★★★★☆☆ The Handmaid’s Tale – dystopisk opera er lige så eksplosiv, som den er uskarp

Poul Ruders’ ubønhørlige vanvidsridt er tilbage på Det Kongelige Teater efter 22 år, for nu er The Handmaid’s Tale blevet et tv-hit. Operaen er et musikalsk nyrestød, men vanskelig at trænge ind i. 

Ikke siden Carl Nielsens Maskarade er det sket, at en dansk opera har fået sin anden iscenesættelse på Det Kongelige Teater. Det siger måske noget om operamiljøet herhjemme, men siger det også noget om Poul Ruders’ The Handmaid’s Tale, som nu følger i Nielsens fodspor?

Egentlig ikke. For vi kan vel godt starte med at slå fast, at det ikke er Ruders’ bastante værk i sig selv, der har fået Det Kongelige Teater til at bestille en ny iscenesættelse af John Fulljames.

Orkestrale nyrestød

Årsagen er naturligvis, at en amerikansk tv-serie af samme navn har skabt fornyet interesse. Ikke blot for Margaret Atwoods dystopiske fremtidsroman om et kvindefjendsk USA, men også – som en afledt effekt – for Ruders’ 22 år gamle opera.

Kan værket bære en genopdagelse? Ikke uden problemer. For selvom The Handmaid’s Tale indeholder fantastiske orkestrale nyrestød, så er det også en opera, som satser mere på en generel stemning af undergang end en skarpt eksekveret dramaturgi.

I momenter er det storslået. Men som helhed er det måske mere forvirrende, endimensionelt og goldt, end hvad godt er.

Lige på og hårdt

Første akt kaster os direkte ind i dystopien. Poul Ruders er kendt for at gå lige på og hårdt, og det sker også her med isnende klange, voldsomme eksplosioner, knogleraslende slagtøj og dystert orgelspil.

På scenen afløser den ene desperate sopran den anden, mens vi ser de karakteristisk rødklædte tjenerinder indordne sig under et fascistisk styre. Deres eneste lod i livet: at lade sig voldtage af overklassens mænd og forhåbentlig – verden er ramt af barnløshed – føde deres børn.

Således også tjenerinden Offred, der imidlertid husker en verden før revolutionen og ustandselig oplever erindringsglimt fra dengang. Af datteren, moderen og manden, der alle er væk nu. Langsomt fødes en sindssyge i hende, ledsaget af hidsige strygere. Siden følger en modstand: ”Lad ikke svinene tryne dig,” lyder det.

Ubønhørlig kulde

Hvor end hun ser hen, mødes hun af sterile og statiske omgivelser. John Fulljames elsker kliniske kontormiljøer og nordisk noir, hvilket afspejler sig i en utrøstelig scenografisk kulde. Store vinduespartier, hvide lamelgardiner, afpillede fabrikshaller og magre rum. Verden er på alle måder gold.

Gråsynet dominerer fra start til slut, men brydes af glimtene fra fortiden. Her hører og ser vi undtagelsesvist lys og lethed. Samtidig fastholdes erindringen dog i et stramt scenisk spejlingsgreb, som efterhånden når sit mætningspunkt.

The Handmaid’s Tale er to timers ubønhørlig, hårdkogt kulde.

Indforstået dystopi

Man kan glæde sig over, at Det Kongelige Kapel får Ruders’ vanvidsridt til at blitze af overvældende undergangslyd. Og at Hanna Hipp er stærk og klar som den mishandlede Offred.

Men man kan også ærgre sig over, at det øvrige persongalleri aldrig får plads til at folde sig ud. At fortællingen er længe om at finde vej ind i værket. At akterne kunne være skåret til, både musikalsk og narrativt, så værket fik større fortællekraft og mindre monotoni.

Meget får lov at stå indforstået hen i Fulljames’ opsætning, der ender med at tegne et klart billede af dystopisk klaustrofobi, men ikke et særlig klart billede af det konkrete Gilead-samfund fra Atwoods roman.

Man forlader The Handmaid’s Tale med en tydelig stemning af ubehag, men også med en fornemmelse af, at man kunne være trængt dybere ind med flere temperamenter og skarpere dramaturgi.