AFUK Scene og DYNAMO er gået sammen om at sætte cirkus på programmet under scenekunstfestivalen CPH Stage. Det blev på DynAfuk Circus Days til appetitvækkende smagsprøver, overraskende kombinationer og en forrygende åbningsforestilling.
De kommer gående. De kommer dansende. Blå, gul og rød. Under paraplyerne. Under de sitrende strimler. Ned ad Bavnehøj Allé under sommersolen, der endelig gavmildt kastede sine stråler ned over den mest familievenlige del af DynAfuk Circus Days. Barnevognene blev denne dag suppleret af rollatorer og en større samling elscootere i publikumsskaren, da paraden fik vakt området til live og lokket beboerne af huse.
DYNAMO og AFUK Scene er initiativtagerne til DynAfuk Circus Days, og de ønsker med mini-festivalen at øge den offentlige interesse for nycirkus som genre og samtidig sætte fokus på genrens upcoming artister. Det sidste lykkedes til fulde, især på lørdagens aftenprogram, men også mere garvede artister fik lov at udfolde sig under festivalens mangefarvede paraply.
Don’t touch the rope
DynAfuk blev nemlig skudt i gang med to visninger af den internationale forestilling Idyl – en hverdagsfabel. Den er skabt af det dansk-franske La Compagnie KS. K for reb-artisten Katja Andersen og S for jongløren Sylvain Monzat. De er også privat et par, og forestillingen er en form for romantisk komedie inspireret af deres samliv og særheder. Hele 17 kapitler skal udspille sig, proklamerer Sylvain. Dog kun for lidt senere at skippe et større antal kapitler, for der er jo ingen grund til at fordybe sig i forelskelsens sødsuppe. Tonen er sarkastisk drillende, men samtidig fyldt af respektfuld kærlighed – og der er selvfølgelig en grund til, at Katja rutinemæssigt vrisser: ”Don’t touch the rope”.
Idyl er en lige dele rørende og morsom forestilling, der elegant punkterer den klassiske dramaturgi – for sådan er levet liv jo ikke. Den fletter i stedet cirkuselementer med dialog og musik, så vi kommer helt op i sofaen til det charmerende par, og lykkeligt smilende kan genkende os selv i deres tåbelige trakasserier og søde forsoninger. En virkelig vellykket artistisk fortælling, som der heldigvis er mulighed for at opleve igen til efteråret på AFUK Scene.
Gang i Bavnehøj Allé
Lørdag gik det løs hele eftermiddagen på Bavnehøj Allé, hvor den indledende parade blev fulgt af tre forestillinger. Først var danske CIKAROS på spil med deres akrobatiske koreografi På Bænken. Håndstand kombineres med balancetrin og finurlige gennemkravlinger, når Signe Løve Anderskov og Henriette Aarup til de klare, distinkte toner af Chopin og med københavnerbænken som tredjepart skaber en fuldendt fantasi om menneskets samspil med byens objekter.
Så gik turen videre til den italienske klovn Claudio Levatis performance MeMix. Her var det om at holde på hat og briller, mens hans klovnekarakter flintrede rundt, det ene øjeblik flirtende, det næste kommanderende. Publikum spiller med i store dele af forestillingen, der inspireret af filmens fortællinger byder på både en SuperChicken og en helt særlig udgave af Titanic. Claudio Levati dyrker traditionen for den talentløse, men dog altid optimistiske klovn, som ikke meget lykkes for, men så finder han da bare på noget andet. Sympatisk og med gode grin, men også lidt lang og løs til at holde interessen hos de mindste i publikumsskaren.
Se trailer for Memix.
Mere skarpt stod Glimt af en cabaret med uddrag fra GLIMT AMAGERs rejsende kabaret, der her var tilpasset stedet med Lars Lindegaard Gregersens reb spændt ud mellem alleens grønne træer. Til tonerne af saxofon og harmonika slængede han sig i nonchalante positurer på rebet, mens vi lattermilde så til. På det lille podie under træet viste cirkusartist Villads Bugge Bang og flamencodanser Rebeca Ortega prøver på deres ekvilibristiske evner udi hhv. human beat box, step og flamenco, der også lod sig forene i en humoristisk dans, der forenede de klassiske trin med kroppens lyde, når man trommer på den.
Nytænkende dans og betagende akrobatik
Bandsat charmerende var dette par, og de dukkede atter op på AFUK Scene lørdag aften, hvor tre brudstykker af forestillinger under produktion var udvalgt til visning. Vi fik her udfoldet Ortega og Bugge Bangs fortælling om at mødes i dansen, om at fascineres af hinandens trin og tempo og finde veje trods sprogbarrieren. Kristian Møller Munars guitar spillede med. Uskyldsrent, nysgerrigt, nytænkende.
Se trailer for Ortega og Bugge Bang.
Aftenens tre indslag understregede bredden i dansk cirkus netop nu. Det dansende par sluttede af, mens en trio åbnede med et reb-, snore og tonebaseret nummer, der folder fortællingen om SPIDER WOMAN ud. Jacob Rasmussens soundscape drager os ind i spinderiets verden, og tråde forlænges i Christine Bonnichsen Søndergaard og Sóley Freyja Eiríksdóttirs kroppe, der på magisk vis forvandles til edderkoppekroppe i evig forvandling. Tyst, koncentreret, betagende.
Rumpenisser og politisk poesi
En helt anden verden åbner sig i work in progress-visningen af Teater Grys dunkle, melankolske forestilling BARE VENT. Som flere af de øvrige festivalindslag handler den om at nå hinanden trods forskellighed og sårbarhed. Her foregår det blot mellem to ordløse personager, der minder mest om rumpenisserne fra Ronja Røverdatter. Bare med mindre ild i røven. Sagte tusser de rundt om hinanden og en stor kuffert, til de endelig finder plads på den begge to. Foruroligende og nuttet på samme tid.
Aftenen og festivalen blev afrundet af duoen MØR, der består af Mika Forsling og Anika Barkan. Premieren på deres nyeste video blev fulgt op med en live koncert, hvor det elektroniske afsæt vekslede mellem det rå og det poetiske. Et fint punktum for den første DynAfuk, der lykkedes med at vise kvalitet og bredde i cirkusgenren. Aftenens konferencier Stine Pilmark udråbte festivalen som nystartet tradition. Det skal den da bestemt være, for cirkus er i dag – trods den manglende videregående uddannelse i Danmark – en genre, der med høj faglig kvalitet viser mod til at gå nye veje og skabe medrivende hybrider i mange forskellige retninger.
