★★★★★☆ Lilith – kvinden tager ordet

Livingstones Kabinet dissekerer på Bådteatret mandens sprog om kvinden i en begavet tekstmontage sat i et univers, der emmer mangetydigt af kvindelige konnotationer. Myten om feminismeikonet Lilith, verdens første kvinde, får nyt liv i denne indtagende forestilling, der er helt sin egen.

”I kender mig godt, for i sidste ende er det jer selv, der har opfundet mig”.

Sådan lyder det i starten af Livingstones Kabinets lille, fuldendte diamant af en forestilling, der med ord, toner, krop og masser af hår punkterer kulturens sprog om kvinden. Nu tager hun ordet og afklæder det maskuline blik dets dominans.

Kvinden, et kontinuitetsproblem

Vi starter altså ikke med Adam og Eva, men før med Lilith, der opstod som myte i et ”kontinuitetsproblem” i Bibelen, hvor Gud på få linjer skaber kvinden to gange. Først samtidig med manden af jord, kort efter af hans ribben. Hvad skete der indimellem? Hvad blev der af den første kvinde? Hende, vi siden har kaldt Lilith. En forunderlig dialog udspiller sig mellem Gud og Lilith. Hun vil ikke ligge under manden, men være ovenpå, for de er jo ligeværdige, mener hun. Gud irettesætter hendes sprog og nægter at gå ind på hendes præmis, indtil flugten fra mandens univers er eneste mulighed.

Den kvindelige seksualitet, som Lilith symboliserer, skræmmer manden, som det lyder i Andrea Rita Dworkins sanselige tekst om kvindelig kødelighed, som Amia Miang og Kristina Sørensen Ougaard i kor lader flyde over læberne og ned over deres sensuelt, vuggende kroppe. Fint spejlet i Pete Livingstones bodyshamende sekvens om at være en lav mand med bløde arme. Det maskuline sprog dømmer det anderledes ude, ikke kun kvinden, men også den mand, der ikke lever op til det maskuline ideal og derfor er legitim skydeskive for latter. Den stilfærdige afmagt sved.

Alt er skrevet af mænd

Lilith svinger således mellem det afmægtige, det generobrende, det desperate og det spottende. Med tungen i kinden, når Pete Livingstone synger This is a man’s World med sin lyse stemme. Med spottende vrede i Amia Miangs monolog, hvor ”alt, jeg siger, er skrevet til mig af en mand, så jeg kan udtrykke mine tanker og følelser”. Historien og myterne, vi baserer vores liv og verdensforståelse på, er skrevet af mænd. Derfor kan Lilith ikke være ligeværdig i den verden.

Denne banale indsigt fortolker Livingstones Kabinet enkelt og genialt med et knivskarpt tekstvalg, der i en spillestil og et visuelt univers, der emmer mangetydigt af feminine konnotationer, skaber et andet blik. Med de pastelfarvede kniplinger spændt op mod det røde lys. Med de runde podiers skarpe kontur mod bagtæppets røvballestruktur, der changerer med lyset. Med grasserende hårtotter, parykker brugt som haler og sårbare bare ben får kroppen plads. Med glasklare toner på xylofonen og sprød sang rammes uvante strenge, før dunkende rytmer iklædt hæklede Pussy Riot-huer hvæser vreden ud.

Det syrlige i det søde og bløde

Lilith er tæt på fortærsket som feministisk ikon, men myten får nyt liv i denne fuldstændigt indtagende forestilling, der er helt sin egen. Nina Kareis’ iscenesættelse suppleret af Adelaide Bentzons koreografiske elementer holder os fast med let, men insisterende hånd, som forlænges i Pete Livingstones kompositioner, der sammen med de ofte repetitive tekster skaber et lydligt univers, der sender tankerne i retning af nyligt afdøde Angelo Badalamenti.

Det er sært, smukt, stærkt og skrøbeligt, og rummer både en sanselig og satirisk sproglig sandhed. Som en flødeskumskage, der overrasker med syrlig smag gemt i alt det søde og bløde.