★★★★★☆ Elektricitet – Nørdede spøgelser udsender eftertænksomme vibrationer

Hotel Pro Forma har premiere på Elektricitet efter koncept af Kirsten Dehlholm, Marie Dahl og Annesofie Becker. Med 20 medvirkende levendegøres udstillingen Dansk og Nordisk Kunst på Statens Museum for Kunst. Vi bliver lukket ind i en tidskapsel, hvor kunstnere som Nicolai Abildgaard, Edvard Munch og Skagensmalere sammen med levende, spøgelseslignende optrin sætter elektricitetens udvikling ind i tidens æstetik, følelser og samtidsforståelse.

I hele 18 forskellige udstillingsrum på Statens Museum for Kunst bevæger vi os i vores eget tempo fra det ene elektriske fænomen til det andet. Edison, Ørsted, nordlys, elektrochok, læselys, statisk elektricitet, magnetfelter er nogle af de nedslag om elektricitet, der kan opleves.

Der er noget næsten andægtigt i at kunne træde ind i en samling, der normalt er stille som graven og pludselig være vidne til, at værkernes samtid går igen omkring os, lige så upåvirkede af vores tilstedeværelse, som var de spøgelser af netop en anden verden.

Hotel Pro Formas formål med Elektricitet er at skabe refleksioner over, hvordan elektricitet har forandret vores liv og vores syn på verden og skabe forbindelse til den nuværende klimakrise. Kirsten Delholm er på hjemmebane i udstillingsrum såvel som i scenerum, og her er scenekunst, billedkunst og naturvidenskab flettet sammen i levende, romantiske tableauer af sang, performance, lyd, lys, rum, billeder og tid, der skaber en grænseløshed af gensidige spejlinger. 

Fremtiden er elektrisk

Gennem de mange lokaler fyldt med et imponerende antal elektriske apparater hvirvles vi frem og tilbage i historien og møder den ene berømte fysiker fra epoken efter den anden. Allerede i oldtiden kendte man til elektricitet i form af statisk elektricitet. En ung figurant gnider stof mod en lang metalstav, der får et stort fnug med lange plastikarme til at svæve. I den anden ende af spekteret ses Nicola Teslas opfindelse af vekselstrøm og Samuel Morse og hans telegrafiudstyr. 

I et andet rum ses en medicinsk elektrificermaskine til at pine nervesystemer, og i det største rum findes den første elektriske stol omgivet af dystre billeder som Edvard Munchs Skriget og forvredne skulpturer. Man kan bogstaveligt talt ”læse skriften på væggen” som projicerede tekster om ”stolen”. En gruppe vandrende figuranter bevæger sig som genfærd i hvide og sorte, lange, fyldige, gotiske kjortler med et twist af rokoko og små, sorte, tætsiddende huer. De har ofte et lys i munden, der understreger deres transparens. 

Personificeringerne ved de forskellige apparater er godt castet til deres roller med tidssvarende kostumedesign i en afdæmpet farveskala. De reciterer monotont deres tekster i et sikkert, kunstnerisk greb, som viser, at vi ikke eksisterer samtidig. De to rum, hvor mennesker pines af strøm, adskilles grotesk af nationalromantisk korsang. Nadine Burkhardts kostumer tilfører autenticitet i en sanselig æstetik, så man får lyst til at røre stoffet, der opleves på tæt hold.

Den æstetiske samtale

Overalt ses æstetiske forbindelser mellem malerier, udstilling og optrin. Helt konkret fx apparatet ”Elektrofor”, der refererer direkte til billedet Den sårede Filoket af Nicolai Abildgaard. Der er lagt op til en kunstnerisk skattejagt om de mange sammenhænge. Performeren Rasmus Balling og mezzosopranen Lore Lixenberg interagerer med de forskellige rum og apparater ved at sætte svingninger i alt med deres vokal og fysiske fremtoning. 

Balling reciterer Julie Sten Knudsens digte og ikke mindst sætningen: ”Fremtiden er elektrisk. Tænd. Sluk. Tænd. Sluk”. Lixenberg synger direkte på apparaterne som en gensidig udveksling af lydbølger. Kraftfulde toner formet lige i masken og med distinkte mundbevægelser gengiver svingninger, frekvenser og bølger, og sætter strøm til os alle. Hvor ofte kan man lige opleve en operasanger på en meters afstand?

Musikerne Wilhelm Ljunggren Dahl og Villads Posselt Mikkelsen spiller på metalplader med sand, der vibrerer og skaber cirklende mønstre. Den ene akustisk med bue, den anden elektronisk. Musikken er rungende sfærisk som resonans fra de tykkeste klostermure. Kristian Hverring, Lore Lixenberg, Wilhelm Ljunggren Dahl og Villads von Posselt har stået for de virkningsfulde kompositioner til udstillingen.

Den sidste lukker og slukker

Jesper Kongshaug har sat lys på temaerne med stor respekt for rummenes eksisterende lys og fx skabt lyn ét sted og nordlys et andet. Skagensmalere og snebilleder danner baggrund for det magiske grønne lys i loftet. Rasmus Balling udfolder det store kosmos med armene ud til siden over projektoren, der sender sit grønne lys op i hans ansigt, mens hans hænder kaster skygger mellem grantræerne.

Kurator og katalogredaktør, Annesofie Becker, har gjort et imponerende arbejde med at skabe et katalog med oversigter og artikler for dem, der vil dykke dybere ned i elektricitetens udvikling fra både de naturvidenskabelige, kunstneriske og filosofiske perspektiver. En mandsdomineret verden før kvinder overhovedet havde stemmeret, men en enkelt videnskabskvinde har dog fået en stemme i kataloget. Perioden er ikke desto mindre smukt genfortolket af et kunstnerisk hold af primært kvinder.

”Vi får brug for at beskytte os mod den varme, vi selv generer. Jeg taler om vand og luft. Jord og ild. Det bliver varmere. Jeg taler om det pludselige og det langsomme,” reciterer Balling midt i sine ”tænd-sluk”-gentagelser. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er muligt at slukke igen, eller om teknologien formår at redde teknologien, som der står i kataloget. Man forlader ikke udstillingen upåvirket, men de medvirkende forlader os lige så genfærdsagtige, som de opstod i en langsom effektfuld exit.