Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Mens solen brænder – økokritisk sammenskudsgilde sætter nærheden forrest

Det er forholdet mellem mor og søn, der er kernen i Mens solen brænderSort/Hvid. En velkendt generationskonflikt folder sig ud i et tidløst rum præget af snarlig undergang.

Først ånder alt den mest absolutte ro. Lotte Andersen sidder i en sortnet have uden for tid og rum, hun har hænderne nede i mulden. Fortæller om det første barn på jorden, der skyllede op på stranden og begravede sine fiskeforældre i baghovedet.

Er det ikke sådan, det føles at være gravid, foreslår hun. Som små fiskehaleslag, et boblende liv inde i kroppen. Sådan var det, før hun 29. december 1993 klokken 03.33 fødte sin søn, Louis, fortsætter hun. Og kigger så ud på os: ”En ting, jeg ikke tænkte dengang, var, at vi en dag skulle spille teater sammen.” 

Mens solen brænder, Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese
Mens solen brænder, Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Det var et cue. Rasmus Juncker bag keyboards og metallofon skruer op for en boblende new age-ambiens, og lyset falder på en dramatisk klippeformation bag Lotte Andersen. Her dukker netop Louis op, iklædt hvid wifebeater og lydtætte hovedtelefoner.

Velkommen til den påståelige klimageneration, der har hørt naturfilosofiske podcasts og er klar til at lære sit ophav en ting eller to om menneskets nødvendige uddøen. Roen er ovre; der går ikke fem minutter, før Louis har sammenlignet sin mors generation med folk, der vendte det blinde øje til kz-lejrene.

Kunstnerisk sammenskudsgilde

Mens solen brænder på Sort/Hvid er et kunstnerisk sammenskudsgilde. Fire forfattere har efter samtaler med naturvidenskabelige forskere skrevet tekster, der spænder fra stille melankoli til udsyrede popgrotesker. 

Mens solen brænder, Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese
Mens solen brænder, Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Fra scenen strømmer en herligt kaotisk energi i det, der er instruktør Niels Erlings umulige forsøg på at få de ulige tekster til at høre sammen. Det ene øjeblik leger søn og mor podcastværterne Johnny T. Rex og Sandy Sylespids, det næste skændes de om halvtransparente minder fra Louis’ barndom.

Lotte bliver mere og mere irritabel. Hun vil så gerne tale med sin søn, men forvirres og fortørnes over alt, hvad det irriterende mandebarn har at sige. Moren vil gerne give sin taktile forbindelse til jorden videre, men sønnen vil hellere belære hende om paradigmeskift og opføre absurde dialoger mellem mennesker og cyborgs.

Overfladisk økokritik

Den kaotiske energi slår til tider om i rastløshed. De mange retningsskift er på den ene side charmerende, på den anden side gør de også den apokalyptiske tematik til et overfladefænomen.

Mens solen brænder, Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese
Mens solen brænder, Sort/Hvid. Foto: Emilia Therese

Kernen i Mens solen brænder er mere forholdet mellem mor og søn. Lotte Andersen har en rolig poesi over sit spil, mens Louis Bodnia Andersen savner en smule gnist og bevægelighed. Deres konfliktstof kan virke spinkelt, men de har i sagens natur en fin intimitet over for hinanden.

Vildt betagende er Lise Marie Birchs mytiske scenografi, der får skabt et tidløst rum med plads til både de intime tekster om angst og de rablende om melankolske maskindystopier. Som en del af kulissen kan næsten også regnes musikken, der ikke spiller en stor selvstændig rolle, men farver stykket med tåget synth.

Lykkes det at binde sløjfe på de mange tekstlige input? Ikke fuldstændig, og man kan godt savne den fastholdelse af den økokritiske tematik, som et mere solistisk manus kunne have givet. Vi danser på overfladen, men fornøjes af energien.

Koncept: Niels Erling, Lotte Andersen. Iscenesættelse: Niels Erling. Tekst: Ida Marie Hede, Marie Bjørn, Peder Frederik Jensen, Ursula Andkjær Olsen. Forskning: Donald Canfield, Peter Funch, Thomas Pape, Christina Toldbo, Rasmus Grønfeldt Winther. Scenografi: Lise Marie Birch. Sangskrivning: Katrine Muff Enevoldsen, Lars Emil Foder. Komposition, musik, lyddesign: Rasmus Juncker. Lysdesign: Jim Falk.

Medvirkende: Lotte Andersen, Louis Bodnia Andersen, Rasmus Juncker (musiker).

Spiller på Sort/Hvid 18. november – 10. december 2022.

Seneste

Skal vi nedlægge Statens Kunstfond og lade politikerne uddele kunststøtte?

Kommentar fra Jakob Tekla Jørgensen

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Skal vi nedlægge Statens Kunstfond og lade politikerne uddele kunststøtte?

Kommentar fra Jakob Tekla Jørgensen

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden...

Fire nye bud på Musical Reading Festival lover godt for genren

Musical Reading Festival bød på indblik i fire nye...
Annonce
Sune Anderberg
Sune Anderberg
Selvstændig kulturjournalist og kritiker, skriver fast for en række danske medier. Medlem af Reumert-juryen og Anmelderringen, cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet.
Annonce

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden og erfaring, som genereres i den kunstneriske forskning, der går forud for færdige værker og...