★★★★☆☆ Peter Grimes – outsideren har aldrig en chance i rustik hævnopera

Tilgivelse eller fordømmelse? Valget er nemt for den nådesløse hob i Det Kongelige Teaters halvstøvede, men rå genopsætning af Benjamin Brittens tragiske Peter Grimes.

På den farligt stejle plankescene i David Radoks poetisk-realistiske opsætning af Peter Grimes skal der kun ét fejltrin til, før man styrter i afgrunden. Og det gør i den grad den socialt akavede hovedperson i Benjamin Brittens tragiske opera om den nådesløse flokmentalitet i en lille, engelsk fiskerlandsby.

Niels Jørgen Riis portrætterer indlevende den stakkels fisker Peter Grimes som en misforstået drømmer. Trods digterisk blødhed i stemmen er hans omgang med andre mennesker ru, og Radok lader brutalt outsideren omgive af oprørt hav, gyngende master og en hob af bibelbevæbnede indbyggere. Grimes har ikke en chance.

Drukn dig, Grimes!

Da en glødende Sine Bundgaard med sin renfærdige sopran i rollen som lærerinde Ellen Orford opfordrer til at give fiskeren en chance – han har jo dog kun én ung lærlings uagtsomme død på samvittigheden – slutter hoben ring om hende, opflammet især af den skruppelløse prædikant Gert Henning-Jensens glasklare tenor.

Kampen raser mellem tilgivelse og fordømmelse, også i Bundgaard selv: Skal hun beskytte Grimes eller de små drenge, der har det med at dø i hans varetægt? Hoben leverer svaret: Ført an af bliktromme går de sortklædte i procession fra kirke til fiskerens hjem for at slippe af med ham.

Tilbage står Grimes i en grøn tåge til lyden af Det Kongelige Kapels vidunderligt søsyge messingspil. Blotter han sit hjerte med poesi om stjerner og skæbne, afvises det som galskab, og akt for akt går han i hundene, indtil Jens Søndergaards ellers retskafne kaptajn Balstrode giver ham det sidste skub ud over kanten: Drukn dig selv, Grimes, det er bedst sådan!

Enkel råhed

David Radoks opsætning har tre årtier på bagen og er med rustikt træarbejde og mekanisk uvejr måske en halvstøvet scenografisk oplevelse. Men uafviselig er virkningen af de rå rammer, når kor og statister i tilsyneladende uendeligt antal stimler sammen og hæver kæppe – eller bare blikket – mod den uønskede, mens de med mørk skæbneklang kalder ud i salen: ”Peter Grimes!”

Hvad Niels Jørgen Riis akkurat mangler af hårdhed i stemmen og kropslig bevægelighed under sin afsluttende vanvidssolo, kompenserer tenoren for med forførende friskhed i de glimt af håb, som Grimes trods alt oplever, når han pludselig øjner en stime af fisk eller en flig af fællesskab på havnekroen.

At han narrer sig selv, lades der aldrig tvivl om i en solid og let afkodelig opsætning, der med enkel råhed bruger hobens størrelse som sit største våben – det kender smagen af blod.