★★★☆☆☆ The Dead Live On In Our Dreams – soloværk om identitet fremstår koncertant

I The Dead Live In Our Dreams mærker vi tydeligt, at der er meget på spil i de meditativt improviserede dansesekvenser. Men Hooman Sharifis soloværk med personlige erindringslandskaber fremstår mere koncertant og undersøgende end som en færdig forestilling. 

Arash Moradi spiller ekvilibristisk på sin persiske tanbour med fortryllende toner og melodiføring. Hooman Sharifi er på erindringsrejse gennem improvisatoriske bevægelser med mellemøstlig inspiration. Forestillingen udvikler sig i tre faser. Først ses tilbageholdte og repetitive bevægelser. Derefter et markant opgør med forståelsen af identitet. Et opgør, der til sidst sætter kroppen fri og fører til en dans med løftede, jublende arme.

Alligevel er dramaturgien svær at gennemskue. En indledende snak om erindringer giver nogle generelle aspekter af fortidens og vanernes magt, men uden at pege på den konkrete problemstilling. Så selvom dansen ligner en klassisk flugt-frihed-fortælling, antyder et citat på hjemmesiden, at pointen ikke er flugt i konkret forstand. Det er snarere flugten fra det stigma, fortid og fordomme lægger ned over en person.

Tvangsmønstre 

Sharifi danser iført en kortærmet skjorte, let plisseret, langt skørt og gummisko. Alt sammen sort. I bukkende og cirklende formationer med krydsende skridt for og bag kigger Sharifi op mod himlen og bøjer sig forover. Hænderne er ofte på ryggen eller peger opad eller bagud. 

Bevægelserne kan tolkes som erindringer af undertrykkende art. Det virker som et forsøg på at finde ro i en fastlåst situation. Vejrtrækningen er påvirket og hovedet ryster, indtil han pludselig kryber ind under en stor, gylden presenning midt på scenen. Sharifi rejser sig og bærer den som en kappe, der ligner de lagener, som bruges ved redninger. 

Frihedens symboler

Presenningen udgør det primære scenografiske element, men lægges til side halvvejs. Et stort ophæng af lamper ses i en klase lige over scenen for at belyse den gyldne presenning. Men kun de nederste lamper lyser, mens resten fremstår som ren installation.

Måske er det i virkeligheden et tørklæde, der har hovedrollen i fortællingen? Sharifi vikler det rundt om højre arm, hvorefter armen danser, løftes og bankes i gulvet, hårdere og hårdere. Til sidst løsner det sig, og kroppen bliver fri. Tørklædet kan måske ses som et symbolsk gips om fortidens fastholdte identitet.

Konceptuel udvikling

Sharifi synes at ville insistere på retten til at redefinere sig selv løsrevet fra tanken om oprindelse som identitetsskaber. Han vil vise, at det er muligt at skabe fremtiden ved at ændre fortiden. Men værket som helhed har karakter af at være i proces ligesom budskaberne i det. Der er plads til flere konceptuelle nuancer, ledetråde og perspektiveringer. 

Samtidig ville det være spændende at udfolde de scenografiske elementer og det publikumsinvolverende potentiale i at sidde i en kreds på scenen. Vi kan mærke, der er noget på spil. Der er både intensitet og følelse gennem hele den timelange meditativt dansede solo til bjergtagende smuk livemusik. Dermed fremstår værket mere koncertant end som en egentlig forestilling.