★★★★☆☆ Mens solen brænder – økokritisk sammenskudsgilde sætter nærheden forrest

Det er forholdet mellem mor og søn, der er kernen i Mens solen brænder på Sort/Hvid. En velkendt generationskonflikt folder sig ud i et tidløst rum præget af snarlig undergang.

Først ånder alt den mest absolutte ro. Lotte Andersen sidder i en sortnet have uden for tid og rum, hun har hænderne nede i mulden. Fortæller om det første barn på jorden, der skyllede op på stranden og begravede sine fiskeforældre i baghovedet.

Er det ikke sådan, det føles at være gravid, foreslår hun. Som små fiskehaleslag, et boblende liv inde i kroppen. Sådan var det, før hun 29. december 1993 klokken 03.33 fødte sin søn, Louis, fortsætter hun. Og kigger så ud på os: ”En ting, jeg ikke tænkte dengang, var, at vi en dag skulle spille teater sammen.” 

Det var et cue. Rasmus Juncker bag keyboards og metallofon skruer op for en boblende new age-ambiens, og lyset falder på en dramatisk klippeformation bag Lotte Andersen. Her dukker netop Louis op, iklædt hvid wifebeater og lydtætte hovedtelefoner.

Velkommen til den påståelige klimageneration, der har hørt naturfilosofiske podcasts og er klar til at lære sit ophav en ting eller to om menneskets nødvendige uddøen. Roen er ovre; der går ikke fem minutter, før Louis har sammenlignet sin mors generation med folk, der vendte det blinde øje til kz-lejrene.

Kunstnerisk sammenskudsgilde

Mens solen brænder på Sort/Hvid er et kunstnerisk sammenskudsgilde. Fire forfattere har efter samtaler med naturvidenskabelige forskere skrevet tekster, der spænder fra stille melankoli til udsyrede popgrotesker. 

Fra scenen strømmer en herligt kaotisk energi i det, der er instruktør Niels Erlings umulige forsøg på at få de ulige tekster til at høre sammen. Det ene øjeblik leger søn og mor podcastværterne Johnny T. Rex og Sandy Sylespids, det næste skændes de om halvtransparente minder fra Louis’ barndom.

Lotte bliver mere og mere irritabel. Hun vil så gerne tale med sin søn, men forvirres og fortørnes over alt, hvad det irriterende mandebarn har at sige. Moren vil gerne give sin taktile forbindelse til jorden videre, men sønnen vil hellere belære hende om paradigmeskift og opføre absurde dialoger mellem mennesker og cyborgs.

Overfladisk økokritik

Den kaotiske energi slår til tider om i rastløshed. De mange retningsskift er på den ene side charmerende, på den anden side gør de også den apokalyptiske tematik til et overfladefænomen.

Kernen i Mens solen brænder er mere forholdet mellem mor og søn. Lotte Andersen har en rolig poesi over sit spil, mens Louis Bodnia Andersen savner en smule gnist og bevægelighed. Deres konfliktstof kan virke spinkelt, men de har i sagens natur en fin intimitet over for hinanden.

Vildt betagende er Lise Marie Birchs mytiske scenografi, der får skabt et tidløst rum med plads til både de intime tekster om angst og de rablende om melankolske maskindystopier. Som en del af kulissen kan næsten også regnes musikken, der ikke spiller en stor selvstændig rolle, men farver stykket med tåget synth.

Lykkes det at binde sløjfe på de mange tekstlige input? Ikke fuldstændig, og man kan godt savne den fastholdelse af den økokritiske tematik, som et mere solistisk manus kunne have givet. Vi danser på overfladen, men fornøjes af energien.