To festivaloplevelser – fiktivt badehotel og mytisk bjerg

København er fuld af festivaler i disse uger og byder bandt andet på forskellige performancekoncepter. På ART WEEK kunne man gæste et foruroligende fiktivt badehotel og CPH Stage inviterede på en rejse til et mytisk bjerg.

Festivaldagen bød på to festivaloplevelser med Resort af Filip Vest på Møstings Hus som den første. Resort er en installation, der et par gange er blevet til en performance, hvilket redefinerer installationen til scenografi. Sådan behøver det ikke at være, når billed- og scenekunst mødes, men Resort fremtræder mere som ren scenekunst end som et hybridudtryk af de to involverede kunstarter. Det skyldes til dels, at der bliver lukket rigtig mange ind i de relativt små lokaler. Publikum bliver dermed til en masse, en flok, der kæmper om udsyn og ikke rigtig integreres i hverken rum eller fortælling.

Det’ en Isbjørn

På bare tæer eller iført blå sutter lukkes vi ind i installationen, der i sig selv står ganske vibrerende foruroligende med sine abjekte toastskiver, væltede glas, døde insekter og generelle grus i maskineriet på det fiktive og lettere surreelle badehotel. Vi browser lidt rundt og danner overblik. Så går det løs. Et par sidder pludselig i hotelbaren og repeterer en dialog. “Det’ en Isbjørn,” siger de om drinken. Nok ikke tilfældigt, at navnet associerer klimaproblematik. Her lidt en passant, mens vi stadig lurer på, hvad historien er.

Det viser sig hurtigt at være en metafortælling, hvor historien koldstarter igen og igen med nye perspektiver, nye valgmuligheder efter den gode, gamle “hvad nu hvis”-model. Under den postmoderne metaleg med identitet og parforhold løber den foruroligende klimatråd. Det er vulkanens krater, der ikke er til at spøge med. Det er uforklarlig røg. Det er oplevelsen af ikke at kunne slippe ud. Ud af det hede, iltfattige rum kommer vi dog til sidst i en åben slutning med flere udveje ved andedammen udenfor udstillingshuset. En næsten romantisk krølle på den dystopiske performance, der trods et vist humoristisk aspekt, mestendels kalder på en grundangst for det menneskelige, det relationelle og det planetæres videre skæbne.

Trods interessante takter forløste Resort ikke sit potentiale på dagen. Rummet emmer i sig selv af det unheimliche, altså det skræmmende, der lurer i det hjemlige. Følelsen forlænges i performancen, men muligheden for at interagere med publikum og sætte den mere på spil fortabes, når der lukkes så mange ind på én gang.

Tværdisciplinær rejse på bjerget

Det Kongelige Teater lagde rum til dagens næste performance, den australske, interdisciplinære kunstner Sophia Brous‘ Mount Analogue. Forestillingen er baseret på René Daumals ufærdige roman om bestigelsen af titlens mytiske bjerg. Bjerget er skjult og kan kun fremkaldes ved brug af filosofiske og litterære virkemidler. Dette element bæres i forestillingen også af kompositioner og visualiseringer, der dermed tilfører den surreelle fortælling en større sanselighed.

Vi bænkes langs siderne i black boxen, som er fyldt med flere skærme, større og mindre instrumentøer og en form for treleddet bed med småsten og tørre grene. Mens vi sætter os, tegner Ivan Cheng, der siden indtager rollen som ekspeditionens leder, fader Sogol, med kridt koncentriske cirkler fra midten og helt ud til vores tæer. Sogol siger Logos, hvis man læser baglæns, men logik er ikke fremtrædende i fortællingen, der kombinerer det uudsigeligt mystiske med bjergbestigerens umættelige trang til at kæmpe sig stadigt højere op ad stadigt mere vildsomme stier.

Kroppen bades i lyd

Det er en på mange måder banal historie født ud af krigstider i sidste århundrede, men jeg forstår lysten til at dykke ned i værket og transformere dets længsel performativt. “… and you … what do you seek?” lyder det flere gange, for rejsen kan foregå i alles sind. Romanens anden centrale figur, fortælleren, har, modsat Sogol, mange ord og fortæller, så ordene næsten binder os ind, mens vi følger med gennem forberedelser, overvejelser, vandring og den endelige absorbering i bjerget.

Det er en meget mættet oplevelse, der især lever i det musikalske univers, der langsomt bygges op fra raslelyde, en enlig harmonika, et glimt af en disharmoni, føddernes tramp i firkanterne med sten og grene til et fuldtonet, meditativt sound scape, der på en anden måde end ordene pakker os ind og lader bjergbestigningens rus flyde gennem kroppen. Mount Analogue er monumental i sit auditive univers, som var både let og udfordrende at give sig hen til, mens en del af fortællingen og ansatsen til objektmanipulering gled i baggrunden for mig.

Mount Analogue spiller ind i en totalteatertraditionen, men stod for mig mere som en stærk musikalsk oplevelse med de øvrige elementer som en form for støttefunktioner. Kroppen var gennemstrømmet efter dette lydbad, der uhyre intenst formidler romanens underliggende længsel.