★★☆☆☆☆ Stalins død – satire uden brod og tempo

Nørrebro Teater lander tungt med dramatiseringen af Stalins død. Forestillingen kommer aldrig i flow, men fremstår af forskellige årsager som en skævert uden rytme, der drukner sin egen fortælling.

Det virker som en god idé at sætte Stalins død op. Måske endda mere lige nu end da den først var programsat i 2021 under Covid-19, men før invasionen af Ukraine, der atter har forstærket spotlyset på Putin og hans ageren. Forestillingen er baseret på filmen The Death of Stalin (2017), der var baseret på den franske tegneserie La Mort de Staline (2010-12) og præsenteres som en satire.

Jeg har ikke læst tegneserien, men husker svagt filmen, som forestillingen til dels lægger sit udtryk op ad. Satire kan være en oplagt genre at marinere magthavere i, som Nørrebro Teater også tidligere har gjort med succes med fx Nikolaj Cederholms adaption af Chaplin-filmen Diktatoren.

Timing er ikke en solosport

Men satire kræver ud over et manuskript med brod både tempo og timing. Stalins død har ingen af delene, men slæber sig tungt over scenen. Fyldt med ord, som mestendels opleves som en form for historietime, der demonstrerer magtspillets facetter. Plottet er i sin enkelhed, at Stalins død udløser en magtkamp i centralkomiteens top. Efter en lind strøm af intriger, studehandler, begravelsesplanlægning og et enkelt glimt af rå vold går Nikita Krushchev sejrrigt ud af kampen om at være den mest lige blandt ligemænd, som det nødvendigvis må være i en kommunistisk centralkomité, hvor alle beslutninger er enstemmige.

Atmosfæren er ladet med paranoia, og der kunne formentlig være kommet noget bedaget, men dog rimeligt underholdende situationskomik ud af det ordrige manuskript. Men det kræver som sagt timing. Den var kun til stede hos enkelte af spillerne på premiereaftenen, og timing er ikke en solosport. Den opstår i samspil. I Stalins død fyger spillerne mestendels rundt som satellitter. Nogle laver deres egen fest med deres respektive roller, men forestillingen som sådan kommer aldrig i flow.

Usjovt og ligegyldigt

Det skyldes nok flere faktorer. Teksten er som sagt lang. Ikke særlig kompleks, bare lang. Man kunne nok med fordel have skåret Stalins to børn ud, da deres skæbne er uinteressant og unødvendig for hovedsporet. Man kunne nok også med fordel have gået efter et mere moderne udtryk. Når man nu gerne vil caste kvinder i halvdelen af rollerne, hvorfor hulen skal de så rende rundt klædt ud som mænd?

Stalins død er næppe den sande historie om, hvad der skete i Kreml i de dage, så måske kunne kvinderne slippe for den revy-agtige tilgang til kostumering? Det kan – i uhyre sjældne tilfælde – fungere på en revyscene, her bliver det bare et unødigt irritationspunkt. Ganske som den hyppige brug af ordet “fucking”.

Vicki Berlin har den dominerende rolle som Krushchev og den kan hun ikke løfte. Der er stor forskel på at være sjov i korte numre og på at være nøglespiller i en helaftensforestilling. Det er naturligvis ikke kun hendes ansvar. Den famlende instruktion, der ikke helt ved, om den vil spille farce, melodrama eller en form for teatralsk drama, hjælper hverken hende eller de øvrige spillere. Der råbes i øst og skriges i vest, og der er da også et par enkelte velfungerende ideer, men det meste er usjovt og ligegyldigt.

Bastant boomer-komik

Jeg har stor respekt for den transformation, Nørrebro Teater har gennemgået under Mette Wolfs ledelse. Jeg kan også sagtens se, hvordan Stalins død er tænkt ind i rækken af satiriske fortolkninger af såvel Tjekhov, Gogol og Ibsen som af adaptioner af Kafka og førnævnte Chaplin. Jeg forstår og værdsætter selvfølgelig også ønsket om hænge magt og diktatorer til tørre.

Men måske er tiden løbet lidt fra den bastante boomer-komik, som Stalins død mest af alt fremstår som. Forestillingen bliver trods en virkelig smuk scenografi af Franciska Zahle og et stort cast en skævert uden rytme, der drukner sin egen fortælling.