Charlottenborg Kaffeklub satte i sin #8 fokus på, hvem der betaler for kunsten. I to paneler mødte kunstere og kulturproducenter støttegivere og diskuterede nogle af de dilemmaer, der opstår, når kunsten skal finansieres af andet end markedet. Hvad får kunstnerne ud af mødet med virksomhederne? Hvordan agerer de magtfulde fonde? Og skal politikerne altid have armslængde?
”Navnet Guggenheim er ikke kendt for familiens erhvervsvirksomhed, men for det museum, der bærer deres navn – for i kunsten findes det evige liv”.
Direktør for Charlottenborg Kunsthal, Michael Thouber, brugte dette statement til at rammesætte ottende udgave af kaffeklubben, som Charlottenborg arrangerer sammen med Bikubenfonden, der denne gang også var repræsenteret i et af dagens paneler. Pointen med citatet lå som en understrøm i en samtale, der kom til at kredse omkring armslængdeprincipper, gennemsigtighed og ”onde” penge med reference til blandt andet Nan Goldings 2022-dokumentar All the Beauty and the Blodshed om opiatskandalen i USA, som Sackler-imperiet er blandt de ansvarlige for – ligesom de er kendt som kunstmæcener.
Overrasket over konservatismen
Dagens første panel undersøgte partnerskaber mellem virksomheder og kunstnere. ”Det er jo røvsygt bare at tjene penge”, fastslog Ursula Reuter Christiansen, der mener, at det er en foræring til virksomheder at samarbejde med kunstnere. Hun har arbejdet sammen med Mads Nørgaards modevirksomhed, og han bakker hende op. ”Kunst har ikke et facit. Og selvom kommercielt ikke er et fy-ord hos os, bliver samarbejdet kun godt, hvis kunstnerne får det, som de vil have det. Man må acceptere, at det ikke ender, hvor jeg troede”, forklarede han og pegede dermed som flere af de øvrige på, at kreativiteten er det, kunstnerne bidrager med i samarbejderne.
Peter Holme Jensen er CIO i firmaet Aquaporin, der blandt mange andre samarbejder også bringer videnskab, teknologi og visuel kunst sammen i projektet Primer. Han fokuserede mere på, hvad virksomhederne kan bidrage med til kunstnerne og undrer sig i mødet med kunstverdenen. ”Jeg er overrasket over konservatismen, det patriarkalske forhold mellem kunstnerne og en lille håndfuld fonde og udstillingssteder”, sagde han og pegede på, at 95 % af kunsten betales af kunstnerne selv. Han efterlyste alternative forretningsmodeller og havde et helt konkret forslag om at oprette en kunstsparekonto a la en aktiesparekonto, blot med det formål at støtte køb af kunst.
Penge spiller altid en rolle
Brian Mikkelsen, tidligere kulturminister og nu administrerende direktør for Dansk Erhverv, er ikke sikker på, at alle, der får en uddannelse som kunstner, skal støttes, men opfatter generelt kunst som grundforskning, der skal støttes af både staten og af virksomheder. Han mente som de øvrige, at støttegivere skal stole på kunstnernes originalitet: ”Der er ikke brug for mere management, men for mere frihed. Vi har brug for originale kunstnere”, proklamerede han, da talen faldt på, om kunstnere skal fungere som forretningsfolk.
Peter Holme Jensen ser også fællestræk mellem kunstnere og forskere. Begge parter er ”gode til fordybelse, men ofte afkoblet fra resten af samfundet”. Esben Weile Kjær købte ikke helt den beskrivelse, da han opfatter sig som en kunstner, der blander sig i samfundet som kunstner, ikke som manager, selvom han også har en sådan uddannelse. Han tror heller ikke på dikotomien mellem rene og urene penge. ”Penge spiller altid en rolle. Kunstnere er ikke fri, men jeg føler mig lige så fri med private som med andre typer penge og forholder mig kritisk til alle former for penge og samarbejder”, slog han fast.
Kaffeklubbens faste moderator Lene Johannesen prøvede at pirke lidt mere til forholdet mellem frihed og kapital. Esben Weile Kjærs pointe om ”at synliggøre fonde og institutioners arbejde. De er magtfulde, men vi ved ikke meget om, hvordan de fungerer” adresserede et aspekt af det forhold og pegede samtidig frem mod dagens næste panel.
Fat mod
Dagens værk, der danner intermezzo mellem første og andet panel, stod billedkunstner Ursula Reuter Christiansen for med et citat fra hendes kortfilm Skarpretteren fra 1971. Den sidste sætning af citatet lyder: ”Fat mod! Det næste store øjeblik i historien tilhører os”. Fat mod! er også navnet på samarbejdet mellem Mads Nørgaard og Ursula Reuter Christiansen, der blev lanceret på Kvindernes Kampdag i år.
Kramme eller danse?
Dagens andet panel flyttede som nævnt fokus til fondsstøtten. Administrerende direktør for Bikubenfonden, Søren Kaare Andersen, er ikke bange for at blande sig. ”Vi er ikke mæcener, men vil gerne udvikle institutionerne sammen med dem, for kunstverdenen er konservativ. Vi blander os ikke i de konkrete værker, men i kunstens innovationsrum for at gøre verden bedre”, sagde han, der som de øvrige også var enig i, at fondene spiller en stor rolle i Danmark og derfor skal væres transparente, ligesom de har et stort ansvar for, at støttede projekter har realistiske budgetter, så kunstnerne fx får løn.
Gitta Malling, bestyrelsesleder i Statens Kunstfond, fortalte, at udlandet opfatter den statslige fond meget positivt, fordi det primært er kunstnere, der står for uddelingen af støtte. Hun ønskede sig samtidig flere penge, fordi fonden både skal støtte nye talenter, men ”også holde hånden under de ældre, der ikke har andre steder at gå hen”. Hun vil ikke som Søren Kaare Andersen kramme kunstnerne, men gerne danse med dem. Begge dele er beskrivelser af den mere direkte kontakt og det aktive opsøgning af dem, der med Gitta Mallings ord ”står udenfor muren”, som mange af de større fonde har bevæget sig mod de senere år.
Vi skal tage dialogen
Rasmus Nordqvist, tidligere medlem af Folketinget og nu ansat i European Greens, pegede på, at det også er vigtigt at sikre den brede, demokratiske dialog om samspillet mellem kunstens rolle i samfundet og fondenes magt. Politikerne skal ikke bestemme, men kan godt formulere forventninger til Statens Kunstfond, når det er statens penge, det handler om, mener han og pegede også på, at man ikke skal være så bange for fondenes magt, men derimod kunne stille spørgsmål til dem, som man gør til kommercielle partnere. ”Vi har udliciteret meget magt til fondene via de skattefordele, de har, så vi skal stille krav om gennemsigtighed og om at de har fokus på talentudvikling og ordentlige arbejdsforhold”, pointerede han.
Dorthe Paulli, erhvervs- og sponsorchef på Det Kongelige Teater, pegede på, at kunsten også gerne vil dialogen. ”Ofte taler vi om kunst som noget meget porøst, men kunsten kan holde til alt”, hævdede hun. Det Kongelige Teater henter 10 % af sine indtægter fra fonde og hun ser en god dynamik mellem de statslige og de kommercielle midler. Hun er samtidig meget bevidst om, at hun repræsenterer en stor organisation med ressourcer til at søge, mens det kan være svært for enkeltkunstnere at navigere mellem de forskellige støtteordninger.
Janne Villadsen, der er program- og udviklingsdirektør på Heartland Festival, fortsatte i sporet med dialog mellem sektorer med et forslag om, at politikere kunne være med til at udvikle bæredygtige forretningsmodeller for kommercielle kulturproducenter, der typisk har svært ved at opnå fondsstøtte ud over de første år, selvom de ikke løber rundt.
Meget mere at tale om
De to paneler kom vidt omkring i de mange temaer i kaffeklubbens overordnede emne. Nogle spor blev lidt sporadisk behandlet og enkelte indlæg hang blot og blafrede i vinden. Spørgsmålet er, om konceptet af og til kunne vinde ved færre paneldeltagere, der så kunne tale lidt mere med hinanden og komme dybere i emnerne, end man kan, når formatet primært er Q&A mellem moderator og de mange panelister.
”Kunstens betydning glemmes alt for ofte i den politiske debat og der er en berøringsangst for at indgå i dialog med kunstnere og fonde”, opsummerede Rasmus Nordquist sin holdning. Charlottenborg Kaffeklub åbner mulighed for den dialog, og viste denne gang med inspirerende indlæg med meget forskellige vinkler, at der er meget mere at tale om. Ikke bare i kaffeklubbens homogene hjørne eller blandt de repræsenterede i panelerne, men også ude i de medier, der, som Søren Kaare Andersen pointerede, også har en rolle at spille, når magten skal udfordres.
