Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...
Annoncespot_imgspot_img

Generationsskifte og nyt bachelorniveau på Københavns Film- og Teaterskole

Københavns Film- og Teaterskole er netop blevet indplaceret på bachelorniveau. Skolens mangeårige leder, Stuart Lynch, forlader samtidig skolen. ISCENE har talt med ham og skolens nye lederteam om skolens uddannelseskoncept, der integrerer moderne coaching og basisfilosofi med skuespiltræning.

Det bobler af liv, da jeg stikker hovedet indenfor hos skuespilleruddannelsen Københavns Film- og Teaterskole, der siden 2010 har ligget i en tidligere chokoladefabriks lokaler på Nørrebro. Det er frokosttid, de studerende myldrer rundt, og jeg skal mødes med nuværende leder Stuart Lynch og hans arvtagere, Christine Wolf Ørnsbo og Malene Beltoft Olsen, der begge har været på skolen i en årrække.

Generationsskiftet sker til sommer, men er i praksis indledt med Stuart Lynch og skolens bestyrelses enstemmige valg af de to som den duo, der skal føre skolen videre.

”Det har været udmærket med en leder-leder som mig i en periode, hvor der skal tages hurtige beslutninger, men i fremtiden er der brug for en mere demokratisk, dansk ledelsesstil,” siger Stuart Lynch med et smil.

Ny akademisk tilgang

Stuart Lynch overtog ledelsen af skolen i 2013, hvor den krævede en fast hånd og hurtige beslutninger, fordi den med hans ord var ”a mess”. Nu er den i god form og har netop opnået blevet indplaceret på det, der svarer til bachelorniveau af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Indplaceringen anerkender dermed uddannelsens høje faglige niveau og medfører samtidig en ny akademisk tilgang og vejledende ECTS-point til de studerende.

Så hvorfor egentlig forlade skolen nu?

”For mig er indplaceringen en form for højdepunkt på mine ti år her, så mens vi har gjort klar til den nye akademiske tilgang de seneste måneder, har jeg indset, at det er tid til at komme videre. Jeg har stadig en alder, hvor jeg kan give noget som kunstner. Hvis jeg bliver fem år mere, bliver det for sent,” forklarer Stuart Lynch, der er scenekunstner, men også tidligere har ledet flere kompagnier.

Generationsskifte og nyt bachelorniveau - på Københavns Film- og Teaterskole
Stuart Lynch. Foto Benny Thaibert, bitamindk.

Nu vil han gerne instruere igen og undersøger for tiden muligheden for igen at arbejde med de 24 timers performances, som han oprindeligt lavede i Danmark i 2000.

”Jeg har et stort ønske om at finde tilbage til mit kunstneriske virke og opdage nye ting efter den udvikling, jeg naturligt har gennemgået i løbet af disse 10 år. Jeg har også kontakt med min gamle mentor i Japan, Min Tanaka, igen og skal genoptage min butoh dans i blandt andet Paris og Ægypten til efteråret,” fortæller han.  

Stærke skuespillere, der også er stærke mennesker

Stuart Lynch kom med en forretningsplan, der fik vendt udviklingen på Københavns Film- og Teaterskole. En forretningsplan, som byggede en læseplan op funderet på dygtige undervisere og på at kombinere moderne coaching og basisfilosofi med skuespiltræning, så de studerende finder grounding i sig selv til at være accepterende og stærke som individer og i en gruppe, forklarer han om skolens koncept.

Han er drevet af at hjælpe generationen mellem 18-27 år med de helt enkle, eksistentielle spørgsmål, han også selv kæmpede med som yngre.

”Mit mærke på skolen er denne ligevægtige tilgang mellem, hvordan vi nærmer os de studerende som mennesker og som skuespillere, så vi producerer stærke skuespillere, der også er stærke mennesker. Det kræver en form for soft parenting, hvor man skal være villig til at bruge tid fremfor at styre med pisk og gulerod,” forklarer han og tilføjer, at det er svært for en del af eleverne, at skolen ikke arbejder med straf og belønning.

“Det er fordi, de er vokset op i en kultur med rigtigt og forkert,” supplerer Christine Wolf Ørnsbo og uddyber: ”Jeg sidder jo ikke som underviser og venter på et resultat. Jeg er med de studerende i det arbejde, der skal gøres, så de får passion for faget og tager ansvar for det. Den generation vil meget gerne evalueres, så det kan godt tage et år for dem at finde ud af at blive undervist i dette underlige, subtile fag, som både er meget konkret og meget ikke-konkret”.

Coaching og filosofi skaber grounding

Den filosofiske tilgang fylder på uddannelsens første år og skaber den grounding, der forbereder de studerende til de to følgende år, hvor det fag-faglige skuespillerhåndværk fylder mest.

”Vi sidder ikke og filosoferer i en rundkreds, men vi lærer de studerende at agere på ting, der tynger dem, ved enten at slippe, acceptere eller forandre dem,” forklarer Stuart Lynch.

Generationsskifte og nyt bachelorniveau - på Københavns Film- og Teaterskole
Christine Wolf Ørnsbo. Foto Mette Bærtelsen

Christine Wolf Ørnsbo fortæller, at de studerende tit får en aha-oplevelse i slutningen af andet år, hvor de fødes som skuespillere, mens tredjeåret klæder dem på til at gå ud i branchen, der kan opleves hård. Skolen har derfor også en karrierecoach tilknyttet, og Christine understreger, at uddannelsen ikke kun er målrettet at stå på scenen eller lave film, men kan bruges i en række andre fagområder også.

Tiden er moden

Københavns Film- og Teaterskole har ikke så mange andre professionelle danske skuespilleruddannelser at sammenligne sig med.

”Vi kigger selvfølgelig på Den Danske Scenekunstskole, der også netop har brugt nogle år på at finde sig til rette med at akademisere uddannelsen,” siger Stuart Lynch. Han oplever, at de mange højskoleforløb i Danmark har mere fokus at lære at samarbejde og udtrykke sig, så nogle af de elever, der kommer fra de forløb, falder fra. ”En skuespilleruddannelse på professionelt niveau er noget andet. Det er et konstant arbejde med kroppen og mentalt, som skal bygges hele tiden – det er noget andet end at have en god oplevelse,” slår han fast.

Omkring en tredjedel af skolens studerende kommer fra udlandet, og det skaber ifølge Stuart Lynch mere energi end en ren dansk gruppe kan. ”Det giver en vibrant atmosfære, når de internationale elever møder de danske, men skaber også tryghed, hvis rammen er der. Man må ikke ryste på hånden som underviser, så kan de godt komme fra mange kulturer,” tilføjer Christine Wolf Ørnsbo og påpeger, at skolens afsæt i metoder som Meisner og Method Acting klæder de studerende på til at arbejde i USA.

Hun er selv uddannet i Meisner-metoden i New York og har ligesom Stuart Lynch taget kærligheden til håndværket og metoderne med ind i arbejdet på skolen. ”Da jeg kom tilbage til Danmark for 15 år siden, kunne jeg mærke, at der var en påpasselighed over for metoder, men metoder er jo bare værktøj. Skuespil er hårdt og slidsomt, hvis man skal finde det hele i sig selv uden at have en struktur. Metoder gør arbejdet konkret. Det konkrete gør, at det bliver personligt, men ikke privat, for det er ikke interessant kunstnerisk. Jeg tror, tiden nu er moden til at arbejde med metoder, som man har gjort i London, New York og Paris i årtier,” siger hun.

Det nye lederteam

Malene Beltoft Olsen, den anden i det nye lederteam, er selv uddannet på skolen i 2010 og har arbejdet på den i forskellige funktioner siden da. Hun har ledet skolens grundkursus i tre år, men er også aktiv som skuespiller på både film/tv og scene. Hun ser det nye lederteam på to som en stor styrke både for skolen, men også i forhold til at knytte et stærkere bånd til branchen, så de studerende bliver klar til freelancelivet efter skolen. 

”Jeg vil gerne give min egen erfaring videre og vise eleverne, at der er mange muligheder inden for faget. Det er et gøglerliv, men jeg har selv lært at leve med den præmis og acceptere, at man jo nok trives lidt i det her puslespilsliv, som det jo også kan være at være skuespiller. Den erfaring er også vigtig for dem at se og ikke bare tro, at man kun er en succes, hvis man står centralt placeret foran kameraet. Jeg har selv en spraglet karriere og sådan vil virkeligheden se ud for langt de fleste, der kommer igennem her,” fortæller hun.  

Generationsskifte og nyt bachelorniveau - på Københavns Film- og Teaterskole
Malene Beltoft Olsen. Foto Josefine Barrett.

Dette års tredjeårsstuderende på Københavns Film- og Teaterskole har netop været i praktik på Hamletscenen, men praktik er ikke en fast del af uddannelsen. Malene Beltoft Olsen vil gerne have de studerende mere ud i branchen.

”Det er en svær øvelse, fordi det er en lille branche og netværket er småt i forhold til hvor mange, der bliver uddannet. Og vi er bagud på kendskab og økonomi i forhold til de statslige skoler, og det skal vi være ærlige omkring. Men jeg tror på, at samarbejder med lignende skoler, åbenhed og mere individuelle forløb for eleverne, kan skabe en større tilknytning til branchen og på den måde måske også hjælpe dem lidt bedre på vej, når de har færdiggjort deres uddannelse,” forklarer hun.

Faget bliver vores kæphest

De to nye ledere peger begge på passionen for håndværket som det essentielle for skolen og dem selv som lederteam. ”Det bliver faget, der bliver vores kæphest,” siger Christine Wolf Ørnsbo, idet hun tilføjer, at “ledelsesopgaven er ny, og lige nu er vi i fuld gang med at få implementeret den nye, akademiske tilgang i skolens coachingbaserede koncept”.

”Det er nyt, at skuespillerfaget bliver accepteret som akademisk, men det taler ind i det, jeg tror på. Det akademiske kan gøre faget mere legitimt og normalt, mindre hokuspokus. Ofte ses skuespilleren som enten ophøjet eller irriterende, og de positioner er svære at være menneske i. Den nye akademiskeindplacering er en udfordring på den gode måde, og så længe vi er os selv tro, skal det nok gå rigtig fint at få den masseret ind i vores DNA,” afrunder hun.

Et trygt og kærligt arbejdsrum

Malene Beltoft Olsen har ligeledes fokus på det skuespillertekniske håndværk, men hun vil også prioritere teater- og filmhistorien for at give de studerende forståelse for sammenhængen mellem samfundet og kunsten.

Hun understreger, at de studerende ”skal have plads til at udfolde sig, blive klogere på sig selv og de faglige ting, fejle og turde dumme sig på gulvet. Der skal krop og stemme på, og derigennem tror jeg på, at tilstedeværelsen kommer naturligt, hvis de ellers tør, og sådan et sted vil jeg meget gerne skabe. Et trygt og kærligt arbejdsrum, hvor håndværket bliver deres base og derpå kan de bygge et kunstnerisk udtryk”. 

Hun ser strukturen med et ledelsesteam, der også inkluderer skolens to administrative medarbejdere, som en stor fordel:

”Jeg tror og håber, at det giver skolen en større ballast og en bredere rækkevidde. Vi har hver vores kompetencer at byde ind med, men har et klart fælles mål om at højne niveauet og uddanne dygtige og selvstændige folk, som går ud og er stolte af den skole, de har gået på,” slutter hun af. 

Læs mere om Københavns Film- og Teaterskoles filosofiske tilgang her.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den...