★★★★☆☆ Ritual – Rejsekammeraten – sanselig sorgrejse i rivende toner

Sew Flunk Fury Wit afslutter smukt dette års sæson for KSelekt, hvor frie kompagnier præsenterer forestillinger på Det Kongelige Teater. I Ritual – Rejsekammeraten bruger kompagniet eventyrets elementer til at skabe en sanselig sorgrejse.  

Ritualet kommer til sidst. Vi kommer dertil gennem H.C. Andersens eventyr Rejsekammeraten, som sanseligt billedskabende pilles fra hinanden, så bagsiden kommer frem og genfødes i Sew Flunk Fury Wits musikdramatiske univers af dukker, opera og bondage.

Life is not a fairy tale

Svends far er død. Han døde alene, for Svend bor et andet sted. Minderne bor i en diktafon med lyde og i bogbinderkunsten. Bogen er H.C. Andersens eventyr, som Svend egentlig ikke bryder sig om. Dog drages han af Rejsekammeraten trods sine egne forbehold over al den godhed, den priser, og trods ekspertens hånlige afvisning af kunsteventyrets mord på folkeeventyret.

”Fairy tales are spun with gold… But life is not a fairy tale,” synger Nina Sveistrup Clausen med sin kraftige, udtryksfulde stemme, der som altid klinger som en signatur over kompagniets værker. Men noget drager og en sorgrejse tager fat. Som den gode Johannes i eventyret drager Svend ud i verden efter sin fars død.

Verden findes begge steder nok mest i sindet, hvor sorgen bearbejdes, men hvor eventyret bruger sproget til at transformere sorg til farlige trolde og onde prinsesser, skaber scenekunsten sanselige og kropslige udtryk.

Balancen mellem lyst og smerte

Først nænsomt med dukken, der næsten morbidt ligner Svend. En sidste dansende bevægelse, før den blidt lægges i kisten, og ord, guitarriffs og sang blander sig til sagte, diffuse lyde. Så prinsessens lysthave fuld af blomster og kropsdele. ”Touch what you’ve been lusting / In our pretty Pleasure Garden,” ægger de, mens delene samles til endnu et menneskelignende væsen, der i dukkeførerens hånd får liv. Måske er det Døden, måske Rejsekammeraten. De er jo den samme.

I sorgens vandring nærmer vi os det eksplicit rituelle med piskeslag, besnærende erotiske, med vandtorturens tvetydige seksuelle undertoner og endelig i en dvælende slutsekvens, hvor Svend bindes op med kinbaku bondage i et sindrigt snoreværk. Enkelt og metafysisk på samme tid. Brutalt og helende.

Sekvensen er lang og krævende at være i. Den balancerer knivskarpt på grænsen mellem en utrolig ømhed og noget næsten for privat. Grebet giver dog langt bedre dybde her som en undersøgelse af sorgens lag, end sidst Sew Flunk Fury Wit brugte det i den noget mindre fokuserede The Foxcave.

Guitarlyd, man kan bo i

Sew Flunk Fury Wit kender sine virkemidler og finder atter en interessant måde at kombinere dem på. Neill Cardinal Furios køligt-drømmende sangtekster swinger kontrapunktisk præcist med Jesper Pedersens spekulativt-undersøgende konceptuelle idé, som Nina Kareis Livingstone forløser fornemt i den endelige tekst og instruktion. Ordene ligger fornemt i Nina Sveistrup Clausens stemme, der kupler sig magtfuldt i Rune Risagers snart hvinende, snart hviskende guitarkompositioner, som jeg er klar til at flytte ind i.

Ritual – Rejsekammerat afslutter smukt en god sæson for KSelekt, der præsenterer den frie scenekunst på Det Kongelige Teater. Fra dans for småbørn over illusioner med Ulysses og svampens dunkle bevægelser i mulden til denne sanselige fremskrivning af eventyrets dyk i det sanseliges afgrunde. Flot repertoire med bredde og mulighed for at nå nye tilskuere.

Se forestillingstrailer hos Det Kongelige Teater her.