Duoen Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth står bag det succesfulde initiativ, festivalen København Danser. Formålet er at udvælge de bedste internationale dansekompagnier og åbne folks øjne for, hvad scenekunsten kan. ISCENE har været til Gaga workshop, oplevet Batsheva Ensemble, set Pina Bausch-film og talt med initiativtagerne om excellence, kommunikation i øjenhøjde og hårrejsende passion.
Ulrik Birkkjær fik ideen til København Danser efter selv at have danset i store dele af verden. Han syntes, vi manglede en scene for internationale gæstespil, som fx Sadlers Wells i London:
”Da jeg selv turnerede, synes jeg, det var meget inspirerende. Det gav liv til en by og til en dansescene, som jeg synes, mangler herhjemme. En form for Louisiana for dans,” siger han.
Pandemien og nedlukningen af samfundet gav den nødvendige tid til at udtænke en forretningsmodel. Covid betød, at de store kompagnier havde åbne kalendere, ligesom Østre Gasværk havde ledig scenetid. De to initiativtagere har mange års erfaring fra internationale turnéer med dansere fra Den Kongelige Ballet, hvor de har været hhv. danser og forestillingsleder. Med et stort netværk i ryggen tog virksomheden gradvist form.
Hvad kan festivalformatet?
”Hvis vi skal være ærlige, så kalder vi det en festival i mangel af bedre ord, fordi festival tit er en begrænset periode. Vores er snarere opbygget sådan, at vi finder et kompagni og hører, om de kan komme. Hvis de siger ja, prøver vi at finde en scene, der passer ind i deres kalender,” fortæller Thomas Mieth. I deres programlægning er det dermed kompagniet, der afgør perioden, ikke perioden, der afgør, hvem der kan komme.
Det har vist sig, at især ydersæsonerne forår og efterår passer kompagnier og scener bedst. Ulrik Birkkjær tror, det ville være for meget at skulle se 20 forestillinger på to uger. ”Det handler jo om, at scenekunst tager tid. Man skal købe en billet og sætte sig ind i et mørkt rum og kigge på noget i to timer, og det er jo en stor investering for et moderne menneske,” siger han.
Samtidig tænker han, det vil skabe mest værdi for København med større mulighed for at sælge mange billetter, hvis det er spredt ud: ”Jeg tænkte faktisk på det her til morgen, om vi skulle droppe det der festivalord helt og bare sige, at vi kuraterer dans”. Andre festivaler har andre logikker, så Thomas Mieth mener, deres version eksisterer fint side om side med andre typer festivaler.
En publikumssucces i øjenhøjde
Den første forestilling var med San Francisco Ballet i september 2021. Det blev en ekstra magisk aften, første gang efter nedlukningen. Der var udsolgt, og København var samlet igen. Pina Bausch kom så med Sacre danset af dansere fra Ecole de Sable i Senegal. ”Det gik lidt viralt. Der var helt udsolgt og kø ned ad gaden, så vi fik dem igen året efter. Vi har endt med at spille den forestilling for 10.000 mennesker,” siger Ulrik Birkkjær.
Det bekræftede dem i, at der var et behov, og de oplevede stor opbakning til deres idé med god energi og åbne døre. ”Målet med de forestillinger, vi udvælger, er selvfølgelig, at vi godt kan lide dem, men det er også det bedste. Det er excellent,” understreger Thomas Mieth. Og Ulrik Birkkjær tilføjer: ”Fordelen ved dans er også, at der ikke er noget sprog, så der er ingen hindring for at opleve de største navne i verden”.
Programmet i år er Batsheva Ensemble med Decadance #22 den 27.-28. maj på Østre Gasværk Teater. Pariserballetten danser Les Etoiles under CPH Stage den 3.-4. juni og Les Ballets Trockadero de Monte Carlo spiller under CPH Pride den 17.-20. august. Hertil kommer et væld af aktiviteter knyttet til de tre kompagnier så som film i Cinemateket og workshop i Gaga- dans, som Batsheva Ensemble er kendt for.
Publikum blæst bagover
Koreograf Ohad Naharin stod i over 30 år i spidsen for Batsheva. Decadance #22 havde oprindeligt premiere i 2000 og består af uddrag fra hans karriere. Hvert år kommer der nye dansere til, der arbejder videre på værket. ”Det er faktisk den eneste gang, hvor Covid arbejdede imod os, for det er nu tredje gang, vi sætter dem på programmet. Men det er første gang, de reelt kommer,” fortæller Thomas Mieth med et skævt smil.
Det var værd at vente på. Salen blev taget med storm, og ingen sad uberørte af den smittende energi fra de vanvittigt dygtige dansere og den lige så excellente publikumsinteraktion. Det er essensen af det, København Danser siger, de gerne vil. Det ypperste niveau af international dans på scenen, men med humor og uhøjtidelighed. De fremviser ikke trin, de udtrykker sig, og trinnene følger med.
De mange uddrag fra deres forestillinger glider sømløst og afvekslende over hinanden og viser stor spændvidde. Naharins Gaga-teknik afspejler danserens egne forestillingsevner og giver indtryk af et autentisk, ikke koreograferet udtryk. Råt og ægte. Det er tydeligt, de er til for publikum, og i et af uddragene trækkes en del op fra stolerækkerne til en magisk dans med kunstnerne.
Bagom dansen
Det publikumsinvolverende element er også en del af København Dansers mission. ”Hver gang, der kommer et kompagni, prøver vi at brede det ud, så man får mere ud af det, end bare forestillingerne. Vi prøver at vælge nogle gode film, fx i Cinemateket, og tilbyder workshops,” forklarer Ulrik Birkkjær.
ISCENES udsendte fik fx sved på panden til en time lang Gaga-instruktion ved Siri Wolthoorn i Tunnelfabrikken, der fik 200 mennesker i alle aldre til at vifte med imaginære haler og forestille sig en ”ice bucket challenge”. Reglerne er enkle, alle skal være med, og ingen må filme eller tage billeder. Fællesskabet og danseglæden er både smittende og inkluderende i de gakkede bevægelser.
I forbindelse med visningen af Pina Bauschs ikoniske værk Sacre, blev filmen Dancing Pina vist i Grand Teatret. I smukke optagelser følges tilblivelsen af Sacre dels på École des Sable i Senegal med dansere fra hele Afrika, dels med balletdansere i Dresden. Instruktørerne er dansere fra Bauschs oprindelige kompagni i Wupperthal, der siger: ”Det handler ikke om at være moderne eller klassisk, men om at være menneske”.
Hvem er festivalen for?
”I teorien er vi her for scenekunsten. Vi tror enormt meget på det med at slukke sin mobiltelefon og sidde i teaterrummet og blive inspireret. Så i teorien er vi for dem, der har sådan en oplevelse for første gang. Det er en mission at få nye mennesker i teatret og ikke mindst unge mennesker,” siger Ulrik Birkkjær med stolthed.
Thomas Mieth er mindst lige så passioneret omkring denne målgruppe: ”Når vi står hernede i hjørnet og kigger ud over publikum, så rammer vi faktisk bredt. Det er ikke som at gå i Det Kongelige Teater og se en Bournonville-forestilling. Det er et blandet publikum, og 15% af billetterne går til unge under 25. De unge mennesker, der er kommet her, reagerer tydeligt positivt. Det giver også den fede energi, og det er sindssygt vigtigt,” siger han og slår i luften.
Festivallederne har talt sig varme, og Ulrik Birkkjær indskyder: ”Handler det ikke også om at lave nogle forestillinger, der taler til nutiden og den verden, vi lever i? Det er ikke underholdning som sådan. Det handler om lige nu. Det var specielt fedt til Sacre, fordi det var afrikanske dansere. Man kunne virkelig se, at det tiltrak stor diversitet hos publikum, der kunne spejle sig selv. Det er noget, vi er stolte af. Det kan dans, og det skal vi gøre mere af i fremtiden”.
Visioner for de kommende år
De første par år har festivalen programsat tre produktioner pr. år, men missionen er at øge det til 4-5 produktioner om året. ”Håbet er, at det vil øge synligheden og få flere til at forstå, at de forestillinger, de har købt billet til, er kurateret og produceret af København Danser. Vi vælger det bedste til folk, så de ikke behøver se noget middelmådigt. En billet til København Danser er et kvalitetsstempel,” siger Ulrik Birkkjær.
Derudover ønsker duoen også at producere egne forestillinger på et internationalt niveau med premiere i København og med internationale turnéer. Det ses ikke så meget i Danmark, men er den form for rejsende internationale forestillinger, København Danser også selv køber. Ulrik Birkkjær uddyber idéen:
”Vi har arbejdet på noget dramaturgi og har kontaktet Sidi Larbi Cherkaoui, som gerne vil være med. Det er i sin spæde form, og måske er vi naive, men planen er at redde verden gennem kunst. Det skal hedde Co-Existence, og de bedste koreografer i verden skal bidrage. Det skal handle om at leve sammen på tværs af forskelligheder uden at slå hinanden ihjel. Det er det, kunst kan. Give inspiration til at leve bedre”.
Thomas Mieth nikker bifaldende: ”Det er faktisk en drøm, vi har haft næsten helt fra start. Altså det er jo noget af det første, vi begyndte at snakke om. Hvad kan vi, og hvad skal vi? Drømmen om at producere vores egen forestilling med headline Co-Existence, det kom meget tidligt frem”.
Passion og jordforbindelse
Der er ingen tvivl om, at de to har passion og kunstnerisk kompromisløshed helt uden på tøjet. Under interviewet rejser hårene sig hele tre gange på Thomas Mieths arm, når han taler om det. Duoen vil ændre verden med deres kunst, intet mindre, og de har da også et helt særligt greb i deres publikum. ”Vi prøver at ramme i øjenhøjde og altid uden at blive højtravende. Altså det er Ulrik og Thomas uden forstillelse,” siger han og trækker på skuldrene.
”Når man beder folk om at bruge penge og tid til at kigge på en scene, så skal man også være deres tid respektfuld. Forestillingen skal være det værd. Forhåbentlig mærker hele publikum scenekunstens kraft. Man går ikke videre uforstyrret, man bliver ligesom vækket på en eller anden måde,” forklarer Ulrik Birkkjær.
Kaffen er drukket, og Thomas Mieths gåsehud har lagt sig ved tanken om kaninen, Bulder, der er syg derhjemme. Nu skal de to til møde med nogle musikere, for selvfølgelig skal der også være mere livemusik til forestillingerne. Duoen må afsted igen for at redde verden, for rejsen er kun lige begyndt.
Læs mere om København Danser her.
