sidder med underarmene støttende på lårene og aldrig aldrig er gemt bag et bord.
Jeg husker, at du springer op på gulvet og ’spiller så tilpas dårligt for’, at det gør mig bedre.
Jeg husker dine gestikulerende håndbevægelser, når du forklarer mig noget.
Jeg husker din kasket– selvfølgelig husker jeg den …
Jeg husker dine anekdoter.

Og din mærkværdige viden om alt muligt … som ikke kun kan være, fordi du læste så mange bøger og så dokumentarfilm, når du ikke kunne sove.

Og så husker jeg de øjeblikke, hvor du blev fjern. Kortvarigt. Som om man slukkede for dig et sekund … Og at du bagefter forsikrede os, at alt var ok.

Anders! Dit fine, omsorgsfulde, gavmilde og yderst private væsen … kun enkelte gange er jeg blevet lukket ind i dine kærestesorger eller -glæder, men du har lagt øre til de fleste af mine. Jeg har altid vidst, du var der, og taget for givet, at sådan ville det forblive.

Nu er du ikke mere. Kom tilbage. Køb en returbillet og kom tilbage til mig – til os. Vi står her med åbne arme, røde øjne, snot under næsen og våde strimer ned ad kinderne. Vi savner dig. Som ven. Som kollega. Som det helt igennem enestående (teater)menneske, du var.

Vi er slet ikke klar til at miste dig endnu.
Mit hjerte brister.
Hvil i fred. 

Dramatikkens og outsider-teatrets mand

Af: Jokum Rohde, dramatiker, ven og teaterkollega

Anders Lundorph er den iscenesætter, jeg har arbejdet mest sammen med, ved siden af instruktøren Katrine Wiedemann. Anders og jeg delte en kærlighed til teatrets tarvelighed og vulgaritet, langt fra det gode selskab og den gode smag. At det skulle blive på Det Kongelige Teater, vi lavede fem forestillinger i rap, er ikke noget tilfælde, om end, set ud fra nutidens nationalscene, næsten uforståeligt.

Fra Klaus Hoffmeyer og frem til Emmet Feigenberg ved roret havde DKT en sund politik om at rumme undergrund såvel som overgrund. Fra 00’ernes Turbotown over Friedländers og Tue Bierings Turbinehaller til Rikke Hedeagers Eventministeriet spyttede de her små autonome produktionsenheder inde på DKT, forestillinger og anarki ud på stribe. Og det var her chefen Rikke Hedeager fandt guld med sin ven Lundorph.

Op til november 2009 arbejdede Eventministeriet stadig med formatet: få dages prøver, en eller to opførelser, manuskript i hånd, på kanten af en delvist koreograferet reading, en staged reading. Da jeg over en weekend havde skrevet mit burlesque murder mystery Hvem myrdede Regitze Rio?, og denne skulle i produktion i Eventministeriet, brød Lundorph alle regler ved med sin begejstring, professionalisme og særartede væsen at inspirere fem talentfulde skuespiller til på fem dage at lære et helt skuespil udenad OG indstudere stripteasenumre og fuld koreografi, premiere på en fredag.

På mange måder kom de involverede sig aldrig over det: Fra nu af gik Lundorph og jeg i gang med at bryde lydmuren. Nu kunne skuespil skrives i vanvittige 10 timers stræk over få dage, iscenesættes på fem dage – og ofte var resultatet et over the edge fænomen af energi, desperation og performativitet. Vi lavede Har-har-har de set min kone?, en sovekammerfarce udenom en varulvegyser, vi lavede en westernudgave af amerikansk morality theatre fra 1900-tallet, vi lavede lost footage-gyseren, Amandaværelset, på Refshaleøen, i mørket om vinteren. Anders var fra teatervidenskab som jeg, så vi kunne vores genrer, særligt de glemte.

Lundorph kronede sin maniske produktion på Eventministeriet med queer-forestillingen Boys Don’t Cry. Forestillingen nåede helt til Berlin og langt ind i hjerterne på dem, der så den. Det var en unik produktion, uforglemmelig og heroisk. Og så skiftede ledelsen på DKT, de involvererede spredtes for alle vinde, og Lundorph skal vi aldrig møde igen. 

Anders var dramatikkens mand, fordi han var outsider-teatrets mand. Han læste og kæmpede for sande teaterrebeller, såsom den endnu ikke spillede dramatiker Jonas Reppel. Det seneste, jeg så Anders iscenesætte, var for tre uger siden, en lille smuk tekst af Lagermand Lundme, opført udendørs i kulden i Kringelgangen mellem Helligåndskirken og Gråbrødre Torv. Tre skuespillere, tyve publikummer og aftenmørket lavede sammen et teaterrum omkring en tekst om dobbeltgængere. Forbipasserende hastede hovedrystende gennem forestillingens plasma, kortvarigt i live. 

Anders døde alene i et værelse udenfor Aarhus, 46 år gammel, to dage før sin næste premiere. Og jeg kan kun komme i tanke om sætningen: Du har fået det for intet. Giv det for intet. 

Det gjorde Anders Lundorph.

Et gennemført og passioneret teatermenneske

Af: Torben Dahl, teaterleder på Teater Katapult

Anders Lundorph var netop færdig med at levere endnu et scenisk værk, forestillingen Dynastiet på Teater Katapult i Aarhus, da han alt alt for tidligt – og til stor sorg, uendelig tristhed og fortrydelse for os og mange, mange andre – forlod scenen dagen før premieren kun 46 år gammel.

Lige siden Anders bankede på døren til vores lille hedengangne teaterhus i Rosensgade, har jeg nydt de mange udviklingssnakke. Anders kom uforvarende til at starte og slutte sit professionelle teaterliv på Katapult.

Nyuddannet og direkte fra England bragte han i 2004 Martin Crimps The Country med sig til teatret. Samme år instruerede han Katapults og måske endda Danmarks første audiowalk, Bjørn Rasmussens debutstykke Myg marcherer i sødt blod.

Iscenesættelser af Vidne (2005), Kamp Specialisterne (2007) og en alternativ Dogville-version af Tomas Lagermand Lundmes Lil’ Johnnys Mund i 2013. Dernæst en lang Katapult-pause, for Anders fik jo dundrende succes på de danske og svenske scener, før han nu til sidst som finalen instruerede Thomas Markmanns Dynastiet

Anders afleverede naturligvis, som det fine teatermenneske han var, sit sidste værk pænt færdigindbundet til forpremieren. Han forlod så scenen til stor sorg for rigtig mange – og ikke mindst hele holdet på Dynastiet og os her på Katapult. Anders vil blive savnet for sit kærlige, sjove og engagerede væsen.

Anders Lundorph var et helt igennem gennemført og passioneret teater-menneske. Han var utroligt vidende på sit felt med et skarpt scenisk blik, som hjalp og inspirerede og fik mange skuespillere til at stråle gennem tiden. Med sit gode humør formåede han at skabe et trygt, let og stemningsfyldt rum undervejs i de mange prøveprocesser og var derfor meget afholdt af alle scenekunstnere. Og der har været et utal gennem de seneste 18 år.

Som professionel iscenesætter har Anders haft en intensiv karriere med opsætning af et væld af forestillinger – dansk teater er blevet en loyal og spillevende kollega og en fremragende instruktør fattigere.

Æret være Anders’ minde!

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...